I takt med at livet går sin gang, er der mærkedage, der får signifikant betydning, og som hvert år fejres. 1. maj har altid været en vigtig mærkedag i min familie. Siden barnsben har dén dag været en både kamp- og festdag, fordi retten til kollektivt forhandlede arbejdsvilkår og løn har krævet en konstant indsats gennem generationer, og den første dag i maj fejrer vi dem, der står frem og tager kampen – ikke for sig selv, men for de mange.

Vi har muligvis ligestilling mellem kønnene på papiret, men det er der ikke i praksis. Der er lang vej igen.

Hvad man får ind med modermælken sætter sig ofte som værdier og holdning gennem livet, men hvad man selv erfarer gennem arbejds- og privatlivet vokser sig stærkt på en anden måde. Som mangeårig folkeskolelærer, som kvinde med et politisk job og som mor til en datter, der valgte en karriere i Forsvaret, kan jeg efter årtiers oplevelser og observationer konstatere, at Kvindernes Internationale Kampdag er blevet endnu en vigtig mærkedag – og med god grund. Fordi vi har problemer, som der skal gøres noget ved, og lige på dette område går samfundsudviklingen alarmerende langsomt. Vi har muligvis ligestilling mellem kønnene på papiret, men det er der ikke i praksis. Der er lang vej igen, for det er langtfra alle områder, hvor der reelt er tale om ligeværd mellem kønnene.

Kvindekamp – 365 dage om året

Kvindernes kampdag er så vigtig, at det ikke er nok med en markering en enkelt dag om året. Der er brug for at arbejde de andre 364 dage om året, hvis vi vil ændre noget til det bedre og til gavn for de mange – fuldstændig ligesom med arbejdsvilkårene og 1. maj.

Vi vil have generationer af kvinder til at bryde igennem og gøre det, de drømmer om.

Det er nemt nok at opremse de mange uligheder ved at kigge nærmere på litteraturen. Både i historien og forskningen findes der masser af grelle eksempler på, hvordan der er forskellige forventninger til piger og drenge. På arbejdsmarkedet stilles der større krav til kvinder end til mænd, kvinder skal præstere langt mere for at blive vurderet lige så dygtige som mænd, der er højere forventninger til kvindelige ledere osv. Man kan finde andre eksempler ved at kigge på, hvordan det går kvinder i kunsten, kulturen, forskningsverdenen, med at få taletid i medierne osv. I det hele taget er det foruroligende nemt at finde alt det, der er galt, men det vigtige på Kvindernes Kampdag er at spørge, hvordan kan det overhovedet lade sig gøre i et oplyst videnssamfund? Det giver jo ikke umiddelbart nogen mening. Lad os se nærmere på, hvad det er, vi vil opnå, og hvad der skal til.

En fælles opgave 

Når man kigger rent historisk på kvinders muligheder, har det ofte været den enkelte kvindes eget problem at udfordre såvel system som vanetænkningen, for at bryde igennem og komme til at beskæftige sig med det, som de drømmer om. Det har været den enkelte, der har skullet kæmpe sig vej gennem nåleøje, barrierer, strukturer og kulturer med videre. Det er helt sort, at det fortsat hænger sådan sammen, for i et moderne samfund skal der simpelthen være bedre og lige muligheder for alle. Vi må ændre udviklingen fra de individuelle brydekampe til at forstå, at der er tale om et fælles samfundsproblem.

For vi vil have generationer af kvinder til at bryde igennem og gøre det, de drømmer om.

De blinde vinkler skal blotlægges

Det er som om, Danmark bliver ved at halte bagud, når det gælder kønsligestillingen. Mange bevægelser, politiske organisationer og enkeltpersoner har i årtier lagt masser af arbejde og hjerteblod i at skabe forandringer. Alligevel er der fortsat brug for en gennemgribende modernisering på en række områder, for på trods af et veludviklet velfærdssamfund, der bygger på omfordelingspolitik, sikkerhedsnet, lige adgang til gratis uddannelse med videre og en retsstat, der siger, at alle er lige for loven, samt en ligebehandlingslov, så er vi jo ikke lige allesammen, og det rykker ikke for alvor.

Der må være noget, som vi ikke kan se klart og tydeligt. De blinde vinkler udgør et problem, da vi hver især med stor sandsynlighed kun ser det, som forskellige filtre tillader os at se. For vi er præget af vores egne forestillinger og fordomme, og der er mange både bevidste og ubevidste fordomme (bias). Det gør det ikke bare svært at være objektiv observerende i forhold til, hvordan det reelt hænger sammen, men det gør os åbenbart også blinde over for at se, hvor stor forskel, der er på kønnenes muligheder, når det gælder lighed, frihed og kompetencer.

Mere kønsbevidst pædagogik

Jeg har især fået øjnene op for to områder, hvor der er brug for en indsats. Det gælder de kønsforståelser, som vi allerede tidligt præger børn med og de bias, der findes på arbejdsmarkedet.

Som lærer gør man sig umage for ikke at gøre forskel på eleverne. At alle elever uanset køn har samme forudsætninger og muligheder. Men en ting er, hvad vi tror, vi gør, og noget andet er, hvad vi reelt praktiserer. Jeg fik blotlagt mine egne blinde vinkler ved at læse om kønsbevidst pædagogik, som beskriver, hvordan skolen ofte kommer til at sætte børn og deres køn i kasser og dermed skaber kultur og vaner, som i høj grad trænger til at blive udfordret. Desværre tegner der sig et billede af, at børn allerede, når de starter i skole, er bevidste om køn og de forskellige forventninger, der ofte følger heraf. Alle pædagoger og lærere har uden tvivl et ønske om at behandle børn lige, men noget tyder på et behov for at arbejde mere med kønsbevidst pædagogik, så både fagprofessionelle, forældre og elever lærer at stille spørgsmålstegn ved det allerede givne og udfordre vanetænkningen, da mange af os har ubevidste indarbejdede forestillinger om køn.

Ligestillingskamp på arbejdsmarkedet

Når vi taler om arbejdsmarked, er der som nævnt indledningsvis en lang række udfordringer med forskellige forventninger til kvinder og mænd, og det er statistisk set sværere for kvinder at komme gennem nåleøjet til de stillinger og positioner, som de drømmer om. Det er ikke nok at være skarp, kløgtig og modig, du skal også finde en måde at banke døren ind på. På vejen til drømmepositionen må man desuden indstille sig på, at man kan blive udsat for lidt af hvert fra dem, der ser det som en trussel, en udfordring eller ser posten som deres privilegie.

Det er muligvis nemmere at ændre på de ydre strukturer, der omhandler arbejdsmarkedet, da der er tale om historisk og kulturelt betingede vilkår, som kan ændres ved politiske beslutninger, for eksempel i Folketinget ved at lovgive sig til løsninger eller ved at udarbejde nye visioner i virksomheder. Det kræver mod, men det lader sig gøre. Når det gælder vores forestillinger om køn, og hvordan vi påvirker vores børn allerede i en tidlig alder, er det langt sværere at gøre noget ved, fordi vi ofte er præget af både bevidste og ubevidste fordomme, og dermed kommer vi utilsigtet til at præge vores børn fra helt små. Her er der brug for en adfærdsændring, som skal komme indefra. Vi skal se og forstå, før vi kan ændre, hvilket vil kræve, at nogen holder spejlet op foran os, hvis vi som forældre og fagprofessionelle skal ændre adfærd.

Hvis vi vil have nye generationer, både kvinder som mænd, til at bryde igennem og gøre det, de drømmer om, er der brug for en gennemgribende modernisering af såvel vores samfund og vores adfærd, som skal hjælpes på vej, for det sker ikke af sig selv.

Hvis vi vil ændre noget til det bedre og til gavn for de fleste, så lad os fejre en vigtig mærkedag i dag, og i morgen kæmper vi videre – for både de gamle og nye generationers drømme. Rigtig god kampdag!