To produktionsbånd løber de cirka 30 meter gennem fabrikshallen.
I den ene ende kommer afgrøderne ind. Det kan være peberfrugter, broccoli, artiskokker, bønner eller andet. I den anden ende slutter båndet med en maskine, der sætter låg og etiket på dåserne.
30 procent af produktionen sælges under eget varemærke "HUMAR Marinaleda"
I den anden halvdel af fabrikken er der lagerplads, hvor paller med dåser i forskellig størrelse når op i flere meters højde. Og så er der to eller tre kølerum.
Fabrikken er blevet udvidet gradvist, og det er ikke slut. Seneste nye linje, som ligger i bygninger for sig selv, er et anlæg til produktion af olivenolie ud fra grønne oliven.
På dåser og glas er der etiketter, som ud over indholdet beretter om, at producenten er et kooperativ og varemærket er "HUMAR Marinaleda".
Eget 'brand'
Det er endnu kun cirka 30 procent af produktionen, der sælges under eget varemærke "HUMAR Marinaleda". 70 procent sælges til mellemhandlere og supermarkedskæder, der sætter deres egne varemærker på.
Men oprettelsen af fabrikken i 2000 og dens gradvise udvidelse er der skabt hundredevis af arbejdspladser. Det startede med rød peberfrugt.
Cooperativet "Marinaleda Sociedad Cooperativa Andalucia" blev stiftet. Der blev investeret 50 millioner pesetas. Det svarer til 2,3 millioner danske kroner.
Og nu var der skabt arbejde til over 100 kvinder fra landsbyen i tre måneder om året. For dette arbejde blev der udbetalt 45 millioner pesetas i arbejdsløn.
Det var lige før euroen gjorde sit indtog i Spanien fra 2002. Men Marinaleda regner stadig i høj grad i pesetas. Fordi man er imod EU og euroen. Men der betales i euro.
Første år møllen kørte pressede de 1,2 millioner kilo oliven
Næste afgrøde, som fabrikken gav sig til at konservere, blev artiskokker. Ude på markerne dækker artiskokker 80 af de 1200 hektar som landbrugskooperativet El Humoso råder over. Dyrkningen af artiskokker krævede 6400 dages arbejde. Daglønnen er på 47 euro.
Med konserveringen blev der skabt yderligere halvt så mange arbejdspladser på fabrikken som i marken. 3200 dagsværk, eller 50 ansatte i godt to måneder.
Den dag Arbejderen besøger fabrikken kører båndene ikke.
Kun en håndfuld arbejdere sætter etiketter på dåser og pakker dem i papkasser. En lastbil fra supermarkedskæden Mercadero holder ved rampen og skal læsses.
Benjamin Perez giver sig tid til at fortælle lidt om fabrikken, hvor han har arbejdet siden den blev bygget for 14 år siden. I dag pakker ham dåser på paller, men hans normale ansvarsområde er produktion af olivenolie.
250.000 kilo olivenolie
– Den oliemølle, som vi har bygget, er et symbol på vores indsat for at industrialisere, forklarer han.
Det er en indsats, som næsten hvert år giver nye resultater.
– Vi har investeret over 100 millioner pesetas (600.000 euro), og vi har fået den nyeste teknik. Med den kan vi presse den fineste olie af vore oliven og tappe det på flasker. Det betyder, at vi kan holde op med bare at dyrke afgrøder og sælge dem til videre forarbejdning. Nu kan vi selv øge værdien af vores olivenhøst med vores eget arbejde og tjene værdi hjem til ansatte, til kooperativet og til fællesskabet, lyder det stolt og tilfreds fra Benjamin Perez.
Med en høst på omkring tre millioner kilo oliven er forsyningen mere end rigelig til at drive egen oliemølle. Første år møllen kørte pressede de 1,2 millioner kilo oliven, som blev til 250.000 kilo olivenolie. Af bedste kvalitet, forsikrer den ansvarlige for produktionen.
– Husk olivenolie er rigtig sundt, griner Perez.
Mens møllen måtte stoppe i perioder de første år på grund af manglende erfaringer og dårlig planlægning, så fortæller Benjamin, at under sidste høst kørte produktionen stort set uafbrudt.
Butikken
Ved fabrikkens indgang er der en lille butik, hvor man kan købe dåser og glas med de forskellige produkter i.
De kan også bestilles over nettet, men næppe til individuelle forbrugere i Danmark, vurderer kvinden i butikken. Men naturligvis gerne i store partier, tilføjer hun og henviser til fabrikken hjemmeside: cooperativamarinaleda.es
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278