02 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Israel vil sælge våben til Emiraterne

Efter omstridt fredsaftale

Israel vil sælge våben til Emiraterne

Få uger efter at Forenede Arabiske Emirater og Israel har aftalt at normalisere de diplomatiske forbindelser, forlyder det, at Israel vil eksportere våben til golfstaten. Også USA sælger stort parti våben til kongedømmet.

Måske er det israelske missilskjold Iron Dome på vej til Forenende Arabiske Emirater. Her ser USA's ambassadør på sagerne i det sydlige Israel.
FOTO: U.S. Embassy Tel Aviv/CC 2.0
1 af 1

Israel ønsker at sælge våben til Forenede Arabiske Emirater (UAE).

Nyheden er kommet, få dage før den endelige aftale om at normalisere forholdene mellem de to stater bliver underskrevet i dag tirsdag den 15. september i Washington. I august meddelte de to stater, at forholdet bliver normaliseret.

Det her er ikke nyt. Israel har solgt våben til Emiraterne gennem de seneste otte år. 
Michael Peck, Forbes Magazine

Netanyahu presser på

Ifølge den israelske nyhedsportal Ynet News presser Israels udenlandske efterretningstjeneste Mossad, opmuntret af premierminister Benjamin Netanyahu, på for salget af "avancerede våbensystemer" og militære informationer.

Men landets forsvarsministerium er tilsyneladende betænkelig ved, at Israel på den måde kan kommet til at lække hemmelig information til "fjendtlige stater".

>> LÆS OGSÅ: Palæstinensere raser over aftale mellem Israel og emiraterne

Forsvarsministeriet er ledt af Benny Gantz, der var Netanyahus rival under valget i foråret, men er i dag med i samlingsregeringen.

Droner og missilbatterier

Ifølge Forbes Magazine kan listen over, hvilke våben Israel kunne sælge til UAE, omfatte dele af missilforsvaret Iron Dome, missilbevæbnede angrebsdroner af typen Heron og "smart bombs", der er i stand til ødelægge iranske missilbatterier.

Det kunne også være den såkaldte selvmordsdrone Harpy, og Spikemissiler og droner til at overvåge landjorden er et hit.

Ifølge det arabiske onlinemagasin middleeasteye.net er UAE den første arabiske golfstat og den tredje arabiske nation efter Egypten og Jordan, der opretter diplomatiske bånd til Israel.

Indtil videre benægter Netanyahus regering, at den overvejer våbensalg til UAE.

"Ingen sådan anmodning er kommet i de senere år, og hvis en sådan anmodning er blevet fremsat, ville den aldrig være blevet godkendt”, lyder det fra premierministerens kontor, skriver Ynet News.

Men benægtelsen er ikke meget værd, skriver forsvarseksperten og journalisten på det amerikanske Forbes Magazine Michael Peck.

Israel har nemlig haft "diskrete" økonomiske og sikkerhedsmæssige forbindelser med UAE og solgt våben gennem de seneste otte år.

Netportalen The Electronic Intifada påpeger, at samarbejdet går helt tilbage til 1990'erne.

Samarbejde med våbenfirmaer

Så sent som i juli i år underskrev tech-virksomheden Group 42, der er baseret i UAE, en aftale med de israelske våbenfirmaer Israel Aerospace Industries og Rafael Advanced Defense Systems om at samarbejde om forskning for at imødegå coronapandemien. 

En talsmand for Israels udenrigsminister, Lior Haiat, bifaldt under alle omstændigheder samarbejdet, fremgår det af Emirates News Agency.

Begge israelske våbenfirmaer er førende leverandører af våben, der bliver anvendt til Israels angreb på palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden. Disse angreb inkluderer den store invasion af Gaza i 2014, som blandt andet er genstand for en forestående efterforskning af Den Internationale Straffedomstol.

Kræfter i den israelske administration er ifølge det israelske dagblad Haaretz også nervøse for, at USA vil sælge UAE flere F-35-kampfly. Israel har altid været hovedmodtager af våben fra USA.

Truslen fra Iran?

I sidste uge advarede Iran mod, at UAE tillod Israel at anvende sit territorium til at opstille våben – det er en "trussel mod Irans nationale sikkerhed", lød det fra iranske embedsmænd, citerer middleeastmonitor.com.

Advarslen kom få timer efter, at USA's udenrigsminister Mike Pompeo meddelte, at UAE og Israel kan danne en alliance mod Iran.

Irans præsident Hassan Rouhani har tidligere sagt, at UAE har begået "en stor fejl" ved at normalisere forbindelserne med Israel.

– Aftalen er et forræderi mod muslimerne, det palæstinensiske folk og Jerusalem. Åbn ikke portene i regionen for zionisterne, sagde han på iransk TV i august.

Den Arabiske Liga, som samler størstedelen af landene i regionen, kunne ikke blive enige om at fordømme UAE-Israel-aftalen på et møde onsdag i sidste uge. Palæstinenserne havde håbet på en klar fordømmelse, rapporterer TV-stationen Al Jazeera.

Palæstinenserne tror nemlig ikke på UAE's løfter om kun at normalisere forholdet til Israel, hvis den israelske regering suspenderer sin annektering af store dele af Vestbredden. 

I sidste uge udtalte Jamal al-Musharakh, talsmanden fra UAE's udenrigsministerium, at fremtidige annekteringer af Vestbredden "ikke stopper" normaliseringsaftalen med Israel.

"Smid lande ud af Arabisk Liga"

En af lederne af det venstreorienterede palæstinensiske parti PFLP, Abu Ahmad Fouad, krævede i sidste uge, at de stater, der har "varme bånd" til Israel bliver "sparket ud" af Den Arabiske Liga, fremgår det af onlinetjenesten TNT World.

Det israelske arabiske parti Balad anklager UAE for officielt at have "tilsluttet sig Israel imod Palæstina og placeret sig i den lejr, der udgør en fjende for det palæstinensiske folk", citerer middleeasteye.net.

Våbensalg til andre arabiske lande

Israel har i de seneste år leveret cyberteknologi og ekspertviden til andre golfstater som Bahrain og Saudi-Arabien, der dog endnu ikke har normaliseret de diplomatiske forbindelser med Israel. "Men Bahrain er muligvis på vej", skriver Michael Peck, der tilføjer, at også Marokko har indkøbt tre israelskfremstillede Heron-droner via Frankrig.

Også en af parterne i den libyske borgerkrig er blevet forsynet med israelske våben skriver Forbes.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. sep. 2020 - 06:45   15. sep. 2020 - 12:59

Israel/Emiraterne

ah@arbejderen.dk
Forenede Arabiske Emirater
  • Forenede Arabiske Emirater (UAE) er et olierigt ørkenland beliggende i den sydøstlige del af den Arabiske Halvø.
  • Landet er en føderation bestående af syv emirater.
  • Hovedstaden er Abu Dhabi.
  • Ligger ud til Den Persiske Golf  overfor Iran og grænser op til Oman, Saudi-Arabien og Qatar. 
  • Styreform: enevældigt emirat.
  • Præsident: Khalifa bin Zayed al-Nahayan.
Israel
  • Zionistisk stat.
  • Hovedstad: Tel Aviv.
  • Befolkning: 8,2 millioner.
  • I 1922 viste den første folketælling i Palæstina, at der var 757.182 indbyggere, heraf 11 procent jøder.
  • Israel blev oprettet i 1948.
  • De fleste palæstinensere måtte flygte efter 1948 på grund af trusler og terrorangreb fra zionistiske jødiske grupper. 
  • Et mindretal på 156.000 – eller 18 procent – forblev inden for den nydannede israelske stats rammer. I dag er antallet vokset til 1,1 millioner.
  • Israel består af 81 procent jøder og 19 procent arabere og andre grupper.
  • De 19 procent udgøres af 14 procent muslimer, kristne 2,7 procent, og den muslimske "sekt" druserne udgør 1,7 procent.
  • Israel adskiller ikke på grund af racer, men mellem religioner. Kun jøder kan aftjene værnepligt og købe jord.
  • Alle voksne borgere har stemmeret. Palæstinensere i de af Israel besatte områder har ikke israelsk stemmeret.
  • Siden 1976 har USA givet 234 milliarder dollars i militær bistand til Israel.

Kilder: Verdenbanken, PLO, CNN og BBC

>> Hvad er zionisme?