De store gloser kom frem, da fagtoppen i lørdags skulle kommentere på forliget om ret til tidlig pension, den såkaldte Arne-pension. 

Aftalen betegnes som "historisk" og en "sejr" for lønmodtagere – eller for arbejderbevægelsen.

Situationen er, at der med Arne-pensionen er sat et lille plaster på et ret stort sår, og det kan ikke stoppe blødningen. 

3F's forbundsformand udtaler, at "endelig ser vi en politisk aftale, der skaber værdighed og retfærdighed for manden på fabriksgulvet, bygningsarbejderen, stuepigen og alle de andre hårdtarbejdende lønmodtagere".

Andre har påpeget, at for første gang i mange år har vi fået en aftale, som bryder med nedskæringspolitikken og gennemfører forbedringer for arbejderklassen.

Og det er jo rigtigt – set på den korte bane. Arne-pensionen, som træder i kraft i 2022, er et fremskridt i forhold til den aktuelle situation.

Men at kalde aftalen historisk holder ikke. Faktum er, at Arne-pensionen er væsentlig ringere end den efterløn, som er blevet smadret. Efterlønnen var historisk.

Efterlønnen blev indført i 1979 som en ret for A-kassemedlemmer med mindst 10 års medlemskab. Efterlønnere kunne trække sig tilbage som 60-årige. Ydelsen var dagpengesatsen fra 60 til 63 år og derefter 82 procent af satsen frem til 67 år, som var folkepensionsalderen. 

Siden 1979 er efterlønnen skive for skive blevet forringet. Det var Nyrup-regeringen, som gennemførte det første store angreb i 1999, hvor efterlønsperioden blev kortere, og satsen blev mindre.

Siden fulgte det såkaldte Velfærdsforlig i 2006, som betød, at efterløns- og pensionsalderen hæves i takt med levealderen. I 2011 kom tilbagetrækningsreformen, som forkorter efterlønsperioden fra fem til tre år og indfører kraftig modregning af pensioner i efterlønnen.

I dag er situationen, at de skrappe modregninger betyder, at mange ikke har råd til at gå på efterløn. Nogle af dem vil kunne benytte sig af Arne-pensionen, hvor ydelsen er den samme som folkepension – 13.500 kroner om måneden.

Mange andre vil ikke være omfattet af Arne-pensionen, men vil være henvist til den helt amputerede efterløn – eller til at vente på, at de kan gå på folkepension. 

Og pensionsalderen vil fortsætte med at stige – og dermed også det tidspunkt, hvor man kan benytte sig af Arne-pensionen. I 2022 stiger pensionsalderen til 67 år, i 2030 til 68 år – og efterfølgende vil stigningen fortsætte med fem års intervaller, hvis ikke det lykkes for den aktive fagbevægelse at presse politikerne til at besinde sig. 

Partierne bag Velfærdsforliget, som også omfatter S og DF, som nu står bag Arne-pensionen, har vedtaget, at vi skal arbejde længere, når levealderen stiger. Målet er, at vi i gennemsnit skal have 14,5 år på pension. På trods af at al forskning viser, at længere levetid ikke automatisk fører til længere arbejdsevne.

Situationen er desværre ikke, at der er skabt "værdighed og retfærdighed for manden på fabriksgulvet", som 3F's forbundsformand så lyrisk udtrykker det.

Situationen er, at der med Arne-pensionen er sat et lille plaster på et ret stort sår, og det kan ikke stoppe blødningen. Masser af lønmodtagere vil fortsat komme i klemme, når de ikke kan klare at blive ved med at arbejde.

Situationen er også, at det er helt nødvendigt at fortsætte kampen mod den stigende pensionsalder. Allerede til november skal politikerne i Folketinget stemme om at hæve pensionsalderen til 69 år.