Frankrigs regerende socialdemokratiske parti Socialistpartiet (PS) gik voldsomt tilbage ved anden runde af kommunalvalget i weekenden.
Foreløbige opgørelser viser, at PS har mistet borgmesterposterne i 155 byer og kommuner med over 9000 indbyggere.
Frankrig er opdelt i hele 36.782 kommuner, hvoraf mange er små.
Front Nationale fik stor fremgang og fik valgt kandidater i over 200 kommuner og ser ud til at vinde borgmesterposten i 11 større kommuner.
Medierne konkluderer, at resultatet af kommunalvalget er udtryk for folkelig utilfredshed med, at Socialistpartiets regering og præsident Francois Hollande ikke har opfyldt løfterne fra valgkampen om at afvise de sociale og økonomiske nedskæringer, som EU kræver.
Hollande og hans regering har gennemført en lang række besparelser på de offentlige udgifter. Det har blandt andet ramt pensionisterne hårdt. I september vedtog regeringen således at nedsætte pensionerne og hæve pensionsalderen fra 62 til 64,5 år over en årrække.
Det højreorienterede parti UMP havde fremgang og blev det største parti ved kommunalvalget.
Man skal dog ikke tolke resultatet som udtryk for støtte til UMP eller den tidligere præsident Nikolas Sarkozys super-liberalistiske politik, skriver avisen L'Humanite i en leder.
L'Humanite udgives af Frankrigs Kommunistiske Parti (PCF), som i 1988 fik over 20 procent af stemmerne ved kommunalvalgene. I dag er partiet nede på få procent. Men partiet, der i dag er støtteparti for PS-regeringen og fører en venstre-socialdemokratisk politik, har genvundet borgmesterposten i en række byer. Blandt de store kommuner med en PCF-borgmester er Saint-Deniz i udkanten af Paris.
Det regerende socialistparti genvandt borgmesterposten i Paris som helhed.
Det racistiske højreparti Front Nationale fik stor fremgang ved kommunalvalget. Partiet stillede kun op i et mindretal af de mange kommuner, men fik valgt kandidater i over 200 kommuner og ser ud til at vinde borgmesterposten i 11 større kommuner med over 9000 indbyggere, skriver BBC.
Partiets fremgang kan ifølge aviserne L'Humanite og Liberacíon tolkes som frustrerede vælgeres svar på, at hverken PS eller UMP fører en politik, der går imod nedskæringskravene fra EU.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278