Hvad er det egentlig for et land, som 40 danske soldater i et Hercules-fly er taget til for at bistå Frankrig i militæraktioner?

Umiddelbart får den danske offentlighed indtryk af, at Mali er et land med farlige terrorister, glohed ørkensand, sharialov, kaos og en befolkning, der byder Frankrigs, Danmarks, Tysklands, Storbritanniens og andre vestlige soldater velkommen.

Sandheden er anderledes og i hvert fald langt mere nuanceret – alt efter med hvilke briller konflikten ses fra.

Koloni

Det understreges af et besøg på det progressive opslagsværk, ”La Guía del Tercer Mundo” - Den tredje Verdens Guide.

Her kan man læse, at imperiet Mali engang var et af de store kulturelle og handelsmæssige centre i Afrika. Men det blev besat af Frankrig i 1850 indgik i  koloniriget Fransk Sudán, senere fransk Centralafrika.

Farlige terrorister, glohed ørkensand, sharialov og kaos. Nej, Mali er meget andet.

Økonomien var traditionelt orienteret mod Middelhavet, men blev nu orienteret mod Atlanterhavet, hvor Dakar i Senegal blev omdannet til koloniens handelscentrum. Det medførte, at de traditionelle handelsruter gennem Sahara gik i forfald.

Som følge af den franske kolonialismes strategiske nederlag i Dien Bien Phu i Vietnam og revolutionen i Algeriet begyndte Paris i 1950'erne at give gradvise indrømmelser til kolonilandene, der i sidste ende ledte frem til Malis uafhængighed i 1960 og valget af Modibo Keita til præsident.

Keita var uddannet i Frankrig og inspireret af de franske socialdemokrater i Socialistpartiet. Men Malis præsident indskrænkede sig i modsætning til sine nærmeste kolleger i Vestafrika ikke til at acceptere neokolonialismen under en fernis af "negritude" - der er betegnelsen for nye sorte ledere i spidsen for stadig afhængige stater. Han igangsatte en forandringsproces og økonomisk udvikling inspireret af "den afrikanske socialisme" og nærmede sig de positioner, som Sekou Touré i Guinea og Kwame N'Krumah i Ghana stod for.

De vigtigste økonomiske aktiviteter blev nationaliseret. Hvor før fire procent af alle unge kom i skole, steg antallet til 20 procent. Keitas kamp for samling af kontinentet, for alliancefrihed og for en uafhængig udenrigspolitik skabte respekt blandt progressive bevægelser i hele Afrika.

Men et militærkup i 1968 bragte ham til fald.

Tilbage til Vesten

Kursskiftet betød mere økonomisk afhængighed af udlandet. Mali akkumulerede en omfattende udlandsgæld gennem 1970'erne.

I 1979 gennemførte regimet under præsident Moussa Traoré en stramt økonomisk program udformet af den internationale valutafond IMF.

Fra 1983 styrkede Mali båndene til Frankrig. Samtidig lagde styret afstand til Sovjetunionen, der i 1970'erne havde ydet bistand på det økonomiske og uddannelsesmæssige område.

IMF gennemførte et strukturtilpasningsprogram og begyndte at privatisere bankerne. Samtidig solgte staten flere virksomheder til private.

Den 10. april 1991 blev der gennemført et folkeligt og militært oprør mod regimet. Det bragte oberstløjtnant Amadou Tumani Touré til magten.

Der blev dannet faglige organisationer, der stillede krav om blandt andet lønstigninger og stop for privatisering af offentlige virksomheder. 

Den 26. april blev Alpha Oumar Konaré - leder af ADEMA - valgt til præsident i de første flerpartivalg siden uafhængigheden i 1960.

Støttet af de udenlandske finansinstitutioner fortsatte Konaré dog den liberalisering af økonomien, som Traoré havde startet. Præsidenten fjernede blandt andet kontrollen med priserne.

IMF godkendte udvilklingen, og udenlandske investorer begyndte at interessere sig for Mali, efter at nye forekomster af guld var blevet opdaget.

I januar 2000 blev et kupforsøg forpurret, men få dage senere besluttede præsidenten at indlemme en række officerer i regeringen.

Nyt styre

Præsidentvalget i maj 2002 blev vundet af Amadou Tumani Touré, og i 2003 anlagde Mali sammen med fire andre afrikanske lande sag mod USA for dets ulovlige statsstøtte til egne bomuldsproducenter. Mali karakteriserede sagen som et «spørgsmål om liv eller død» for det fattige lands økonomi.

Verdensbanken, IMF og den Afrikanske Udviklingsbank (ADB) vedtog i marts 2006 at eftergive 13 afrikanske landes udlandsgæld - deriblandt Malis. 

Præsident Touré blev i maj 2007 genvalgt allerede i første valgrunde med 72 procent af stemmerne.

Kina blev Malis største handelspartner.

Den 21. marts 2012 gennemførte militæret et kup mod den siddende præsident Touré, ledt af USA-uddannede lavere officerer. I december afsatte de selvsamme kupfolk premierministeren.

2013 indleder Frankrig militære aktioner mod islamister i Nordmali.