Der er flygtningefamilier i Danmark, der i årevis må klare sig på et leveniveau, som er mindre end det, der kan betegnes som et eksistensminimum. 

En familie med tre børn har 5500 kroner under minimumsbudgettet om måneden.
Mette Blauenfeldt, Dansk Flygtningehjælp

Den opsigtsvækkende oplysning kom Mette Blauenfeldt, sektionschef i Dansk Flygtningehjælp, med, da den socialpolitiske tænketank Socius i slutningen af januar holdt webinar om fattigdom.

Der er tale om flygtningefamilier, der ikke er i arbejde, men må klare sig for offentlig forsørgelse.

– Det er særligt familier med mere end ét barn og høj husleje, der er hårdt ramt. En familie med to børn har i gennemsnit 2400 kroner mindre om måneden, end hvad der kræves i et minimumsbudget, og en familie med tre børn har 5500 kroner under minimumsbudgettet, forklarede Mette Blauenfeldt.

– Det kan man måske klare en enkelt måned eller to, men der er familier, der lever på de her meget lave ydelser i årevis, tilføjede hun. 

Et minimumsbudget er en opgørelse over, hvad forskellige familietyper skal have af indtægt for at kunne opretholde et nødvendigt og beskedent forbrug.

Ikke råd til mad og medicin

Mette Blauenfeldt baserer blandt andet sine oplysninger på rapporten "Familier på integrationsydelse", som Institut for Menneskerettigheder lavede i 2018. Her konkluderer instituttet, at der er familier i Danmark, der lever under det eksistensminimum, der er fastlagt i grundlovens paragraf 75 for personer, der ikke kan forsørge sig selv.

Siden 2018 er der blevet strammet yderligere op i forhold til nyankomne flygtninge, og ydelsen har skiftet navn til selvforsørgelses- og hjemsendelsesydelse.

For en voksen over 30 år, der er gift eller samlevende og har børn, er ydelsen i dag på 8703 kroner før skat. Det er godt det halve af den almindelige kontanthjælp for forsørgere, der er på 15.547 kroner.

For en flygtning over 30 år uden børn er ydelsen nede på 6219 kroner mod kontanthjælpen på 11.698 kroner.

– Mange familier på den lave ydelse har ikke råd til tre daglige måltider mad eller til at købe lægeordineret medicin, fortalte Mette Blauenfeldt.

Den såkaldte fællesskabsundersøgelse, som analysecentret VIVE lavede i 2017, viste, at der dengang var 7,4 procent i gruppen af indvandrere og efterkommere, der af økonomiske grunde ikke fik tre daglige måltider mad. Det samme gjaldt for 3,6 procent af alle med dansk herkomst.

6,1 procent af indvandrere og efterkommere havde oplevet ikke at kunne købe lægeordineret medicin, fordi de ikke havde penge. Det samme havde kun 2,5 procent med dansk herkomst oplevet. 

”Hvis vi spiser morgenmad, altså mig og min hustru, så er der ikke nok til resten af ugen. Så vi har valgt, at det er børnene, der får det hele, og så springer vi morgenmaden over”, fortæller en far på integrationsydelse i rapporten tilbage fra 2018.

”Vi er næsten altid hjemme. Vi går ikke nogen steder. Hvis vi skal ud, skal vi jo bruge penge på transport, og vi er jo fire", forklarer en enlig mor, der også er på integrationsydelse.

25 kroner kan vælte læsset

Dansk Flygtningehjælp har fået en gruppe af organisationens frivillige til at fortælle om, hvordan flygtninge oplever livet på den særligt lave ydelse.

”Hver gang man får et brev fra kommunen, så bliver man faktisk angst, for betyder det nu, at de tager noget fra mig? Det er meget invaliderende, at man har et budget, hvor man ikke kan tåle, at man lige skal betale 25 kroner her eller 20 kroner dér. Det er en stor psykisk belastning, at de ikke ved, hvordan de skal få det til at hænge sammen", siger en frivillig i undersøgelsen.

Der er i årevis sket gevaldige stramninger af ydelsen og rettighederne til nyankomne flygtninge og indvandrere.

– I dag er det sådan, at du skal have boet i Danmark i ni ud af de sidste ti år og skal have haft to et halvt år med helt almindeligt fuldtidsarbejde for at være berettiget til at modtage almindelig kontanthjælp. Det betyder, at nogle kan være på den lave ydelse altid, konkluderede Mette Blauenfeldt i sit oplæg.

Kritik af Mattias Tesfaye

De skærpede krav trådte i kraft i 2019. Men den nuværende regering mener, at der nu skal ske yderligere stramninger. Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye har annonceret en plan om at indføre 37 timers tvungen aktivering om ugen for nyankomne flygtninge samt en ikke nærmere defineret gruppe indvandrere. 

Flygtninge skal kun have ret til den fulde selvforsørgelses- og hjemsendelsesydelse, hvis de deltager i aktivering på fuld tid. Udebliver man fra aktiveringen, er der nul kroner. Der vil typisk være tale om forskellige former for nyttejob, hvor ydelsen bliver beregnet ud fra, hvor mange timer den enkelte arbejder.

"Det væsentlige er, at vi nu vil skabe en sammenhæng mellem, hvad der tikker ind på deres bankkonti, og at de kommer ud af dynen om morgenen", sagde Mattias Tesfaye i et interview i Weekendavisen den 22. januar.

"Det er simpelthen for at sige til folk: Der er ingen fribillet. Det er ikke en all inclusive-tur i velfærdssamfundet, når man får opholdstilladelse i Danmark", konstaterede ministeren.

Den bemærkning vækker vrede hos Mette Blauenfeldt.

– Den her stramning er rettet imod mennesker, der er flygtet fra krig, vold, tortur og overgreb, og som ikke selv har valgt, at nu vil de til Danmark for at få all inclusive-velfærd. Det er reelt kun flygtninge og familiesammenførte til flygtninge, der bliver ramt af det her. Andre grupper af indvandrere er omfattet af et forsørgelseskrav, når de kommer til Danmark, erklærede hun i sit oplæg på webinaret.

– Det er en meget lille gruppe, vi taler om. I 2019 fik omkring 1700 asyl i Danmark, mens det i 2020 var nede på cirka 600.

Mange er ikke i arbejde

Mattias Tesfaye siger direkte i interviewet i Weekendavisen, at målet med aktiveringskravet dels er at få flere flygtninge i arbejde, men at det også er at afskrække asylansøgere mod at komme til Danmark, så tallet kan blive bragt endnu længere ned.

Dansk Flygtningehjælp erkender, at der er en langt lavere grad af beskæftigelse blandt gruppen af flygtninge og indvandrere med ikke-vestlig baggrund end for befolkningen som helhed. 

Beskæftigelsesraten for nye flygtninge er efter tre år i Danmark på 53 procent for mænd og 16 procent for kvinder. 

Mette Blauenfeldt konstaterede på webinaret, at det trods talrige stramninger ikke er lykkedes at hæve beskæftigelsen for ikke-vestlige mænd og kvinder nævneværdigt i perioden siden finanskrisen i 2008. Det er gået lidt op og ned, men status er, at vi i dag er på nogenlunde samme niveau som ved finanskrisen.

– Og det er blevet værre med coronakrisen. Her er der en overrepræsentation af mennesker med ikke-vestlig baggrund, der er faldet ud af arbejdsstyrken. De er typisk beskæftigede i erhverv, der er blevet hårdt ramt af corona som for eksempel transport, service, handel, hotel og restauration, sagde Mette Blauenfeldt.

– Og måske bliver der også færre af den slags job i fremtiden, fordi vi ændrer vaner efter corona og holder flere møder og konferencer online, så der ikke skal bruges ansatte til at gøre klar til mødet, sørge for forplejning, rengøring og så videre, tilføjede hun.

Statistikken viser, at i gruppen af nye arbejdsløse fra marts til maj 2020 havde 14,4 procent ikke-vestlig baggrund, på trods af at denne gruppe kun udgør 7,5 procent af arbejdsstyrken.

Lavere ydelse løser ikke problemet

– Mange er ligesom regeringen frustrerede over den lave beskæftigelse i gruppen af flygtninge og indvandrere fra ikke-vestlige lande. Det er vi også i Dansk Flygtningehjælp. Men jeg vil godt sætte et stort spørgsmålstegn ved, om vi løser det problem ved at reducere yderligere i ydelsen, sagde Mette Blauenfeldt.

– Det er den løsning, vi hele tiden tyer til. Men der er en del studier, som fortæller, hvad reducerede ydelser betyder for beskæftigelsen. Især Rockwoolfonden har beskæftiget sig med det. Deres undersøgelser viser, at der er nogle flygtninge, som godt kan reagere på et økonomisk incitament og kommer hurtigere i beskæftigelse. Men der er mange andre, som ikke er i stand til at reagere på økonomiske incitamenter, tilføjede hun.

Langt de fleste bliver altså bare fattigere og får det endnu sværere, når ydelserne bliver lavere. Undersøgelser viser også, at det betyder øget berigelseskriminalitet, øget brug af sundhedsvæsenet, og at børnene i de ramte familier får dårligere resultater i skolen. 

– Fattigdommen bliver et ekstra element i forhold til alle de andre udfordringer, de her mennesker lever med. Samlet set har vi et billede af en gruppe, der har svært ved at finde fodfæste i det samfund, hvor de skal integrere sig, konstaterede Mette Blauenfeldt i sin slutreplik på webinaret.

Første del af artiklen kan downloades og printes i PDF her