Medierne beretter om daglige demonstrationer i Venezuela. Tusinder går på gaden i protest mod præsidenten, og andre tusinder demonstrerer for den samme præsident.

Der er beretninger om over 20 dræbte, og anklagerne rettes mod præsidenten. Politiet kritiseres for overgreb mod demonstranter. De fotos, som billedbureauer og sociale medier bringer, viser ofte politi, som affyrer tåregas og maskerede demonstranter, der kaster brandbomber og sten.

På Venezuelas ambassade i Danmark er man rystet over den måde, som danske og internationale medier informerer om begivenhederne i Venezuela på. Oplevelsen er, at der foregår massiv misinformation.

Det er også oplevelsen, at der er både uvidenhed, fordomme og ond vilje på spil.

Det er ikke præsidenten og regeringen, der er illegal, sådan som det lyder i pressen. Det er derimod parlamentet, der har forbrudt sig mod sit lovgrundlag, og det er højreoppositionen og dens støtter nationalt og internationalt, der handler udemokratisk. Det er den logiske konklusion, når man lytter til Venezuelas ambassadør, og også hvis man graver ned i virkeligheden under medieoverfladen.

Forfatningen beskriver en demokratisk mulighed for at afsætte præsidenten midt i en valgperiode.

Ambassadør Aura Mahuampi Rodriguez de Ortiz har taget en række initiativer for at fremme viden om virkeligheden bag den politiske konflikt i hendes hjemland.

I sidste uge inviterede hun dagbladet Arbejderen samt en kreds af organisationer og partier til et informationsmøde med det mål at fortælle om baggrunden for den aktuelle og dramatiske situation:

– Vi må tage udgangspunkt i den situation, som opstod i december 2015, da oppositionen vandt flertal i Venezuelas nationalforsamling, indleder ambassadøren sin beretning.

Det første man skal forstå, er at der er forskelle på det politiske system i Danmark og i Venezuela. 

– I Venezuela har vi et præsidentielt system, mens der i Danmark er et parlamentarisk system, fastslår ambassadør Mahuampi de Ortiz.

Skåret til benet handler det om, at den danske stat er bygget op om tre institutioner; den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Grundloven fastslår, at en regeringen, som den udøvende magt, skal have støtte fra et flertal i Folketinget – i hvert fald må den ikke have et flertal imod sig.

Sådan er det ikke i Venezuela. Her har man en stat med fire institutioner: Den lovgivende nationalforsamling, den direkte valgte præsident, som er leder af den udførende magt (regeringen), samt valgkommissionen og den dømmende magt med Højesteret som øverste instans.

Forholdet mellem de fire statsinstitutioner er reguleret af forfatningen, og det er ikke som i Danmark, at parlamentets flertal kan afsætte præsidenten og regeringen. Forfatningen beskriver en demokratisk mulighed for at afsætte præsidenten og hans regering midt i en valgperiode. Det kræver en underskriftindsamling og en efterfølgende folkeafstemning. Oppositionen, som ønsker præsident Maduro afsat, har ikke kunnet opfylde kravene om tilstrækkeligt mange gyldige underskrifter.

Internationalt ramaskrig

Det skabte et ramaskrig internationalt, da Venezuelas Højesteret den 29. marts erklærede parlamentet for illegalt. 

"Venezuela gled længere hen mod et diktatur, da landets Højesteret smadrede den eneste statsinstitution, som oppositionen kontrollerer; nemlig Kongressen, idet domstolen tiltog sig dens magt og erklærede den valgte forsamling for ugyldig", skrev nyhedsbureauet Bloomberg dagen efter.

USA's udenrigsministerium udtalte, at kendelsen fra Højesteret "alvorligt skader Venezuelas demokratiske institutioner".

 Vi støtter i Venezuela som andre steder den forfatningsmæssige regering.
Juan Pablo Chain, Bolivias ambassadør

Ambassadør Mahuampi de Ortiz er fortørnet over, at der ikke er respekt for domstolens kendelser, og at de reelle grunde til denne kendelse ikke kommer frem.

Der er to vigtige grunde:

– Efter parlamentsvalget i december 2015, hvor oppositionen vandt flertal i Nationalforsamlingen afgjorde landets valgkommission CNE, at valget af tre af de 167 medlemmer af Nationalforsamlingen var gennemført i strid med reglerne. CNE krævede omvalg i de tre kredse, beretter ambassadøren.

Flertallet i Natinalforsamlingen påvirkes ikke af de tre mandater, idet oppositionen vandt 109 pladser, mens regeringsalliancen fik 55 valgt.

CNE og Højesteret har ved flere lejligheder pålagt Nationalforsamlingen at gennemføre et omvalg, men højreflertallet afviser.

Kupforsøg mod præsidenten

Den uholdbare situation med et de facto illegalt parlament blev skærpet dramatisk, da dette parlaments flertal tidligere på året vedtog en resolution om, at den betragter præsidenten som trådt tilbage.

Ambassadøren forklarer, at Venezuelas forfatning pålægger præsidenten at ansøge Nationalforsamlingen om tilladelse, hvis han vil forlade landet i mere end fem døgn. Sådan var situationen i efteråret 2016, da Maduro tog på en rundrejse til en række olieeksporterende lande for at diskutere initiativer til at stabilisere og hæve prisen på olie.

– Forfatningen siger, at når parlamentet ikke fungerer, så skal præsidenten ansøge Højesteret om tilladelse til at være ude af landet. Det gjorde præsident Maduro, men efterfølgende har oppositionsflertallet i Nationalforsamlingen forsøgt et kup mod præsidenten med sin resolution om, at man betragter ham som 'trådt tilbage', fordi han ikke havde indhentet tilladelsen fra Nationalforsamlingen, forklarer ambassadøren.

Det er baggrunden for, at Højesteret den 29. marts erklærede Kongressen for illegal og besluttede, at domstolen påtager sig den lovgivende forsamlings pligter indtil videre.

Indblanding fra Washington

Oppositionen i Venezuela har stærke allierede uden for landet. Både i USA og blandt nogle præsidenter i Latinamerika, hvor der på det seneste er kommet højrekræfter til magten i store lande som Argentina og Brasilien.

Den 27. marts fremlagde generalsekretæren fra OAS – Organisationen af Amerikanske Stater – en 73 sider lang rapport, der stempler præsident Maduro som en blodig diktator og som sætter lighedstegn mellem Maduro og Chiles berygtede diktator general Pinochet fra 1970'erne.

Generalsekretær Luis Almagro indkaldte til et OAS-møde med det formål at få vedtaget en resolution, der pålægger Venezuela at gennemføre et præsidentvalg inden 30 dage, selvom det ville være i strid med forfatningen, og løslade en række fængslede, som OAS-rapporten betegner som politiske fanger. Venezuelas myndigheder fastholder, at de pågældende er fængslet for kriminelle handlinger som vold og ildspåsættelser.

Generalsekretær Almagro kom ikke igennem med sit initiativ, fordi mødet efterfølgende blev erklæret illegalt, forklarer Bolivias ambassadør i Danmark, Juan Pablo Chain Baldiviezo til Arbejderen.

Hvis det lykkes at få væltet regeringen i Venezuela, vil USA gå videre til Bolivia og i Cuba.
Waldo Salomon, chilener i Danmark

– Bolivia har for tiden formandsskabet for OAS's sikkerhedsråd, mens Haiti sidder på næstformandsposten. Det er formandsskabet, der kan indkalde til møder og ikke generalsekretæren. Generalsekretæren kan kun indkalde til møder, når formand og næstformand er forhindret, men de var begge i bygningen, beretter ambassadør Chain.

OAS-bygningen ligger i Washington.

Bolivias ambassadør beklager, at OAS under Almagro åbenlyst ikke er indtillet på at følge sine egne regler.

– Generalsekretæren lytter kun nogle lande, og sådan bør det ikke være. Vi kræver, at OAS udtrykker holdningen hos alle lande i regionen.

– I denne situation varetog OAS kun interesserne blandt 'højere magter', som ambassadør Chain diplomatisk udtrykker sig.

Bolivias holdning til vanskelighederne i Venezuela er, at de kan og skal løses uden fremmed indblanding:

– Vi ønsker at uroen stopper, og vi støtter her som andre steder den forfatningsmæssige regering, slutter ambassadøren.

Parallel til Chile

OAS-generalsekretær Almagro drager som nævnt paralleller mellem Venezuelas valgte præsident Nicolas Maduro og Chiles blodige diktator efter 1973, Augusto Pinochet. Det synes den herboende chilener Waldo Salomon er en uhørt og absurd påstand

 Han drager en anden parallel til det Chile, som han selv måtte flygte fra på grund af Pinochets kup:

– Der er utroligt mange ligheder mellem det, der skete i Chile i juli og august måned 1973. De store demonstrationer. De studerende, der laver uro i gaderne. Køerne ved butikkerne, fordi varerne blev holdt tilbage netop for at skabe vrede og uro, forklarer Waldo Salomon, som i dag er talsmand for herboende chilenske flygtninge samlet i Grupo Salvador Allende.

Men han noterer også en vigtig forskel mellem Chile dengang og Venezuela i dag, nemlig at militæret er loyalt over for forfatningen og præsidenten.

Det er veldokumenteret, at USA stod bag kuppet i Chile i 1973 mod den demokratisk valgte præsident Salvador Allende, og Waldo Salomon er sikker på, at USA står bag uroen i Venezuela i dag. Han peger på, at USA aldrig har anerkendt valget af præsident Nicolas Maduro og har udsendt et dekret, hvori Venezuela betegnes som en "trussel mod USA's nationale sikkerhed".

– Det er da åbenlys indblanding, påpeger Waldo Salomon.

Under radaren foregår der efter hans vurdering de samme beskidte ting i dag som dengang i Chile.

>> LÆS OGSÅ: USA finansierer volden i Venezuela

Kuppet i Chile den 11. september 1973 blev starten på, at en række folkelige, demokratiske og venstreorienterede regeringer blev væltet. Militæret og højrekræfter tog magten i land efter land i Latinamerika: Argentina, Peru, Uruguay, Brasilien, nævner Waldo Salomon i flæng. 

Han mener USA's mål er det samme nu. Venezuela skal knækkes fordi landet yder støtte til venstrekræfterne i Latinamerika.

– Hvis det lykkes at få væltet den nuværende regering i Venezuela, er det USA's at ønsker at gå videre med systemskifte i Bolivia og i Cuba. De vil af med ALBA-samarbejdet, som styrker venstrekræfterne i hele området, advarer Waldo Salomon.