24 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Medborgerhus for flygtninge må lukke

Slut med Trampolinhuset

Medborgerhus for flygtninge må lukke

I et årti har Trampolinhuset været samlingssted for asylansøgere og afviste asylansøgere og hjulpet dem til at blive en del af det danske samfund. Nu er det slut. Der er ikke penge til at føre de mange projekter i huset videre.

Trampolinhuset må nu lukke. Her fra husets ni-års fødselsdag i 2019, hvor der blev holdt en stor fest for alle brugere og venner. Eden Girma (billedet), der har været en del af huset i mange år, foreslog at lave et modeshow, hvor brugere af huset gik catwalk iført deres yndlingstøj.
FOTO: Lars Vibild
1 af 1

I ti år har Trampolinhuset i København sikret undervisning, hjælp til job, juridisk rådgivning, sprogundervisning og kulturtilbud til flygtninge i Danmark. Men nu er det slut.

Huset har for mange været det første sted, de har følt sig hjemme og har mødt deres bedste venner, fundet deres første lejlighed og deres første job.
Tone Olaf Nielsen, Trampolinhuset

Coronakrisen har ramt husets økonomi hårdt, og efter afslag på to store fondsansøgninger har Trampolinhuset besluttet at lukke ned.

>> LÆS OGSÅ: Trampolinhuset giver et pusterum fra asylcentret

En masse aktiviteter under ét tag

Trampolinhuset har siden november 2010 dannet rammen om en lang række aktiviteter.

– Vi tilbød praktik, sprogundervisning, rådgivning og børnepasning. Og brugerne stod for at lave aftensmad eller hjalp til i vores informationsbod. Vi ville give vores brugere en række praktiske og boglige kundskaber – som modvægt til asylsystemets passivisering af asylansøgere, siger programdirektør i Trampolinhuset Tone Olaf Nielsen til Arbejderen.

Huset havde en overgang også sin egen cateringservice, der leverede mad ud af huset til store og små arrangementer og blandt andet har leveret mad til FN og til Københavns Kommune.

– Der er masser af iværksætterånd blandt de her mennesker. De vil ikke bare sidde med hænderne i skødet. De vil deltage i det danske samfund og fortsætte et aktivt liv.

Trampolinhuset havde også oprettet en demokratiklasse og en kvindeklasse.

– Flere af vores brugere fortæller, at det var i Trampolinhuset, at de lærte at sige deres mening igen og tro på, at deres holdning er vigtig, og at de har en stemme. Vi forsøgte at gøre op med hele det danske asylsystems usynliggørelse af de her mennesker.

– Mange af brugerne fortæller også, at de føler, at de har mistet deres andet hjem. Huset har for mange været det første sted, de har følt sig hjemme og har mødt deres bedste venner, fundet deres første lejlighed og deres første job. Så vi har også været et vigtigt sted at netværke for de her mennesker, der ellers lever isoleret, siger Tone Olaf Nielsen.

Lukningen har store konsekvenser for de mange hundrede asylansøgere, flygtninge med opholdstilladelse og udsatte etniske minoritetsdanskere, der hvert år besøger og bruger huset.

– Lukningen betyder, at en masse asylansøgere og afviste asylansøgere ikke længere har et frirum, hvor de kan komme og slappe af. De er nu henvist til at leve størstedelen af deres liv i asylcentrene. Trampolinhusets filosofi har været, at langvarige ophold i centrene er med til at gøre de her mennesker syge. Derfor har det været vigtigt at få dem ud af centrene og lave så meget som muligt væk fra centrene nogle timer hver uge.

Trampolinhuset blev grundlagt i 2010 af en gruppe kunstnere, asylansøgere, studerende og fagfolk i protest mod den førte flygtningepolitik.

Slut med rådgivning

Med Trampolinhusets nedlukning bliver der også sat en stopper for den omfattende rådgivning, som huset har tilbudt.

– Vi har igennem årene hjulpet mange til at få opholdstilladelse i Danmark. Vi har også vundet mange sager og hjulpet vores brugere med at udfylde komplekse familiesammenføringsskemaer. Og vi har fungeret som bisidder og mægler mellem socialrådgivere, kommuner og andre myndigheder og flygtninge og asylansøgere, der ikke kender systemet.

Trampolinhuset har også sikret praktikpladser til asylansøgere, der ofte ikke har et stort netværk, og hjulpet dem videre.

Et sted for alle

Trampolinhuset var ikke kun et hus for asylansøgere. Det var åbent for alle. Der blev jævnligt arrangeret debatter, events og kunstudstillinger.

– Vi har arrangeret debatter og kulturnat. Idéen med Trampolinhuset var, at det ikke bare skulle være et værested for flygtninge og asylansøgere. Det skulle være en demokratisk platform, hvor både flygtninge og ikke-flygtninge kunne mødes, forklarer siger Tone Olaf Nielsen.

Igennem årene har Trampolinhuset tiltrukket en masse "almindelige danskere".

– Vi har tiltrukket en masse frivillige og gæster, der har været interesseret i at kende mere til flygtninge- og asylpolitikken i Danmark og har ønsket at bidrage solidarisk til at skabe bedre forhold for flygtninge. I mange år har Trampolinhuset været et af de få steder i Danmark, hvor man kunne møde flygtninge og asylansøgere udenfor asylcentrene.

Kæmpede for forandring

En gang om ugen blev der afholdt husmøde i Trampolinhuset. Her stod eksempelvis børnefamilierne i Sjælsmark frem og fortalte om deres dagligdag og forhold.

– Det førte til, at vi dannede Folkebevægelsen for asylbørns fremtid. På den måde har Trampolinhuset altid været en platform, hvor flygtninge kan stå frem, og hvor vi sammen forsøger at handle, forklarer Tone Olaf Nielsen.

Nu kæmper Tone Olaf Nielsen sammen med andre af de tidligere ansatte og venner af huset – på frivillig basis – for, at nogle af Trampolinhusets projekter kan køre videre andre steder.

Idéerne kan overleve

Trampolinhuset er blevet kontaktet af flere kultur- og medborgerhuse i København, der vil forsøge at videreføre flere af Trampolinhusets projekter. Måske kan flere af projekterne også starte op i Jylland, hvor langt de fleste asylansøgere er blevet flyttet til.

– Det er vi meget interesserede i, men det kræver selvfølgelig en slags finansiering. Herudover vil vi forsøge, om vi ikke på et tidspunkt kan genåbne Trampolinhuset i en mere bæredygtig form.

Det er ikke en mulighed for Trampolinhuset at komme på finansloven eller modtage anden offentlig finansiering. Trampolinhuset insisterer nemlig på også at hjælpe afviste asylansøgere, der ifølge dansk lovgivning opholder sig ulovligt i Danmark. Mange puljer vil ikke støtte indsatser for asylansøgere og afviste asylansøgere, som ikke har fået opholdstilladelse.

Med tiden håber Tone Olaf Nielsen, at det er muligt at få midler til at udgive en bog om Trampolinhusets historie og arbejdsmetoder.

– Vi har fundet en unik måde at arbejde på. Alt er under samme tag. Asylansøgere bliver kastet rundt i systemet og skal henvende sig ét sted for at få rådgivning, et andet sted at være i praktik og et tredje sted at lære dansk og et fjerde sted at tale med en kommunal medarbejder for at få rådgivning. Hos Trampolinhuset samlede vi en masse praktiske aktiviteter og rådgivning.

Artiklen kan downloades og printes i PDF her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. jan. 2021 - 12:54   06. jan. 2021 - 09:40

Flygtninge

ml@arbejderen.dk
Trampolinhuset

Trampolinhuset blev grundlagt 2010 af en gruppe kunstnere, asylansøgere, studerende og fagfolk som reaktion på den måde, den danske stat behandler asylansøgere og flygtninge.

Trampolinhuset samler asylansøgere og danskere, flygtninge og andre borgere i Danmark, der er fælles i ønsket om at forbedre forholdene for asylansøgere og flygtninge.

Trampolinhuset tilbyder blandt andet jobtræning, uddannelse, rådgivning og udvikling af sociale netværk. 

Trampolinhuset er en selvstyrende institution med en bestyrelse, betalt personale og en stor gruppe praktikanter og frivillige.

Kilde: trampolinehouse.dk