Den 8. december 1990 er en dag cubaneren René González aldrig vil glemme. 

Den morgen fik den dengang 34-årige pilot endelig ordren, han havde ventet på: Han skulle kapre et lille fly i San Nicolas de Bari i Cubas vestlige provins Mayabeque og flygte til USA. 

I tiden op til den 8. december vidste René González, at ordren kunne komme når som helst, og at hver dag kunne blive den sidste han skulle se sin hustru og lille datter. På dagen for afgangen efterlod René González sin kone nogle opsparede penge og teksten til en sang af den cubanske sanger Pablito Milanes. Det var det eneste. 

Hvad hverken René González' ægtefælle, familie eller venner vidste var, at han var på en tophemmelig mission for den cubanske efterretningstjeneste. Derfor forlod han sit hjem, kaprede et fly og fløj det alene og med knap nok brændstof til at kunne nå til Miami - noget han karakteriserer som sit livs mest farefulde flyvetur. 

Jeg tog ikke til USA for at bekæmpe befolkningen. Jeg tog afsted for at bekæmpe de aktiviteter, der fandt sted mod Cuba. 

René González var en af fem unge agenter, der på forskellig vis var nået til Miami fra Cuba med det formål at infiltrere eksilcubanske organisationer, hvis mission var at skade Cuba og dets befolkning. Allerede på flyvepladsen i Miami startede det højrisikable skuespil, der skulle vare de næste otte år.

Ville beskytte sit folk 

Kort efter ankomsten kom René González i kontakt med ledende figurer inden for det eksilcubanske og antikommunistiske miljø, der ville bruge hans modige "flugt" som propaganda mod den cubanske revolution og dens leder Fidel Castro. Han husker, hvordan han selv blev overrasket over, hvor god han var til at skjule sine sande intentioner.

- Nøglen til at spille sådan en rolle er en stærk sans af pligt og så tilfredsstillelsen i at bedrage nogen, der vil gøre ondt mod mit folk, siger René González til den cubanske lokalavis Escambray.

I 1991 blev René González optaget i organisationen Hermanos al Rescate, brødre til redningen, der bestod af cubanere, der var flygtet fra Cuba. Gruppens officielle formål var at hjælpe cubanske flygtninge ind i USA og "støtte det cubanske folks anstrengelser for at befri sig selv fra diktatur gennem ikke voldelig aktivisme". Den cubanske stat havde dog en helt anden holdning til organisationen.

I Cubas øjne var der tale om en terrororganisation, der havde til formål at destabilisere landet og revolutionens fremskridt. Og i 1996 skød Cubas luftvåben to af Hermanos al Rescates fly ned på cubansk territorium, efter de ignorerede en sidste advarsel fra det cubanske luftvåben. 

Jeg indprentede en sætning i hovedet, som folk i fængslet plejede at grine af. Tiden vil ikke slå mig ihjel, sagde jeg til mig selv. Og det virkede.

René González selv fløj flere missioner over Cuba, hvor han blandt andet smed flyveblade med kontrarevolutionære budskaber. Nogle flyvninger foretog han sammen med lederen af Hermanos al Rescate, José Basulto, som var blevet trænet af CIA og fungerede som agent i Cuba, hvor han var med til at planlægge den fejlslagne USA-organiserede invasion i Svinebugten i 1961. Men for René González var det egentlige mål fra starten krystalklart. 

- Jeg tog ikke til USA for at bekæmpe befolkningen. Jeg tog afsted for at bekæmpe de aktiviteter, der fandt sted mod Cuba. Jeg tog afsted for at advare landet mod sådanne aktiviteter, forklarer han.

Efter seks år kommer hans kone Olga og hans datter Irmita også til USA. Og selvom det er svært for Irmita at falde til i de nye omgivelser, er det en stor lettelse for René González at være sammen med sine nærmeste.

FBI sparker døren ind

Den 12. september 1998 tager René González' liv en uventet og dramatisk drejning. Efter godt otte år "undercover" for den cubanske stat, bliver René González' dække afsløret.

- "Anholdelse" i USA er et andet ord for overgreb. Da jeg åbnede døren, kom de ind bevæbnet med pistoler. De smed mig på gulvet, mens de truede mig og smed mig med det samme i håndjern, fortæller René González.

Den første tid i fængsel var rædselsfuld, beretter René González, der i dag er 57 år gammel. 

- Det er alt sammen sat dygtigt op. De sørger for, at du er alene med dine tanker om lørdagen og søndagen, uden mulighed for at barbere dig eller børste tænder. Om mandagen iklæder de dig tøj, så du ligner en klovn og fører dig til retsbygningen. De går med dig ned ad gangen, og du ser alle menneskerne, fulde af had. De ser dig i lænker, ubarberet, med et udtryk som et lig, og midt i alt det her er der hele tiden bekymringen om familien, siger René González.

De første 17 måneder sidder René González og hans fire cubanske kammerater isolationsfængslet. Men midt i mørket husker den cubanske pilot og agent et lyspunkt.

"Far!"

- Jeg var heldig. Jeg blev ført ned via elevatoren, og pludselig står jeg i et rum fuld af mennesker. Jeg kiggede efter min familie, og pludselig hører jeg en, der råber: "Far!". Og der ser jeg Irmita, der signalerer med tomlen i vejret. Fra det øjeblik kunne jeg trække vejret igen, og jeg sagde til mig selv: Denne luft vil fylde mig, indtil det her er forbi, og luften varer stadigvæk, siger cubaneren.

De første par år bliver René González kastet frem og tilbage mellem forskellige fængsler og for retten. I 2001 dømmes han og hans fire kammerater. Den hårdeste straf bliver tildelt Gerardo Hernández: To gange livstid plus ti år lyder dom. René González modtager den mildeste dom af de fem. 15 år bag tremmer lyder det fra dommeren i Miami, da hammeren bliver slået i bordet.

Jeg kiggede efter min familie, og pludselig hører jeg en, der råber: "Far!". Og der ser jeg Irmita, der signalerer med tomlen i vejret.

Undervejs i processen vokser støtten til cubanerne, der nu bliver kendt som "De 5". En global solidaritetsbevægelse skyder op. De 5 er ikke spioner, som USA dømmer dem. Den mener, at De 5 forsøger at beskytte deres befolkning mod terrorisme.

Efter et enormt pres omstøder den amerikanske dommer Joan A. Lenard i 2009 dommene, så de nu lyder på mellem 15 år og 30 års fængsel for fire af de fem. Gerardo Hernández skal stadig sidde i fængsel to gange livstid plus 10 år. Den 3. maj i år, 15 år efter René González' anh​oldelse, tillader domstolen, at han kan afsone resten af sin straf i Cuba. Til gengæld skal han give afkald på sit amerikanske statsborgerskab. I dag lever René González i Cuba med sin familie, som han forlod i 1990.

Årene i fængsel knækkede ikke René González. Og ifølge ham selv afværgede han og de fire andre agenter via deres infiltration og overvågning af eksilcubanske organisationer planlagte 170 attentater i 1990'erne. 

- De fik mig ikke. Jeg indprintede en sætning i hovedet, som folk i fængslet plejede at grine af: Når jeg om morgenen blev spurgt; "hvordan går det?", så sagde jeg: "Jeg har det altid godt." Så ville folk komme til mig og sige: "jeg ved, du er ok." Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det ellers. Du bliver nødt til at bekæmpe de negative følelser. For mig var det vigtigt ikke at tænke for meget over tiden. Tiden vil ikke slå mig ihjel, sagde jeg til mig selv, og det virkede. Jeg blev aldrig deprimeret, siger René González.