Hvad hjælper det at styrke borgernes lovsikrede rettigheder, hvis loven alligevel ikke overholdes? Så skarpt blev det trukket op, da Folketingets Socialudvalg på Enhedslistens initiativ for nogle uger siden afholdt høring om retssikkerheden for borgere med handicap.

Hvad hjælper det at styrke borgernes rettigheder, hvis loven alligevel ikke overholdes?

Budskabet, der kom fra forfatteren til Advokatsamfundets rapport ”Retssikkerhed for udsatte borgere”, var dog bestemt ikke, at der ikke var brug for lovændringer. Tværtimod.

Pointen var, at opfyldelsen af det kæmpestore behov for at styrke borgerne med handicaps rettigheder skal understøttes af nye retssikkerhedsgarantier, så borgerne faktisk får de ydelser og tilbud, de har krav på.

Det ser nærmest katastrofalt ud med retssikkerheden for borgere med handicap. I 2019 blev 51 procent af alle kommunale afgørelser på børnehandicapområdet omgjort af Ankestyrelsen. På voksenhandicapområdet var tallet 46 procent.

Når man som borger med handicap får behandlet adgangen til støtte efter serviceloven, må man altså regne med, at det er fifty-fifty, om man får den hjælp, man efter loven har krav på. Det er simpelthen uanstændigt og ikke en retssamfund værdigt.

Samfundet skal kendes på behandlingen af sine svageste

Hvis der er en sandhed i, at et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste, så ser det mildest talt kritisk ud. Det er åbenlyst, når man af Ankestyrelsens statistik kan se, at hver anden sag på handicapområdet er fejlagtigt behandlet, men går man bag om disse tal, ser det faktisk endnu værre endnu.

Mange borgere med handicap har slet ikke de nødvendige ressourcer til at klage, og har man ikke pårørende, der magter at tage kampen op, er man virkelig ilde stedt.

Når Ankestyrelsen udtager sager, der ikke er klaget over, i deres praksisundersøgelser, viser det sig nemlig, at fejlprocenterne også her er tårnhøje.

Bag procenterne gemmer der sig en virkelighed, hvor mange borgere med handicap oplever, at de på grund af manglende hjælp ikke kan leve deres liv på lige fod med alle andre.

Det gælder for eksempel de mange beboere i botilbud, der i strid med loven ikke modtager den ledsagelse, de har krav på, og derfor nærmest er afskåret fra livet udenfor botilbuddet.

Et opgør med kommunernes grænsesøgende sagsbehandling

Det er påtrængende vigtigt med en markant styrkelse af retssikkerheden på handicapområdet.

Der er brug for et opgør med kommunernes grænsesøgende sagsbehandling, hvor grænserne for, hvor utilstrækkelig en støtte borgerne kan spises af med, alt for ofte prøves af.

Det skal ikke være muligt for kommunerne at spare penge ved forkerte afgørelser eller ved at have så langsommelig en sagsbehandling, at borgerne må vente urimeligt længe på en afgørelse.

Udviklingen kan vendes gennem en række forskellige initiativer. Der må indføres muligheder for at sanktionere kommuner, der træffer forkerte afgørelser, så det bliver dyrt ikke at tildele den rigtige hjælp.

Bestemmelser om opsættende virkning kan forhindre, at borgere får frataget hjælpen, før de har haft mulighed for at få en klagesag behandlet af Ankestyrelsen.

Ansættelse af flere sagsbehandlere kan nedbringe sagsbehandlingstiderne og samtidig skabe bedre arbejdsvilkår for de hårdt belastede socialrådgivere og andre sagsbehandlere.

Etablering af en obligatorisk ordning med borgerrådgivere i alle kommuner kan hjælpe borgere, der ikke selv magter at klage.

Retssikkerhedsreform og socialreform

Listen af initiativer, der skal sættes i værk, er lang, og de bør ikke bare komme drypvis én for én. Der er brug for en samlet reform, der gør op med den manglende retssikkerhed.

Der skal skabes den nødvendige tryghed, så borgere med handicap kan regne med at få den hjælp, de efter lovgivningen er berettiget til.

Lige nu pågår en omfattende evaluering af handicapområdet, som regeringen har sat i værk i samarbejde med de Radikale, SF og Enhedslisten. Når den ligger færdig i foråret 2021, skal der forhandles om områdets fremtid.

Står det til Enhedslisten, vil forandringerne blive store. Finansieringen af området skal omlægges. En specialeplanlægning skal sikre et opgør med den afspecialisering, der er sket siden kommunalreformen.

Der skal ændres på opgavefordelingen mellem myndighederne, og der skal ikke mindst afsættes flere penge til området. Strukturforandringer gør det ikke alene.

Inden denne regeringsperiode rinder ud, må linjerne være lagt, og de første konkrete initiativer i en ny socialreform sat i værk. Samtidig skal retssikkerheden bringes i orden. For hvad hjælper det at styrke borgernes rettigheder, hvis loven alligevel ikke overholdes?