22 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Klimaaktivister anklager regeringen for lovbrud og optrapper kampen for handling nu

Ugelang besættelse

Klimaaktivister anklager regeringen for lovbrud og optrapper kampen for handling nu

Skoleeleverne i FridaysForFuture lægger ligesom andre dele af klimabevægelsen an til oprør mod regeringen, som de mener svigter sine løfter.

FOTO: Klaus-Henrik Andreasen
1 af 1

Tirsdag startede skoleelever en ugelang besættelse af Christiansborg Slotsplads. De anklager regeringen for at begå klimalovbrud, fordi de ikke overholder deres egne løfter og gennemfører reelle initiativer, der kan sikre målet om 70 procents reduktion af Danmarks CO2-udledning i 2030.

Vi vil ikke acceptere, at regeringen prioriterer kortsigtede økonomiske interesser over vores fremtid.
Asta Kønigsfeldt, klimaaktivist

"Tiden er knap, og der er brug for radikal handling. Nu. Vi starter oprøret nu. Lader vreden, skuffelsen og sorgen være vores drivkraft. Vi er blevet svigtet", skriver initiativet FridaysForFuture, der står bag besættelsen, i et opslag på Facebook.

Aktivister vil opholde sig på Christiansborg Slotsplads døgnet rundt, indtil Folketinget åbner på tirsdag den 6. oktober. Her er der planlagt en stor samlet klimaprotest om formiddagen med deltagelse fra en række forskellige klimabevægelser.

>> LÆS OGSÅ: Klimaaktivister besætter Christiansborg Slotsplads

Besættelsen og demonstrationen tirsdag er kun enkelte eksempler på aktuelle markante protester vendt mod regeringens nøl på klimaområdet.

Mange markante protester

Tidligere på måneden gennemførte Extinction Rebellion fem dages klimaoprør med en række opsigtsvækkende aktioner rundt omkring i byen, hvor blandt andet Kongens Nytorv og H.C. Andersens Boulevard blev blokeret.

>> LÆS OGSÅ: Extinction Rebellion gjorde oprør for livet i København

Den Grønne Studenterbevægelse har genoptaget sine ugentlige protester ved forskellige ministerier og lægger op til forstærket klimakamp mod en regering, de mener svigter. 

"Regeringen lytter ikke til det klimaråd, de selv havde været med til at nedsætte. De lytter ikke til elbil-kommissionen. Og virker i det hele taget mere interesseret i at stege frikadeller på Twitter end rent faktisk at løse den største krise, verden nogensinde har stået overfor. Vi er så trætte af nøl og dårlige undskyldninger. Klimakrisen er en nødsituation, der er værre end coronakrisen. Vi har brug for ambitiøse og modige løsninger, ikke fodslæben og socialdemokratisk ligegyldighed", skriver bevægelsen på Facebook.

Først i september gik flere tusinder i klimamarch i fire af landets største byer. Også her lød der krav om radikal handling nu.

>> LÆS OGSÅ: Klimaaktivister på gaden i flere byer

Skarp kritik af regeringen

Så efter lang tids coronastilstand er klimabevægelsen igen meget aktiv og tydelig i sin kritik af regeringen.

Lige nu er det ikke mindst statsminister Mette Frederiksens udtalelser på Grønt Erhvervsforum den 16. september, der har skabt vrede.

Her sagde statsministeren: "Hvis man beslutter vejen til de 70 procent alene på baggrund af de kendte teknologiske løsninger i dag, så vil det have alt for store konsekvenser."

Fra venstre Marie Mark Pedersen, Naja Hønholt, Alfrida Sabinsky og Asta Kønigsfeldt.
Klaus-Henrik Andreasen

– Mette Frederiksen siger i virkeligheden, at regeringen ikke vil gøre, hvad der skal til nu for at sikre målet om 70 procents reduktion i 2030. Regeringen vil vente på, at der er ny teknologi, der kan løse problemet. De siger, at ellers bliver det for dyrt, men det vil også koste dyrt, når der ikke sker noget. Det vil koste liv og dårligere vilkår for mange mennesker, siger Naja Hønholdt.

>> LÆS OGSÅ: Regeringens klimaaftale med Aalborg Portland møder skarp kritik

Hun er 9. klasses elev på Zahles Skole og en af de unge klimaaktivister, der er mødt frem tirsdag morgen klokken 8 for at være med til opstarten på den ugelange besættelse. 

Fire deltagere i oprøret

Hun sidder sammen med tre andre 9. klasseelever.

– Vi vil ikke acceptere, at regeringen prioriterer kortsigtede økonomiske interesser over vores fremtid. Vi er her for at gøre opmærksom på, at vi ikke vil finde os i det, tilføjer Asta Kønigsfeldt fra Det Frie Gymnasium.

>> LÆS OGSÅ: Midt under klimakrisen stiger Danmarks olie- og gasproduktion eksplosivt

– Under hele valgkampen sidste år sagde Mette Frederiksen, at hun ville være børnenes statsminister. Men det hænger jo ikke sammen med, at hun ikke vil høre, hvad børnene siger, og ikke vil gøre noget for at sikre vores fremtid. Dengang sagde hun, at det ville være uansvarligt ikke at handle i forhold til klimaet, men nu handler hun ikke. Eller gør i hvert fald alt for lidt, supplerer Alfrida Sabinsky, der også går på Det Frie Gymnasium.

– Det er uansvarligt at vente på, at der kommer ny teknologi. Det har politikerne sagt de sidste 30 år. Der er ikke lang tid tilbage, hvis klimaproblemerne skal løses, der er brug for handling nu, tilføjer hun.

Med den ugelange besættelse af Christiansborg Slotsplads vil de unge aktivister skabe opmærksomhed om deres krav og lægge pres på politikerne op til Folketingets åbning. 

Aktionen er blevet planlagt lynhurtigt. Onsdag i sidste uge var der ekstraordinært krisemøde i FridaysForFuture, hvor det blev besluttet at gennemføre besættelsen. Derefter er der blevet arbejdet intensivt hen over weekenden for at få det omfattende arrangement på plads.

Ud over at der løbende vil være aktivister på pladsen, vil der ind imellem være flere større aktioner og happenings.

For eksempel er der i dag en aktion mod madspild. Hver aften er der lysoptog, og fredag gennemføres en "begrav klimaet-aktion". Der vil også være en workshop med bannermaling.

– Alle kan jo ikke være her hele tiden. Men vi håber, at nogle kan tage fri en dag eller to eller kommer herind efter skole, siger Naja Hønholt.

Også andre steder i landet er der lagt op til protester, blandt andet i Aarhus og Aalborg.

– Mange har glemt klimabevægelsen på grund af corona. Vi vil vise, at vi stadig er her og har de samme krav. Vi kræver handling nu. Vi er trætte af tomme ord og løfter, erklærer Marie Mark Pedersen fra Skolen Ved Sundet på Amager.

Chloe Salter sørger for at registrere alle deltagere i besættelsen for at kunne kontakte folk i tilfælde af coronasmitte.
Klaus-Henrik Andreasen

De fire skoleelever frygter konsekvenserne, hvis politikerne ikke begynder at tage klimaproblemet langt mere alvorligt.

– Om 12 år er det for sent, dér vil der ikke være mulighed for at bremse klimaforandringerne. Jeg frygter, at mennesker vil dø, hvis der ikke sker noget, siger Marie Mark Pedersen.

– Det kan godt være, at der ikke kommer til at ske så meget her i Danmark, ud over at det ikke vil sne længere, og vi vil få mere regn og blæst. Det kan vi godt overleve. Men det er andre lande mod syd, fattige lande, der ikke selv udleder ret meget CO2, som kommer til at betale for den rige vestlige verdens klimaudledninger gennem tørke, andet ekstremt vejr og sult. De har ikke redskaberne til at gøre noget ved det. Mange vil dø, mens andre vil flygte, forklarer Naja Hønholt.

– Andre må kæmpe for livet, fordi vi ikke gør noget. Det er os, der er de store udledere, og som har pengene til at gøre noget ved problemet, tilføjer hun.

– Og så har vi en klimaminister, Dan Jørgensen, der er mere optaget at at vise, hvordan man laver klimavenlige frikadeller, end at sikre konkret handling, kommer det vredt fra Alfrida Sabinsky.

Fra dagens aktion mod madspild
Hannah Bjerg Hagens

De fire aktivister vil være på Christiansborg Slotsplads så meget som muligt i løbet af den næste uge. De opfordrer alle andre til at komme ind og bakke op om protesterne. 

Aktivisterne bærer mundbind og sikrer god afstand.

Artiklen kan downloades og printes i PDF her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. sep. 2020 - 14:52   29. sep. 2020 - 17:20

Klimakamp

ur@arbejderen.dk
Klimaoprør

FridaysForFuture besætter Christiansborg Slotsplads fra tirsdag 29. september klokken 8 til tirsdag 6. oktober klokken 20. Kravet er klimahandling nu. I løbet af ugen er der en række aktioner og happenings på Slotspladsen og andre steder i landet:

  • Hver aften kl. 19.40-20 på slotspladsen: Lysoptog. Medbring stearinlys eller andet lys.
  • Onsdag 30. september kl.15, Aarhus Rådhusplads: Kridtaktion og uddeling af flyers.
  • Fredag 2. oktober kl. 13-16 på Slotspladsen: Tøjbyttemarked. Medbring tøj, du ikke bruger længere.
  • Fredag 2. oktober kl. 15, Toldbod Plads Aalborg: Aktion for at råbe politikerne op.
  • Fredag den 2. oktober kl. 16-17.30 på Slotspladsen og kl. 15 på Aarhus Rådhusplads: Begravelse for klimaet. Mød gerne op i sort tøj.
  • Mandag den 5. oktober kl. 15, på Aarhus Rådhusplads: Aktivisterne giver den gas med musik, dans og sang for at vise politikerne, at de har masser af kraft til at fortsætte klimakampen.
  • Fredag den 6. oktober kl. 9.30-13 på Slotspladsen: Stor aktion ved Folketingets åbning. "Stop klimabedraget. Start klimahandlingen". Arrangeres af FridaysForFuture, Den Grønne Studenter Bevægelse, Klimabevægelsen og Bedsteforældrenes Klimaaktion.

Der kommer flere aktioner til. Følg løbende med her.

HUSK MUNDBIND til alle aktioner.

Fakta: Klimaloven

Bindende, konkrete mål

  • Klimaloven sikrer, at Danmark arbejder for at reducere sine udledninger med 70 procent i 2030 i forhold til 1990 og mod klimaneutralitet i senest 2050.
  • Klimaloven er bindende.
  • Drivhusgasudledningerne, som indgår i klimalovens mål, opgøres efter FN’s opgørelsesregler.

Delmål og klimahandlingsplan

  • Hvert femte år skal sættes et delmål med tiårigt perspektiv.
  • I forbindelse med regeringens kommende klimahandlingsplan i 2020 fastsættes et delmål for 2025.
  • Delmålene fastsættes efterfølgende ved lov.

Årligt klimaprogram og handlepligt

  • Der knyttes en handlepligt til klimaloven.
  • Klimarådet skal hvert år vurdere indsatsen og komme med anbefalinger til regeringen.
  • Ministeren skal hvert år i september fremlægge et klimaprogram med initiativer på kort og lang sigt, der viser, hvad regeringen vil gøre for at nå klimalovens mål.
  • Ministeren skal hvert år til "eksamen" i Folketinget. Her vurderer Folketinget, om regeringens initiativer er tilstrækkelige.

Klimarådet styrkes

  • Klimarådet styrkes og udvides fra seks til otte medlemmer, rådets midler mere end fordobles, og rådets uafhængighed styrkes ved, at rådet selv vælger ny formand og medlemmer.
  • Klimarådet tilknyttes et klimadialogforum med repræsentanter fra blandt andre brancheorganisationer, tænketanke og grønne organisationer.

Global afrapportering og strategi

  • Klimaloven forpligter regeringen til en særskilt global afrapportering af de internationale effekter af den danske klimaindsats samt effekterne af dansk import og forbrug.
  • Regeringen forpligtes til årligt at lave en global strategi for, hvordan regeringens udenrigs-, udviklings- og handelspolitik bidrager til at sikre, at Danmark spiller en rolle som global drivkraft i international klimapolitik.

Aftalen om klimaloven blev indgået den 6. december 2019 mellem samtlige Folketingets partier på nær Liberal Alliance og Nye Borgerlige, som står udenfor.