Mandag åbnede USA's udenrigsminister John Kerry op for, at Syriens præsident Bashar al-Assad kunne undgå et militært angreb ved at aflevere sine kemiske våben, inden ugen er omme.
Forslaget, om at Syrien skal aflevere sine kemiske våben til FN, kommer fra Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov, der præsenterede sit udspil i går.
Dette kan redde ansigt for USA.
Jason Ditz
- Dette er et potentielt gennembrud, lød det mandag fra USA's præsident Barack Obama på tv-kanalen NBC, der dog fortsat arbejder for samle opbakning til et angreb på Syrien.
Forslaget kommer i kølvandet på, at præsident Barack Obama ser ud til at have større og større problemer med at overbevise medlemmerne af USA's Kongres om at støtte et begrænset militært angreb uden om FN.
FN's generalsekretær Ban Ki-moon har været hurtig til at foreslå FN's Sikkerhedsråd, at FN kan stå for sikre zoner i Syrien, hvor de kemiske våben kan lagres og destrueres.
Syrien siger ja
Syriens udenrigsminister Walid al-Mouale er også positiv og har accepteret international kontrol med de kemiske våben for at undgå et militært angreb, oplyser det russiske nyhedsbureau Interfax. Det var i sidste måned Syrien selv, der fik FN's inspektionshold til landet for at undersøge kemiske angreb.
Ifølge Lavrov vil planen blive udarbejdet i samarbejde med FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, og Organisationen for Forbud Mod Kemiske Våben (OPCW), skriver det britiske dagblad The Guardian.
USA og Frankrig samt flere arabiske lande anklager Bashar al-Assad for at have brugt kemiske våben mod sin egen befolkning den 21. august i en forstad til Damaskus. Omvendt har Rusland og Iran hævdet, at det er den væbnede opposition mod Assad, der står bag for at fremkalde en stærk international reaktion og intervention.
Senest er der flere forlydender på blandt andet netportalen mintpressnews.com og iranske Press TV, om, at den væbnede opposition enten har skaffet sig kemiske våben fra erobrede regeringslagre eller har modtaget kemiske våben fra Saudi-Arabien via smuglere over Hatay-grænseovergangen til Tyrkiet.
Men den største oppositionsgruppe mod Assad, SNC, afviser forslaget og opfordrer til at angribe Syrien, skriver nyhedsbureauet AP. En krænkelse af folkeretten bør føre til en international gengældelse, der i størrelse svarer til det, som Assad har udført, mener SNC.
Dansk optimisme
Christian Juhl, Enhedslistens udenrigspolitiske ordfører, støtter forslaget om depoter for de kemiske våben i Syrien.
- Det bliver vanskeligt at kontrollere alle våbendepoterne, men vi har alt at vinde og intet at tabe med forslaget. Den syriske regering skal holdes fast på tilsagnet (...) Der er væsentlig mere perspektiv i dette forslag end en symbolsk straffebombning af Syrien, som Villy Søvndal og regeringen bakker op om, siger han.
Jason Ditz, redaktør på den USA-baserede netportal antiwar.com mener, at den aktuelle løsning er "belejlig" for Barack Obama. En udvej af et "krigsmorads"
- Virkeligheden er, at præsidentens fremstød for krig er mislykkedes. Han mistede selve argumentet for krig for flere dage siden, Dette kan være en belejlig måde at redde ansigt på, siger han.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278