Forhåbninger om, at coronapandemien kunne kaste en sidegevinst af sig på klimaområdet, forsvandt op i luften så at sige med oplysningen om, at maj måned i år blev den varmeste, som nogensinde er målt.

Videnskabsfolk fra EU's Copernicus-program for overvågning af Jordens tilstand oplyser, at den globale gennemsnitstemperatur i maj lå hele 0,63 grader over normalgennemsnittet de seneste 40 år (fra 1981 til 2020).

Den tidligere rekord var fra 2016.

I dele af Sibirien er der målt den højeste temperatur-stigning – op til 10 grader over normalen. Alaska, de sydlige Andesbjerge og Sydpolen oplever de næsthøjeste stigninger.

Og det er ikke bare maj måned, der stikker ud. Videnskabsfolkene ved Copernicus tilføjer, at de seneste 12 måneder var 0,7 grader varmere end det tilsvarende gennemsnit over 40 år.

– Sidste måned blev den varmeste maj, der er mål i verden, og det er ubetinget alarmerende, siger Copernicus-forsker Freja Vamborg til nyhedsstationen CNBC.

Den højere gennemsnitstemperatur er meget ulige fordelt over kloden. I dele af Sibirien er der målt den højeste temperaturstigning. Den er op til 10 grader over normalen. Alaska, de sydlige Andesbjerge og Sydpolen oplever de næsthøjeste stigninger. Men også tætbefolkede områder i Sydamerika, Afrika og Sydøstasien bliver varmere og varmere, fremgår det af Copernicus' tal og grafiske fremstillinger. 

Mere CO2 i luften

Næsten samtidig med de nye tal fra Copernicus kom der en rapport om CO2-forureningen af atmosfæren fra NOAA, som er USA's regeringskontor for overvågning af oceanerne og atmosfæren.

Målingen viser, at Jordens atmosfære indeholder 417,1 ppm CO2. Det betyder, at der er 417 CO2-partikler for hver million af luftens øvrige partikler. De fleste videnskabsfolk er enige om, at 350 ppm er maksimum for ikke at øge drivhuseffekten og få stigende temperaturer. Grænsen på 350 blev allerede overskredet i 1990'erne, fremgår det af NOAA's nye rapport, der har overskriften "Væksten i CO2 er uformindsket".

Problemet med mange CO2-partikler i atmosfæren er, at CO2 lader sollyset passere ind mod Jorden, som bliver varmet op, men CO2 tillader ikke tilsvarende, at den ekstra varme slipper ud. Deraf betegnelsen 'drivhuseffekt'.

NOAA bygger sine tal på målinger fra Mauna Loa-observatoriet, som ligger på en nøgen vulkanø ude midt i Stillehavet. Her kan videnskaben hente de bedste målinger, der ikke er påvirket af lokale forhold, forklarer NOAA.

Det er menneskeskabt

Forskerne på Mauna Loa slår en pæl igennem enhver tanke om, at det, der sker, er 'naturlige udsving': "Den årlige vækst i atmosfærens CO2-indhold de seneste 60 år er cirka 100 gange hurtigere end tidligere tiders naturlige vækst", skriver forskerne. Og en graf viser ganske dramatiske perioder med hurtig vækst for 340.000 år siden og for perioden, da den seneste istid sluttede for mellem 11.000 og 17.000 år siden. Men dengang var stigningstakten altså 100 gange langsommere, og CO2-indholdet var under 300 ppm, når det toppede.

Den stadige vækst i atmosfærens CO2-indhold varsler ilde for fremtidens forsøg på at holde den globale temperaturstigning under 2 grader – helst under 1,5, som det er besluttet med Parisaftalen.

Coronanedlukning løser ikke noget

Der er rapporter om, at nedlukning af produktion og transport under coronapandemien har formindsket den globale udledning af CO2 med 17 procent i april. Men seniorforsker Pieter Tans ved NOAA påpeger, at det ikke rækker:

– Reduktionen i udledningerne er ikke synlige i målinger af CO2-indholdet. Vi fortsætter med at udsætte vores planet for mere global opvarmning, højere vandstand i havene og ekstreme vejrforhold hvert år – og det vil vare i århundreder eller længere, siger han ifølge Netportalen Truth Out.

En anden forsker ved Mauna Loa forklarer, hvorfor coronatidens mindre udledning ikke knækker kurven eller løser nogen problemer.

– Folk er måske overraskede over at høre, at svaret på corona ikke har haft større betydning for CO2-niveauet. Men mætningen med CO2 er lidt ligesom affald i en overfyldt skraldespand. I takt med at vi fortsætter udledningerne, så bliver det ved med at hobe sig op, forklarer geokemiker Ralph Keeling ifølge Truth Out.

Det bliver ikke corona, som løser klimaproblemerne, konkluderer forskerne ude fra øen i Stillehavet.

– Det, der betyder noget, er den retning, vi tager, når vi er kommet ud af den nuværende situation, siger Keeling.