I dag vil unge og gamle, studerende og fabriksarbejdere - ja, selv husdyr og træer - være iklædt gule bånd overalt i Cuba.
De gule bånd er en del af en måned lang kampagne, der går under navnet Tie a Yellow Ribbon (bind et gult bånd), og som skal sætte fokus på fire cubanere, der sidder fængslet i USA. Manden bag kampagnen er cubaneren René González, og i Cuba bliver han betragtet som en helt. René González er kendt som en af de fem fængslede cubanere, der i dag for præcis femten år siden blev anholdt og fængslet i USA - anklaget for spionage.
Efter 15 år bag tremmer, i perioder i isolation, vendte René González tilbage til Cuba, hvor han kæmper for, at hans fire fængslede kammerater endelig kan smage friheden.
I 1990'erne rejste de fem cubanere til USA udsendt af den cubanske regering for at infiltrere og overvåge organisationer, som med alle midler forsøgte at skade Cuba og vælte landets socialistiske regering.
Cuba betragter de nu fire tilbageværende cubanske agenter som legitime anti-terrorister, mens USA's retsvæsen anser dem for at være spioner. René González er gået forrest i kampagnen, og i en tv-debat i Cuba forklarede han for nyligt, hvad formålet med de gule bånd er.
- Den 12. september vil jeg have, at det her land bliver fyldt med gule bånd, så besøgende og udenlandske korrespondenter i landet ikke kan ignorere dem. At det ikke kan undgås at blive bemærket og rapporteret om rundt om i verden, at det cubanske folk venter på fire af deres sønner, der er fanget i USA.
Traditionen med det gule bånd stammer oprindeligt fra den amerikanske borgerkrig i 1850'erne og 1860'erne. Historien handler om, at en mand, der skulle sidde i fængsel i tre år, bad sin kæreste om at binde et gult bånd rundt om et egetræ, så han på den måde kunne se, om hun stadig elskede ham, den dag han blev løsladt. Traditionen blev især kendt i 1973, da bandet Dawn med Tony Orlando lå nummer et på hitlisterne i USA og Storbritannien med sangen "Tie a Yellow Ribbon Around the Ole Oak".
Med andre ord er det gule bånd et tegn på loyalitet over for familie, venner og sine elskede, som man byder velkommen hjem. Og det er langt fra et tilfælde, at det er en tradition fra i USA, forklarer Cubas ambassadør i Danmark, der i dag selv vil gå med et gult bånd.
- Dette med det gule bånd er ikke bare noget, der er taget ud af den blå luft. René Gonzaléz er født i USA og kender meget til landet. Kampagnen er ligeså meget et billede på venskab mellem Cubas og USA's befolkninger. Nu appellerer vi til det amerikanske folk og til politikerne i USA og overalt i verden, og viser dem, at der ikke på nogen måde er tale om nogen hævnfølelse i denne kamp for at befri De fem. Det eneste vi vil vise er, at sandheden, retfærdigheden og fornuften bør og vil vinde, siger Caridad Yamira Cueto Milián, Cubas ambassadør, til Arbejderen.
Først og fremmeste er der tale om en symbolsk aktion, der blandt andet skal vise de fire fængslede cubanere, at verden ikke har glemt dem. Men på trods at det symbolske islæt, så håber ambassadøren, at kampagnen vil skabe genlyd ikke mindst på højeste politiske plan.
- Denne kampagne og valget af det gule bånd kan ses som, at vi forsøger at bygge en bro henimod det amerikanske folk, politikerne og USA's præsident. Og vi håber at kunne vinde amerikanernes hjerter og sind samt den offentlige mening i hele verden, siger hun og fortsætter:
- De fem cubanere repræsenterer for cubanerne; værdighed og heltedåd. Derudover repræsenterer de på mange måder Cubas legitime ret til at forsvare sig selv mod terrorisme. For det cubanske folk er de helte, og de er dybt inde i vores hjerter, slutter ambassadøren.
Læs mere om Yellow Ribbon-kampagnen på Facebook her
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278