En af den danske solidaritetsorganisation Afrika Kontakts nærmeste samarbejdspartnere i Vestsahara, Sidahmed Lemjiyed, er ved en militær domstol i Rabat i Marokko blevet idømt fængsel på livstid for din deltagelse i protestlejren Gdeim Izik for to år siden.
Otte andre fik også livstid. Sidahmed Lemjiyed er organisator i Saharawi Committee for the Protection of Natural Resources, der arbejder for at beskytte landets naturressourcer mod at blive stjålet.
Dette var den første gang at Marokkos nye forfatning skulle stå sin prøve.
Vestsahara er et land syd for Marokko, der blev besat i 1975 af marokanske styrker, mens hundretusinder af flygtninge dengang søgte tilslugt i nabolandet Algeriet.
Dommene mod i alt 23 saharwier kom søndag efter mere end to års venten, hvor de har været varetægtsfængslet.
Lejren
De 23 blev anholdt ved protestlejren i Gdeim Izik i 2010, der blev ryddet meget brutalt. De 23 er angiveligt blevet tortureret. De anklagede afgav forklaring under retssagen, hvor de blandt andet blankt afviste anklagerne imod dem om vold imod politiet og andre kriminelle handlinger, og de insisterede på, at retssagen imod dem var politisk motiveret.
Ud over de ni livstidsdomme er fire idømt 30 års fængsel, syv er idømt 25 år, tre er idømt 20 år og resten to års fængsel. Retssagen er blevet fordømt af blandt andet Amnesty International og Human Rights Watch.
Protest
Den danske organisation Afrika Kontakt giver udtryk for sin kraftige fordømmelse af dommene.
- Denne retssag er umoralsk og imod folkeretten, og vi opfordrer indtrængende den marokkanske regering til omgående at løslade de 23 saharawiske aktivister, kendt som Gdeim Izik-gruppen. Formålet med denne retssag er at slå hårdt ned på de saharawi-stemmer i de besatte områder, der kæmper for sociale, økonomiske og politiske rettigheder, herunder respekt for deres selvbestemmelse, siger Tobias Clausen fra Afrika Kontakts Vestsaharagruppe.
- Dette var den første gang at Marokkos nye forfatning skulle stå sin prøve - og den viste sig at være en tom skal, der ikke respekterer de mest fundamentale menneskerettigheder, siger Tobias Clausen og tilføjer, at det er skræmmende, at Marokko netop nu er ved at forhandle en nye lukrativ fiskeriaftale i land med EU.
Ny retssag!
Ann Harrison, vicedirektør for Mellemøsten og Nordafrika i menneskerettighedsgruppen Amnesty International, mener at de marokkanske myndigheder har ignoreret opfordringer til at stille de tiltalte for en uafhængig og upartisk civil domstol.
- I stedet har man valgt en militær domstol, hvor civile aldrig kan få en retfærdig rettergang, siger hun.
Willy Meyer er en af medlemmer af EU-parlamentet, der var international observatør i sagen ved den militære domstol i Rabat.
- Marokko skal løslade de 23 anklagede, og Marokko skal uden tøven gennemføre den folkeafstemning om Vestsaharas tilhørsforhold, som FN har krævet i årtier, siger han.
Der har været demonstrationer foran retsbygningen i Rabat, men aktivister er blevet mødt med vold af marokkansk politi. Ngo'er fra hele verden, herunder Afrika Kontakt, har i ugen op til retssagen demonstreret foran Marokkos ambassader i deres respektive lande.
Danmark gør intet
I Danmark har udenrigsminister Villy Søvndal i et brev til Afrika Kontakt tidligere udtalt, at han "grundlæggende er enig i, at situationen i Vestsahara ikke er god", og at han beklager Marokkos "unødige magtanvendelse og overgreb" imod Vestsahara oprindelige befolkning.
Men samtidig siger han "Danmark kan ikke gribe ind i en retsproces i et suverænt land, men synspunktet om fangers rettigheder kan fremføres under Danmarks og EU's menneskerettighedsdialog med Marokko. Det blev senest nævnt i forbindelse med den forstærkede politiske dialog mellem EU og Marokko den 16. januar 2013".
Den danske ambassade i Marokko var ikke til stede under retssagen i Rabat, selvom de blev opfordret til dette af Afrika Kontakt. Der var mere en 50 internationale observatør til stede, herunder fra USA's og Storbritanniens ambassader.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278