Den Internationale Valutafond (IMF) og EU-kommissær Olli Rehn foreslår Spaniens regering, fagbevægelse og arbejdsgivere, at de enes om at nedsætte lønningerne i landet med 10 procent.
Udspillet er straks blevet afvist af spansk fagbevægelse: Det er allerede dokumenteret, at den slags forslag ikke bringer os ud af krisen, lyder det fra den faglige landsorganisation CCOO.
Realløn og købekraft i Spanien er faldet og ligger under niveauet i 2008, da krisen brød ud.
Forslaget kommer fra IMF's økonomer og revisorer, som netop har afsluttet møder med den konservative spanske regering. De mener, at der er behov for at gøre meget mere, for at det spanske arbejdsmarked bliver konkurrencedygtigt, og at erhvervslivet kan få gang i produktionen og øge beskæftigelsen.
IMF konstaterer i sin 41 sider lange rapport efter den 'økonomiske konsultation', at Spaniens økonomi stadig er i recession, og at arbejdsløsheden næsten uændret ligger på 26 procent. Blandt unge er hele 56 procent uden arbejde.
Til gengæld for lønnedgang skal de spanske arbejdsgivere love at ansatte flere.
Intern devaluering
Statens gæld er voksende. Og Spanien skal øge sin eksport, hvis landet skal kunne betale lånene fra IMF og EU tilbage, lyder det fra IMF's revisorer. Derfor peger de på en 'intern devaluering' som løsningen.
Da Spanien er med i euroen, kan landet ikke devaluere - altså nedskrive værdien af landets valuta. I stedet er den eneste mulighed at nedsætte lønnen og dermed forbedre konkurrenceevnen, øge eksporten og beskæftigelsen og på den måde skabe vækst i det kriseramte land. Det er det, som IMF-økonomerne kalder intern devaluering.
Det foreslår IMF med støtte fra EU's økonomikommissær Olli Rehn:
"De, som bare afviser dette forslag, påtager sig et enormt ansvar for de sociale og menneskelige omkostninger", skriver Olli Rehn på sin blog. Han synes, at "forslaget fortjener en seriøs overvejelse af hensyn til disse millioner af arbejdsløse unge spaniere".
Spansk LO siger nej
Men fagbevægelsen vil ikke være med. Den peger på, at realløn og købekraft er faldet og ligger under niveauet i 2008, da krisen brød ud.
Spansk fagbevægelse har tidligere indgået aftaler med arbejdsgiverne om lønnedgang til gengæld for flere arbejdspladser, men arbejdspladserne kom bare aldrig. Ved de seneste overenskomstforhandlinger blev lønnen således holdt i nede.
- Lønningerne er faldet, uden at det har skabt flere arbejdspladser, siger Fernando Lezcano fra CCOO. Det er en ineffektiv måde til at komme ud af krisen på. I stedet bør denne politik ændres til at stimulere den økonomiske aktivitet. Højere lønninger til arbejderne og højere indtægter til pensionisterne, som kan øge efterspørgslen, tilføjer han ifølge CCOO's hjemmeside.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278