Enkelte datoer står meget skarpt i hukommelsen, når man har nået en vis alder. Mange husker nøjagtig, hvor de befandt sig den 11. september 2001. Også jeg. Men jeg husker også tydeligt torsdag den 9. november 1989, hvor jeg sad og så TV. Der blev set meget fjernsyn i den tid, for der skete hele tiden noget nyt i DDR (Østtyskland).

Langt op i 50'erne var Sovjet parat til at opgive DDR og forene Tyskland.

Så kom meddelelsen om murens fald. Fat i telefonen. Drejede nummeret på vore venner i Potsdam. En umulighed – alle linjer var totalt blokerede. Faktisk lykkedes det først flere dage efter.

Mange medier har i disse dage, hvor 25 året indfinder sig, travlt med at fortælle om muren og senere DDR´s kollaps. De fleste beretninger er set gennem konservative eller nyliberalistiske briller og giver én version af begivenhederne.

Der er næppe mange, der længes tilbage til muren. Køn var den ikke. I Vestberlin blev der arrangeret udflugter til platformene, så turisterne gysende kunne kigge ind i det grå socialistiske område på den anden side. Sådan så mange den østlige bydel. Var man lidt modigere, tog man på en endags tur derover. Al skyld blev lagt på styret i DDR.

At dele et folk

Baggrunden for muren er dog mere kompliceret. At dele en by – at dele et folk giver problemer. Skylden herfor er ikke kun skurkene i øst.

Ved kapitulationen i 1945 var en deling ikke på dagsordenen. Men ret hurtigt begyndte vestmagterne med USA i spidsen at opbygge et Vesttyskland, som skulle danne et bolværk mod Sovjetunionens indflydelse i øst. Valutareform, dannelsen af Forbundsrepublikken og ikke mindst remilitariseringen af republikken med optagelsen i NATO var brikker i et stort puslespil.

Som modsvar kom DDR – men stadig som en tøvende efternøler. Langt op i 50'erne var Sovjet parat til at opgive DDR og forene Tyskland. Dog med den vigtige klausul, at landet på linje med Østrig, der også var opdelt i besættelseszoner, skulle være neutralt. Og dette indgik ikke i amerikansk politik, der med udenrigsminister Dulles ønskede østblokken inddæmmet.

Den kolde krig var erklæret, og da Berlin lå lige midt i skudlinjen, blev denne delte by selve omdrejningspunktet, hvorfra der var gode muligheder for at genere og spionere mod hinanden. Med de åbne grænser i byen blev situationen værre og værre. Skulle DDR bestå, var man nødt til at handle. Derfor muren – eller som den hed i DDR – den antifascistiske beskyttelsesvold – en noget forenklet betegnelse. Personligt betragter jeg ikke BRD (Vesttyskland) som fascistisk op til 1961.

I forbindelse med murens 50 årsdag udkom der en del spændende bøger. Således udgav DDR's tidligere forsvarsminister Heinz Kessler ”Ohne die Mauer hätte es Krieg gegeben” (Uden muren ville det være kommet til krig). Skræmmende – men ikke desto mindre sandsynligt. Så skarpt var fronterne trukket op.

Ingen plan

Kort før murens fald i 1989 – på et tidspunkt, hvor tilnærmelsen mellem de to tyske stater var meget mærkbare, forudsagde Erich Honecker, at muren ville bestå endnu i 50 eller måske 100 år. Det kom den ikke til.

Genforeningen udløste også frustration

Selv oplevede jeg for sidste gang DDR i oktober 1989 i dagene omkring Honeckers afsættelse. Et yderst anspændt efterår. Fordi befolkningen ønskede forandringer. Især rejsemuligheder og bedre forsyninger. Gennem længere tid havde der været den store eksodus med masseudvandring og ambassadebesættelser. Samtidig havde Ungarn åbnet grænserne. Honeckers afgang kom for sent. Egon Krenz havde ikke nogen plan, som hans kendte navnebror i Olsenbanden, der var meget populær i DDR.

I starten lød parolerne på ”Vi er folket” – efter murens fald og vesttyske politikere stormede over grænsen til de landsmænd, de tidligere ikke havde bekymret sig så meget om ændredes det til ”Vi er et folk” – hvad de som bekendt blev året efter.

Men genforeningen udløste også frustration. Der var rigtig mange, der havde haft et ønske om et solidarisk, socialistisk samt demokratisk nyt land. Det fik de ikke. Og det har de stadig ikke.

Forskel på øst og vest

Her i 25-året er der stadig en del forskelle på øst og vest. Modtagere af Hartz4 (socialhjælp) udgør i Berlin 16,7 procent, i Sachsen-Anhalt 12 og i Mecklenburg 11procent af befolkningen. I Bayern 3,3 procent. Af de vestlige forbundslande skiller kun Bremen sig negativt ud i statistikkerne.

Alt hvad der mindede om DDR-tiden skulle helst fjernes.

Fattige udgør 19,5 procent i øst mod 14 i vest. Arbejdsløsheden 9 i øst mod 6,3 i vest. Lønudjævningen for samme arbejde er i gang men ikke fuldført. Eksemplerne er mangfoldige – skellet mellem ossi og wessi er bevaret, til trods for mange er født efter 1990.

Efter murens fald har der været travlt på byggepladserne i Berlin. Alt hvad der mindede om – ikke kun muren – men også bygninger fra DDR-tiden skulle helst fjernes. Palast der Republik – som det kendteste. Der er man gået i gang med at genopføre Berlins Byslot for ufattelige summer. Forventet afslutning 2019. Hvad det skal bruges til står hen i det uvisse. Præsidenten har meddelt, at han ikke ønsker det som præsidentbolig.

Til gengæld har samme præsident, der lige som kansler Merkel er fra øst, været ude og lufte sine antisocialistiske holdninger overfor Die Linke. Ved det nyligt afholdte delstatsvalg i Thüringen står Die Linke til at kunne overtage posten som ministerpræsident med spidskandidaten Ramelow – der i parentes bemærket stammer fra vest. Men præsident Gauck mener ikke, at Ramelow og die Linke er stuerene, i og med de via mange omveje er arvtagere fra SED (Tysklands Socialistiske Enhedsparti). Når befolkningen stemmer forkert, må man nok vælge et andet folk.

Drømmen

Adskilligt af de her nævnte eksempler kommer næppe i fokus ved fejringen af murens fald. Tændte billygter vil markere, hvor muren gik, turister vil strømme til og sikkert købe et stykke ”autentisk” mur og måske spadsere hen til grænseovergangen ved Check-Point Charlie og få et ”ægte” DDR-stempel.

DDR nåede aldrig til plan B – men drømmen lever stadig også hos mig.

Måske vil enkelte få forevist Berlin-Marzahn med de mange betonblokke fra 70'erne. Typisk DDR – men tilsvarende i vest bliver næppe nævnt.

DDR nåede aldrig til plan B – men drømmen lever stadig også hos mig. Som Rudolf Höll – med 40 års tjeneste i Volkspolizei udtrykker det i sine sidste linjer i sin bog "Mein Lebensweg" udgivet i 2014:

"Med min bog ønsker jeg at yde bidrag til, at der opstår et fredeligt og socialt retfærdigt samfundssystem, hvor alle mennesker kan leve i værdighed og tryghed. For så vidt er jeg stolt at tilhøre en tysk kulturnation med Goethe, Schiller, Heine og Kant – men også Marx og Engels."