23 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Naturfredningsforening sætter massivt ind for at forhindre byggeri på Amager Fælled

Skæbnedag på torsdag

Naturfredningsforening sætter massivt ind for at forhindre byggeri på Amager Fælled

Byggeplanerne på Amager Fælled og Stejlepladsen er på dagsordenen i Københavns Borgerrepræsentation torsdag. Der bliver lagt massivt pres på politikerne op til den afgørende beslutning.

Vinter på Amager Fælled.
FOTO: Niels Lyksted
1 af 1

På torsdag skal de københavnske politikere tage endelig stilling til de lokalplaner, der åbner for at bygge på to af byens få vilde naturområder: Lærkesletten på Amager Fælled og Stejlepladsen i Sydhavnen.

Vi appellerer til, at politikerne sætter sig sammen og finder en løsning, hvor naturen ikke bliver den store taber.
Maria Reumert Gjerding, Naturfredningsforeningen

På Amager og i Sydhavnen er der omfattende protester mod byggeplanerne. Der er indkommet i alt omkring 2700 kritiske høringssvar til de to lokalplaner og har været gennemført et utal af protester.

Danmarks Naturfredningsforening lægger nu et massivt pres på Borgerrepræsentationen for at forhindre byggeriet på Amager Fælled.

Foreningen har sendt et åbent brev til alle politikerne og har indrykket en helsidesannonce i Politiken.

>> LÆS OGSÅ: Bevar Amager Fælled

– Vi kan ikke som Danmarks største grønne NGO sidde stiltiende og se på, at politikerne vil fratage københavnerne 40 hektar af den i forvejen sparsomme natur i byen. Man gør i den her sag det fuldstændig modsatte af, hvad københavnerne ønsker – nemlig mere og bedre natur, siger Maria Reumert Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening.

– Vi står i en ny situation på Københavns Rådhus med en ny borgmester, og vi appellerer til, at politikerne sætter sig sammen og finder en løsning, hvor naturen ikke bliver den store taber, tilføjer hun.

Naturfredningsforeningen henviser til, at størrelsen af grønne områder per københavner siden 2011 er faldet med 14 procent. Det betyder, at tallet i dag er nede på 33 kvadratmeter grønt areal per indbygger. Det tal vil falde yderligere, hvis der bygges på Amager Fælled og Stejlepladsen.

Der er råd til at lade være

"Så kære Socialdemokratiet, SF, Radikale, Venstre, Konservative og DF, der står bag planerne om at bygge. Kunne I ikke overveje en sidste gang, om det ikke er værd at investere i naturen? For borgerne, for klimaet, og for de arter der lever i den. Var det ikke bedre at bruge en smule af kommunens store økonomiske reserve på at sikre, at byens børn i fremtiden har de samme muligheder for at opleve naturen, som vi har i dag", står der i det åbne brev til politikerne.

Her henviser Naturfredningsforeningen til politikernes argument om, at byggerierne på de to naturområder er nødvendige for at kunne betale gæld til kommunens udviklingsselskab By & Havn for bygningen af metroen. 

Det vil koste kommunen 1,4 milliarder kroner at købe Amager Fælled og Stejlepladsen fri for byggerier. Det beløb har kommunen råd til at betale med den nuværende opsparing og kommende års forventede økonomiske råderum, mener Naturfredningsforeningen.

Tidligere fredede områder

Både Lærkesletten og Stejlepladsen var fredede naturområder, da Københavns Kommune i 2018 besluttede sig for at bygge på de to områder. Det lykkedes for tidligere overborgmester Frank Jensen helt usædvanligt at få affredet de to områder ved lov udenom den normale procedure i Fredningsnævnet.

Danmarks Naturfredningsforening understreger, at det er åbenlyst i strid med hensigterne i naturbeskyttelsesloven, at Folketinget ophæver fredninger med henblik på, at kommunen skal tjene penge på salg af naturområder.

– Vi kræver jo ikke noget af politikerne på det københavnske rådhus, som vi ikke også kræver af alle andre politikere. For politikerne i Hjørring, Hedensted og Herning må også tænke visionært og nyt, når deres byer vokser. Det er jo ikke sådan, at de bare kan ophæve fredninger med henvisning til den kommunale økonomi. Tværtimod arbejder alle fremsynede politikere hen mod at få vild natur, blandt andet med nye naturnationalparker, siger Maria Reumert Gjerding.

Venstremand siger fra

Én politiker fra et af de partier, der har besluttet byggerierne på de grønne områder, har valgt at sige fra. Det er Peter Dits Christensen fra Venstre, der har meldt sig ud af partiet, fordi han ikke vil være med til at stemme for byggeriet på Amager Fælled torsdag aften.

"Efter 33 års medlemskab er det slut. Jeg har d.d. valgt at melde mig ud af Venstre", skrev Peter Dits Christensen den 23. januar på Facebook.

"Baggrunden for denne udmeldelse skal findes i væsentlige spørgsmål, hvor jeg ikke kan stå inde for den førte politik. Spørgsmålet omkring byggeriet på Amager Fælled. Jeg har før, under og efter seneste valgkamp slået til lyd for, at der IKKE bør bygges på Amager Fælled. Dette står jeg fast på", fortsætter han.

Klar til klagesager

Også Amager Fælleds Venner lægger pres på politikerne ved at sende et åbent brev til hver enkelt medlem af Borgerrepræsentationen op til torsdagens afgørende møde. 

>> LÆS OGSÅ: Genovervej byggeri på Amager Fælled

"Vi opfordrer Borgerrepræsentationen til at genoverveje beslutningen om at vedtage lokalplanen på det nuværende utilstrækkelige grundlag", lyder opfordringen i brevet.

– Det nuværende grundlag er for utilstrækkeligt til at tage en så stor beslutning. Der er stadig uafklarede problemer med forurening i jorden under den tiltænkte byggegrund. Derudover vil byggeriet efter flere eksperters mening være i strid med Danmarks internationale forpligtigelse til at passe på den natur, der danner levesteder for den fredede vandsalamander, siger Steffen Rasmussen, formand for Amager Fælleds Venner.

Bliver lokalplanen vedtaget, vil Amager Fælleds Venner rejse en klagesag, der både vil omfatte problemerne omkring den store vandsalamanders levesteder samt en række fejl og selvmodsigelser, som foreningen har påpeget i den miljørapport, der er med til at danne grundlag for byggeriet.

Også foreningen Fiskerhavnens Venner er parat til at rejse en klagesag over lokalplanen for byggeriet på Stejlepladsen.

>> LÆS OGSÅ: Bevægelser fortsætter kampen, selvom flertal stemmer ja til at bygge på naturområder

Ud over at byggeriet her vil betyde, at et naturområde forsvinder, henviser Fiskerhavnens Venner også til, at det vil have ødelæggende konsekvenser for kulturmiljøet i den gamle fiskerhavn, der ligger lige ved siden af Stejlepladsen. Havnen bruges af nogle de sidste erhvervsfiskere i København.

>> LÆS OGSÅ: Trods 2700 høringssvar: Forvaltning ser stort på kritik af byggeri på grønne områder

Kommunen anerkender, at Fiskerhavnen er et unikt og bevaringsværdigt kulturmiljø, men fastholder samtidig, at miljøet godt kan bevares, selvom man bygger 550 boliger lige ved siden af. Det hænger slet ikke sammen, mener Fiskerhavnens Venner.

Digital demonstration

Mens politikerne torsdag er til møde, arrangerer Amager Fælleds Venner i samarbejde med en række grønne organisationer en digital demonstration, som bliver projekteret op på rådhuset. 

"Vi bliver nødt til at sige stop for byggeri på vild natur, hvis vi skal have nogen forhåbning om at bremse tilbagegangen af naturens mangfoldighed. Vi har også brug for hele Amager Fælled som et frirum for både mennesker og andre arter", skriver arrangørerne i invitationen til den digitale demonstration.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. feb. 2021 - 11:48   01. feb. 2021 - 15:28

Natur

ur@arbejderen.dk