En månedlang generalstrejke i Bolivias mineby Potosi er afsluttet.
Det vanskeliggjorde regeringens forsøg på at komme i dialog med de strejkende, at disse afviste at tale med præsident Evo Morales.
De strejkende minearbejdere, som havde lammet hele byen med strejker og blokader, er forhandler nu med præsident Evo Morales og landets regering. Hovedkravet fra minearbejderne og indbyggerne i Potosi er statslige investeringer for at skabe udvikling i mineområdet, der lider under faldende priser på råvarer.
Søndag blev det aftalt, at parterne skal diskutere en udviklingplan for området og nå til enighed i løbet af højest seks måneder. Ellers forbeholder minearbejderne og borgerkomiteen i Potosi (COMCIPO) sig retten til at genoptage aktionerne, beretter tv-stationen Telesur.
Regeringen byder aftalen velkommen, men flere ministre kritiserer COMCIPO og komiteens talsmand Johnny Llally for overdreven radikalisme og forsøg på kup.
Dynamit til La Paz
Mens de 300.000 indbyggere og livet i byen Potosi var ramt af generalstrejke og vejblokader, sendte COMCIPO omkring 1000 minearbejdere og andre aktivister til hovedstaden La Paz, hvor de byggede vejblokader og sprængte dynamit, som de havde taget med fra minerne, ved indenrigsministeriet og et politikontor.
Desuden vanskeliggjorde det regeringens forsøg på at komme i dialog med de strejkende, at disse afviste at tale med Evo Morales, hans vicepræsident og regeringens ministre, skriver nyhedsbureauet ABI.
– At erklære personer som præsident Evo Morales og vicepræsident Álvaro Garcia Linera samt regeringens ministre for "persona non grata" hænger ikke sammen, fordi det har forhindret og torpederet enhver form for dialog, siger Lenny Valdivia, der er minister for åbenhed og indsats mod korruption.
Under konflikten krævede COMCIPO også, at guvernøren i provinsen og borgmesteren i byen Potosi trådte tilbage.
De to blev valgt så sent som i marts måned med et solidt mandat – guvernør Juan Carlos Cejas med 62 procent af stemmerne. Regeringen afviste COMCIPO's krav og betegner det som forsøg på kup.
– Der bliver ikke tale om nogen tilbagetræden. Jeg ser sådan på det, at de (COMCIPO, red.) forsøger at lave en sammensværgelse mod og en boykot af myndighederne. Det er hverken demokratisk eller seriøst, siger minister Carlos Romero.
Folkemøde med vicepræsident
Vicepræsiden Álvaro Garciá Linera var lørdag i provinsen, hvor han talte ved et møde i en naboby til provinshovedstaden Potosi.
– Det passer ikke, når nogen siger, at vi ikke har gjort noget, og at regionen er glemt, sagde vicepræsidenten i sin tale. I indeværende år er der planlagt investeringer for 3900 millioner bolivianos i Potosi, og det er alene de offentlige investeringer, tilføjede Linera.
Han forklarede, at det er næsten otte gange så store offentlige investeringer som i år 2005 – det år, hvor Evo Morales trådte til som præsident, men hvor finansloven var lavet af den afgående, nyliberale regering under præsident Sanchez de Lozada. Dengang var der afsat 500 millioner bolivianos til investeringer i Potosi.
En boliviano svarer næsten til en dansk krone.
I finansloven er der afsat 950 millioner til investering i veje i regionen, der er afsat 700 millioner til at bygge et lithium-udvindingsanlæg og 176 millioner til at bygge 4.900 nye boliger.
Den plan, som de kommende seks måneder skal diskuteres mellem regeringen og COMCIPO omfatter ifølge medierne 26 punkter, som ikke alle er offentliggjort.
Et centralt krav er bygning af en cementfabrik og en international lufthavn ved Potosi.
Desuden handler en række krav om bedre offentlig service inden for uddannelse, sundhed samt el- og vandforsyning. Desuden er miljøbeskyttelse og beskyttelse af lokale naturområder centrale for borgerkomiteen i Potosi.
I dag er det Bolivias nationaldag, som markeres med folkelige marcher over hele landet. I Potosi har COMCIPO indkaldt til en march gennem byen under parolen "en værdig aftale med regeringen".
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278