Konfliktløsning skal meget højere op på dagsordenen, når politikere og pressen beskæftiger sig med internationale konflikter, og måske bør også fredsbevægelsen interessere sig mere for, hvordan internationale konflikter kan løses.

Trump startede ikke nye krige, men dermed har han jo ikke gjort verden fredeligere. 
Ole Wæver, professor

Sådan lød budskabet fra Ole Wæver, som er professor i international politik ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Ordene faldt ved et offentligt onlinemøde søndag den 21. marts, som foreningen Aldrig Mere Krig havde taget initiativ til. Ole Wæver var inviteret til at holde oplæg om "fred og fredens bevægelser", og mere end 30 deltagere fra flere lande lyttede med og deltog i den efterfølgende debat.

Hvad er fred?

Ole Wæver havde fået til opgave at definere fredsbegrebet. Han fortalte, at man i nordisk forskning karakteriserer fravær af krig og anden direkte vold som "negativ fred", mens "positiv fred" også er fravær af samfundsmæssig, strukturel vold – en tilstand af social retfærdig­hed, hvor ressourcer og politisk magt ikke er ulige fordelt. 

Han sagde:

– Begge definitioner er hele tiden i spil, når der tales om fred, for ingen af dem er helt tilstrækkelige alene. Den ene er for lidt og den anden er for meget. Begge definitioner har været der i rigtig mange år – ja faktisk siden Pax Romana i det gamle Romerrige.

Han er på det sidste kommet frem til et tredje begreb – under indtryk af Donald Trumps præsidentperiode – som efter hans mening bør indgå i definitionen af fred.

– Trump startede således i sin præsidentperiode ikke nye krige, men dermed har han jo ikke gjort verden fredeligere.

Som eksempler pegede han på, at risikoen for væbnede konflikter mellem USA og henholdsvis Iran og Kina voksede under Donald Trump, ligesom konflikten mellem Israel og palæstinenserne heller ikke blev mindre. Ole Wævers pointe lød, at en fred med indbygget øget risiko kalder på, at fredsbegrebet også bør rumme spørgsmålet om, hvor stor eller lille risikoen er for, at der opstår en konflikt, og hvor gode landene er til at håndtere den aktuelle risiko.

Interessen for at tale om fred er øget i forskerverdenen, og nogle forskere nævner, at de tror, at temaet er på vej op, kunne Ole Wæver fortælle.

– Det vil være rigtig godt nyt, siger Ole Wæver og tilføjer:

 – For selv om vi har fredsforskning og fredsforskningsinstitutter, så er det meget lidt af forskningen og publikationerne, der handler om fred – meget mere handler om krig og konflikt.

Sikkerhed eller fred

Professoren spurgte retorisk:

– Hvad vil den almindelige danske samfundsborger tænke, når han hører ordet fredspolitik?

Han forklarer, at når vi herhjemme hører om en konflikt, så kommer samtalen hurtigt ind på spørgsmålet om landets sikkerhed. Derfra går den hurtigt videre til muligheden for at true med våben, og hvordan man bedst muligt afskrækker en fjende:

– Med andre ord, hvis vi vil have fred, så må vi forberede os på krig. Det er det, som vi er vant til at høre.

Efter Ole Wævers mening er det alt for sjældent, at man herhjemme hører politikere eller journalister tale om fred og konfliktløsning. Begreber som dialog, konfliktløsning, mægling og fredsforhandlinger er kun yderst sjældent med i den verbale værktøjskasse.

– Hvad vil der ske, hvis vi i konfliktsituationer talte om fred og konfliktløsning i stedet for om trussel, sikkerhed og forsvar?

Hvad er fredspolitik?

Ole Wæver kom ind på fire punkter, der ifølge ham i dag kendetegner fredspolitik:

– Det første punkt er herhjemme sikkerhedspolitik og forsvar. Heri ligger også en kritik af oprustning, men altså stadig et fokus på våben.

Punkt to handler om internationale organisationer og alliancer mellem bestemte lande, eksempelvis Danmarks tilhørsforhold til NATO og FN og hvor gode og egnede sådanne alliancer er i fredspolitisk sammenhæng.

Det tredje punkt drejer sig om udviklingspolitik – om hvordan de rige, industrialiserede lande bidrager til de såkaldte udviklingslandes udvikling. Længe har en god udvikling for de fattigste lande af mange været opfattet som den vigtigste langsigtede vej til at fjerne de mest dramatiske grunde til konflikt.

De seneste år har måden, hvorpå man fører udviklingspolitik, imidlertid ændret sig. Med FN's 17 Verdensmål (SDG'erne) har man fået en fælles rettesnor, fælles referencepunkter. Herved er mulighederne i dag bedre end tidligere for at definere, hvad der skal til. Verdensmålene udgør en vigtig hjælp til at skabe en sammenhæng mellem retfærdighed, menneskerettigheder, miljø, ligestilling og flere andre værdier, fortæller han og fortsætter:

– Endelig er der det fjerde punkt: Konfliktløsning som fredspolitik. Med dette punkt menes, at man prøver at se uoverensstemmelser mellem lande som legitime konflikter, som det er muligt at løse på en fredelig måde. Den form for konfliktløsning hører vi sjældent om. De fleste folk vil ikke sige noget, hvis man spørger dem, hvad fredspolitik er.

Det er freds- og konfliktforskningens formål at se konflikter og afkode konflikter, understregede Wæver, der ser en pointe i tidligt at opdage konflikter og afkode, hvem der er i konflikt med hvem.

– Vi forskere er stadigvæk for dårlige til at se, hvad der sker i konflikten, og til at forstå, hvordan de aktuelle begivenheder hænger sammen med vores teorier, sagde han og pointerede behovet for, at området kommer til at fylde mere.

Hvordan fungerer fredsbevægelsen?

Mange af fredsbevægelsens medlemmer bliver nogle gange frustrerede over, at den i dag har relativt få medlemmer, og at der ikke sker nok på fredsområdet.

Ole Wæver deler ikke helt denne pessimisme. Han fortalte, at fredsbevægelsen igennem 100 år har haft både op- og nedture, og at der senest var store fredsbevægelser i 60'erne og 80'erne. I dag er det miljøbevægelsen, som kan trække mange mennesker til, bemærkede professoren.

Det er ikke det samme som, at fredsbevægelsen er uden betydning, tværtimod. Når interessen for fredsspørgsmålet er lille, er det vigtigt, at der er nogle fredsorganisationer, som er aktive og følger udviklingen. Han fremhævede Aldrig Mere Krig som en historisk meget produktiv organisation. Fra netop den har udgået initiativer flere gange i historien, der har haft betydning for bevægelsen og dens overlevelse.

Hvad er dagsordenen for en fredsbevægelse i dag?

Ole Wæver forklarede, at en fredsbevægelse naturligt vil have som opgave at være imod konkrete krige. Det kan for eksempel være Irakkrigen, udsending af danske soldater til forskellige steder i Mellemøsten eller Afrika, nævnte han.

En anden opgave er at bidrage til den bredere fredsproces. Her tænkes på alle de spørgsmål, som hører sammen, og som konstituerer freden såsom menneskerettigheder, bistandshjælp og lighed mellem køn og race.

Han var usikker på, om konfliktløsning er et for abstrakt tema for fredsbevægelsen, men han kunne sagtens selv se fordele ved et tættere samspil mellem forskere, tænketanke og fredsbevægelse. Gennem øget fokus på konfliktløsning mener Ole Wæver, at fredsbevægelsen kan bidrage til mere offentlig debat end i dag, hvilket både vil være til gavn for konfliktløsning, fredsbevægelsen og freden.