Landsbyen Marinaleda er socialistisk, mener nogle. Andre vil snarere mene, at Marinaleda skal betegnes som en 'andels-landsby', fordi man ikke kan tale om socialisme i et kapitalistisk Spanien, der i næsten 30 år har været medlem af monopolernes EU.

Marinaleda er en landsby og en kommune med knap 3000 indbyggere. Den ligger midt i Andalusien, som dækker den sydlige del af Spanien. Geografisk er vi i 'udkantsspanien' og 'udkantsEU'.

Politisk er Marinaleda et lysende eksempel, mener mange europæiske socialister, som besøger stedet.

Gloria Prieto Buendia fra Marinaledas kommunalbestyrelse er mere ydmyg.

– Nej, vi skal ikke betragtes som et udtryk for 'vejen til socialisme'. Vi har skabt et sted med et fællesskab, der gør livet bedre for mennesker. Hvis andre vil lade sig inspirere af det, er det fint. Hvis nogle vil kopiere det andre steder, er de meget velkomne, siger hun til Arbejderen.

Men inden vi mødes med Gloria på rådhuset, når vi at hilse på fire mennesker, som har tre forskellige syn på det at leve i Marinaleda. 

Christina Romero og Pepi Conchi er arbejdsløse, men har fået nogle dages lønnet aktivering af kommunen.

Først gamle Pilar som fejer fortovet foran sit rækkehus i hovedgaden. Hun er pensionist og synes, hun lever i et paradis, hvor hun får adgang til alt det, som hun har brug for. Mad, bolig, social tryghed, lægehjælp om nødvendigt, oplevelser og politisk indflydelse.

Hun er meget begejstret for landbrugskooperativet, som med 1200 hektar dyrket jord skaber arbejde og indkomst til mange mennesker og til lokalsamfundet.

- I skal se det, siger hun og peger mod nordvest. Det ligger derovre bag bakken, forklarer hun. Og fabrikken, tilføjer hun, og peger på en stor bygning et par kilometer borte i den anden ende af landsbyen.

Dernæst to yngre kvinder, der renser en betongrøft, der løber hele vejen langs hovedgaden i landsbyen. Christina Romero og Pepi Conchi er arbejdsløse, men har fået nogle dages lønnet aktivering af kommunen. Begge kvinder er stærkt utilfredse med deres levevilkår som arbejdsløse. De er trods alt tilfredse med muligheden for gennem aktiveringsarbejdet at opretholde deres mulighed for at modtage understøttelse. Men de vrænger foragteligt af spørgsmålet om der er socialisme og lighed i Marinaleda.

- Ja, det er rigtigt, at de, der har arbejde, får den samme løn, men så er der jo alle os, som er arbejdsløse, forklarer Christina – en enlig mor midt i 30'erne.

Pepi Conchi er uenig med veninden.

- Der er ikke ligeløn. Der er nogle i toppen, som får mere i løn, siger hun. Hun husker heller ikke, at hun bliver inviteret til demokratiske møder hvert kvartal og stormøde for at diskutere og vedtage kommunens årsbudget.

En tredje holdning til livet i Marinaleda kommer fra Mario, som kører kommunens skraldebil.

- Der er ingen særlig forskel på at leve i Marinaleda og i andre landsbyer i Andalusien, mener han.

Men det er fint nok, tilføjer han.

Inde på rådhuset

Inde på rådhuset tager Gloria Buendia imod. Hun er valgt til kommunalbestyrelsen. Her sidder der 11 medlemmer. Ni er fra Izquierda Unida – et parti på linje med Enhedslisten i Danmark – og dertil to medlemmer fra det socialdemokratiske PSOE.

Når man intet har, er kampen den eneste vej frem.
Gloria Buendia, Marinaledas byråd

Gloria har ansvar for sociale forhold i kommunen, men da al politisk arbejde er ulønnet, lever hun af et arbejde blandt børn og unge for at forebygge kriminalitet og stofmisbrug. Det er ikke et fuldtidsjob, så den dag Arbejderen besøger Marinaleda, er hun i lønnet aktivering med at male nogle kontorer på rådhuset.

I sit plettede malertøj tager hun imod på borgmester Juan Sánchez Gordillos kontor.

Den berømte og karismatiske leder i Marinaleda, Gordillo, er til møder i provinshovedstaden Sevilla. Gloria træder i hans sted, når bormesteren er borte.

- Marinaleda blev skabt på grund af nødvendighed, indleder Gloria Buendia sin korte historiske redegørelse.

- Dengang i 1979 – for snart 35 år siden – var der elendighed og tilbagegang her i området. Næsten alle var daglejere i landbruget og kun få havde arbejde.

Boligerne var dårlige. Mange af dem havde ingen el og heller ikke rindende vand.

– Så altså, når man intet har, så er kampen den eneste vej frem.... 'la lucha', kampen, er et ord, som Gloria ofte bruger.

– Vi begyndte med at besætte jord, som tilhøre hertugen af Infantado, men som ikke blev dyrket.

Efter en lang besættelse vandt besætterne retten til jorden. I dag ligger ejendomsretten til de 1200 hektar hos lokalregeringen i Andalusien.

– Vi ønsker ikke at eje jorden. Vi ønsker at have brugsret til den, forklarer Gloria.

Kooperativet, som dyrker jorden, består af cirka 40 personer. Det er dem, der i fællesskab bestemmer og organiserer. Men langt flere af landsbyens indbyggere har arbejde i kooperativet; især under såningen og i høsttiderne.

Kooperativet gør en dyd ud af at dyrke afgrøder, der er arbejdsintensive, så der bliver arbejde til flest mulige. Desuden veksler man mellem afgrøder, der giver arbejde i store dele af året: oliven, peberfrugter, tomater, bønner, artiskokker, broccoli, nævner hun i flæng.

Dengang i 1979, hvor Gloria selv var en lille pige, levede der 1700 mennesker i Marinaleda. I dag er indbyggertallet godt 2800 og stabilt.

– Der er mange, som gerne vil flytte hertil, men der er ikke boliger til leje eller til salg.

Arbejdsløshed

– Og for det andet, så kan vores lille landsby ikke tage imod alle de titusinder af mennesker i området, som er arbejdsløse, tilføjer hun.

Andalusien er den region i Spanien, hvor arbejdsløsheden er størst. Her ligger arbejdsløsheden officielt på cirka 35 procent, mens den i Spanien som helhed er på 26 procent. Blandt unge er den dog helt oppe mellem 50 og 60 procent.

Kooperativet har sin demokratiske struktur. Det samme har hele landsbyen, kommunen Marinaleda.

De 11 medlemmer af kommunalbestyrelsen er den daglige ledelse, men der er åbne fællesmøder om de store og vigtige spørgsmål. Hvert efterår indkaldes der således til stormøde for alle interesserede for at diskutere kommunens økonomi og budget for næste år.

Pesetas – ikke euro

På et stort ark papir på opslagstavlen i borgmesterkontoret står der en række tal, som tilsammen giver 810.655.600. Det er budgettet for kommunen i 2014.

- Det er altså i pesetas, griner Gloria – ikke euro.

Internt regner kommunen fortsat i pesetas, Spaniens valuta før landet indførte euroen. Det forstår de gamle bedre, og så er vi imod EU, forklarer Gloria Buendia. 

Hun peger på væggen over for opslagstavlen. Her står tre faner i en holder: Marinaledas eget flag, Andalusiens flag og Republikkens flag, som blev brugt i 1930'erne.

- Vi bruger ikke det spanske flag og aldrig EU-flaget, fortæller Gloria.

Der går 166 pesetas på en euro, så Marinaledas kommunale årsbudget er på 4.880.000 euro.

Politisk opdragelse

Man prøver også at opdrage børnene i en demokratisk tradition. Når det er relevant, indkaldes børnene til stormøder, hvor de kan diskutere og give deres mening til kende.

Gloria Buendia mener, at indbyggerne oplever, at de deltagere i et politisk projekt. Det udleder hun blandt andet af den positive opslutning omkring kampagner og frivillige arbejdsaktioner.

Det cubanske flag dukker op på en mur ved skolen.

Der har i efteråret været fire dage med bygge- og vedligeholdelsesarbejde over hele landsbyen. Her deltog 500 mennesker i løbet af de fire dage kampagnen stod på.

Hver måned er der "Domingo Rojo" – altså røde søndag – med frivilligt arbejde. De røde søndage bruges mest til at rengøre og forskønne landsbyens gader og pladser.

– Uden denne frivillige indsats ville mange ting ikke blive til noget, understreger Gloria.

La lucha – kampen – for at skabe Marinaleda som det fællesskab, det er i dag, udvikler solidariteten.

Men grundstenene til denne solidaritet ligger i forvejen i de små lokalsamfund på landet i Andalusien, tilføjer hun. Naboer hjælper hinanden med alt fra mad, transport, aflagt tøj og om nødvendigt penge til skolebøger og andet.

– Sådan er det på landet i modsætning til storbyerne, mener Gloria. Og sådan er det i særlig grad i Marinaleda.

Det med "Domingo Rojo" er hentet i Cuba. Og i Marinaleda støder man jævnligt på ekkoet af den socialistiske ø i Caribien. Che Guevaras ansigt er malet på rådhuset og flere andre steder. Det cubanske flag dukker op på en mur ved skolen. Inde i hallen på rådhuset er der et maleri af 'de 5' cubanske antiterrorister, der blev fængslet i USA i 1998. "Liberen a los 5" – Løslad de 5, lyder teksten over de fem ansigter på hallens væg.

Mest muligt arbejde

I Marinaleda handler det om at skabe mere arbejde, ja mest muligt arbejde, fordi lønarbejde er livsgrundlaget for befolkningen og produktion, og værdiskabelse er nødvendig for det lokale samfund.

Der er bygget kooperative fabrikker og oprettet kommunale byggefirmaer. Der er talrige sociale arbejdsfunktioner i børnehaven, skolen, kulturhuset, lægeklinikken, ældrecenteret, sportshallen, svømmehallen samt med renholdelse og andet.

Men landsbyen er ikke i mål. Der er ikke arbejde til alle hele året. Derfor deles man om arbejdet.

– Når det er højsæson i landbruget, arbejder de fleste der. I andre perioder får folk arbejde i byggeprojekter og andet.

Og i perioder går nogle arbejdsløse.

Marinaleda yder altså ikke en garanti for, at alle familier har en indkomst, som de kan leve af?

– Hør nu her, lyder det en kende belærende fra Gloria, der som nævnt har ansvaret for kommunens sociale forhold.

– Det afhænger jo meget af, hvordan det enkelte menneske og den enkelte familie vælger at leve.

– Men der er mange, mange, mange flere muligheder for et godt liv i Marinaleda i forhold til mulighederne i landsbyer blot 15 kilometer borte, påpeger hun.

Sociale boliger

Boliger er et af områderne under Gloria Buendias ansvar. Kommunen har gennem cirka 10 år bygget omkring 200 sociale boliger.

Ja i virkeligheden er det folk, der selv bygger deres boliger. Kommunen organiserer arbejdet, så det sker kollektivt. 10-20 familier arbejder sammen om at bygge en bolig til hver familie. Kommunen har kunnet få fordelagtige lån hos Andalusiens lokalregering til byggematerialerne. 

Boligerne bliver selvbyggerens ejendom, og vedkommende skal blot betale 15 euro om måneden i afdrag på lånet til byggematerialer.

15 euro svarer til godt 100 kroner, og det er langt under en normal husleje i Marinaleda, som typisk er på 400 euro – eller 3000 danske kroner.

– Det er en begrænset mulighed, som vi kan tilbyde cirka 20 familier om året, fortæller Gloria.

Det igangværende boligprojekt er en blok med små ungdomshybler.

Konservesfabrikken

Men tilbage til bestræbelsen på at skabe flere arbejdspladser i produktionen. Her er fødevarefabrikken en succes. Gloria Buendia tager et hæfte frem, bladrer i det og finder nogle tal. De handler om peberfrugter, der er en af de afgrøder, som landbrugskooperativet dyrker.

Kommunen har gennem cirka 10 år bygget omkring 200 sociale boliger.

70 hektar er tilsået med peberfrugter. Det giver 1,4 millioner kilo frugt. Dyrkningen og høsten kræver arbejdskraft, der aflønnes med 80 millioner pesetas (481.900 euro).

Indtil fabrikken blev bygget for over 10 år siden, solgte kooperativet blot peberfrugterne til en fabrik i en anden by. I dag forarbejdes og konserveres frugterne i Marinaleda. Det giver arbejde til mange. Ifølge de tal, Gloria Buendia har fundet frem, så blev der udbetalt 45 millioner pesetas (271.000 euro) i løn til de ansatte på fabrikken, der konserverede peberfrugter.

Og dertil kommer artiskokkerne, bønnerne, broccolien, og senest er en ny sektion føjet til fabrikken, så olivenhøsten kan omsættes til olivenolie og andre olivenproduktioner.

På vej til fabrikken kommer vi igen forbi gamle Pilars hus. Vi hilser farvel.

Pilar har siden vi skiltes tænkt på noget, som hun gerne vil fortælle.

– Jeg blev jo født i Marinaleda for mange år siden. Som ung forlod jeg landsbyen. Der var ingen fremtid her. Jeg blev gift og boede med min mand i Barcelona i 29 år. Indtil min mand døde.

I 1992 døde Pilars forældre, og hun kunne overtage deres hus i Marinaleda.

Hun vil bare lige fortælle, at der er en fantastisk forskel på det Marinaleda, som hun flyttede fra som ung og det nye Marinaleda, som hun i dag er en begejstret del af. Nu er der en fremtid her, oplever hun.