07 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Højrefløjen vil privatisere velfærden

Skæbnevalg i Norge

Højrefløjen vil privatisere velfærden

Hvis Erna Solberg fra Høyre vinder valget i Norge og mandag kan udråbe sig til ny statsminister, er velfærden for alvor truet, mener velfærdseksperter.

Høyres statsministerkandidat Erna Solberg bliver sandsynligvis Norges kommende statsminister. Hendes store idol er den tyske kansler, Angela Merkel.
FOTO: Heiko Junge/NTB/Scanpix
1 af 1

Det norske valg i morgen og mandag ser på flere måder ud til at blive langt mere spændende end hidtil antaget.

Ét er, at den socialdemokratiske statsminister fra Arbeiderpartiet, Jens Stoltenberg, efter otte år ved magten sammen med sin rød-grønne koalition ifølge meningsmålingerne ser ud til at tabe valget. Men noget andet er konsekvenserne for den norske velfærd.

50 procent af alle børnehaver er allerede private.
Linn Herning

Den er nemlig truet på livet, hvis det konservative parti, Høyres, statsministerkandidat Erna Solberg kommer til fadet, mener Linn Herning, der er rådgiver ved den norske bevægelse For Velferdsstaten.

- Vi vil med sikkerhed se privatiseringer. Vi vil se arbejdsmarkedet løsnet op, så det bedre passer arbejdsgiverne. Vi vil se flere midlertidige ansættelser, længere arbejdstid og flere eksempler på firmaer, der snyder med overtidsbetaling, siger hun til Arbejderen.

Hun bygger sin frygt på udtalelser fra Høyres og Fremskkrittspartiets politikere op til valget og de seneste års udvikling i den norske velfærd. De to partier vil efter al sandsynlighed danne regering efter valget, hvis meningsmålingerne holder stik.

For Velferdsstaten består af 30 fagforbund og interesseorganisationer med over én million medlemmer. Organisaitonens mål er at "opretholde og videreudvikle de velfærdsgoder og rettigheder, som er vundet gennem lang tids faglig og politisk kamp her i landet". 

Skoler

I Høyres valgsprogram 2013-2017 står der, at partiet vil "sikre adgang til at etablere og drive offentligt finansierede friskoler som et alternativ til
 den offentlige skole". Argumentet er, at konkurrence virker skærpende, og vil føre til bedre kvalitet både i de offentlige og private skoler.

- Det vil dele eleverne og skabe "vinderskoler og taberskoler". Kommercielle interesser vil forsøge at skabe profit ud af skoler i stedet for kvalitet, spår Linn Herning.

 Selskabet Anthon B. Nilsen, der allerede driver 17 private uddannelsesinstitutioner i Norge, er blandt de selskaber, som støtter Høyre økonomisk.

Også journalist og historiker Ida Søraunet Wangberg fra magasinet Manifest Analyse frygter private skoler. Hun har lavet en omfattende anlyse af Høyres velfærdspolitik.

- Flere privatskoler giver ressourcestærke forældre og elever bedre mulighed for at fravælge fællesskolen. Det skaber større forskelle og ulighed, siger hun til Arbejderen.

Hun henviser til erfaringerne fra Sverige, hvor Høyres søsterparti Moderaterna i 1991 åbnede op for skattefinansierede privatskoler. I 2009 - 18 år efter - viste de såkaldte PISA-tal fra 2000-2009, at Sverige var et af de OECD-lande med det største fald i elevernes færdigheder. 

I forvejen har private selskaber indtaget småbørnsområdet fortæller Linn Herning, som mener, at er Jens Stoltenbergs rød-grønne regering, der har banet vejen for privates indtog på småbørnsområdet.

Ifølge For Velfærdsstaten er halvdelen af børnehaverne private, og store selskaber som Trygg Børnehaver, Espira, Norlandia og Læringsverket driver børnepasning.

- Der er allerede store konsekvenser. Der er færre ansatte i de private børnehaver, siger Linn Herning og tilføjer: 

- Man skal stoppe privatiseringen af velfærd.

Sundhed

Høyre vil også "indføre frit valg til behandling på hospitalet, og dermed bruge offentlige midler til at betale for behandling i det private, uden begrænsninger".

Sundhedprofessor Jon Magnussen har i bladet Dagens Medicin reageret stærkt på Høyres udspil.

"Foranstaltningen giver stærke incitamenter - tilskyndelse - til den private sektor at udvælge rentable patienter", skriver han.

Linn Herning frygter, at Høyres forslag vil udhule det offentlige sundhedssystem.

- De private hospitaler snupper pengene fra det offentlige, vores allesammens skattekroner, siger Linn Herning.

Mens Ida Søraunet Wangberg ser yderligere to farer ved private sygehuse, hvoraf der allerede eksisterer ét eller to i alle større byer i Norge.

- De private hospitaler kan for eksempel vælge at tjene penge på enkelte operationer, mens læger fra det offentlige bliver trukket over til dem, lokket af højere løn, advarer hun.

Samlet set, mener hun, at de private sygehuse vil tjene enormt på Høyres "frie behandlingsvalg".

Endelig vil Høyre gøre det "lettere for private at bygge plejehjem og andre boliger for ældre for at sikre "valgfrihed".

Deres argument er, at "frit valg af pleje øger den enkeltes evne til at klare livet, og konkurrencen vil føre til, at både offentlige og private skærper sig selv".

Ida Søraunet Wangberg opfordrer vælgerne til at tænke sig godt om:

- Svæk ikke velfærden, tilliden, solidariteten, fællesskabet. Vel er Stoltenbergs velfærd ikke perfekt, men det er et godt udganspunkt for forbredringer. Solberg truer nu det hele.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. sep. 2013 - 14:53   07. sep. 2013 - 15:00

Valg i Norge

Anders Fenger
Skribent
Norsk valg
  • Godt 3,6 millioner nordmænd har stemmeret ved Norges stortingsvalg.
  • Valget foregår søndag og mandag.
  • Der skal vælges i alt 196 medlemmer til Stortinget.
  • Statsminister Jens Stoltenberg (Arbeiderpartiet) har haft regeringsmagten siden valget den 17. oktober 2005, hvor den rødgrønne regering fik flertal.
  • Den rødgrønne regering er en regeringskoalition, som består af Arbeiderparti (Ap), Sosialistisk Venstreparti (SV) og Senterpartiet (Sp).
  • Partierne ser ud til at tabe valget til en borgerlig koalition, ledt af statsministerkandidat Erna Solberg fra det konservative Høyre.
  • Høyre står ikke til at kunne danne regering alene, men er nødt til at danne en koalitionsregering med blandt andet Dansk Folkepartis norske søsterparti Fremskrittspartiet og andre mindre borgerlige partier.

 

Dét vil Høyre
  • "Vi vil sikre retten til at etablere og drive offentligt finansierede private skoler som et alternativ til den offentlige skole (...) konkurrence vil føre til forbedret kvalitet i både offentlige og private skoler".
  • "Styrk offentlig-privat partnerskab (OPP) så der bliver bygget veje, jernbaner, hospitaler, fængsler og studenterboliger i offentlig-privat partnerskab, hvor en privat virksomhed finansierer og opbygger infrastruktur og bygninger, mens regeringen lejer over en periode på 20-40 år. Det giver hurtigere, billigere og bedre udvikling".
  • Høyre vil indføre "frit valg til behandling på hospitalet og dermed bruge offentlige midler til at betale for behandling i det private, uden begrænsninger (...)
  • Høyre vil gøre det "lettere for den enkelte at opbygge plejehjem og andre boligløsninger for seniorer og sikre, at pleje er kendetegnet ved valgfrihed".
  • "Formueskat dræner kapital fra norske arbejdspladser og gør det mindre rentabelt at spare op og investere."

Kilde: Høyres Stortingsvalgsprogram 2013-2017