De stridende klaner og militser i Libyen – der får støtte af flere stormagter – er så krigstrætte, at der er indledt fredsforhandlinger. Der er ligefrem tale om at afholde valg.

Hvorfor er en amerikaner leder af fredsprocessen i Libyen?
Michael Springmann, eks-diplomat

Men fraktionerne stoler ikke på hinanden, og en fredelig løsning af konflikten er yderst usikker. Desuden er en amerikaner toneangivende i fredsprocessen, hvilket tiltrækker kritik.

Diplomaten fra USA, Stephanie Williams, er udpeget til at lede ​​FN's støttemission i Libyen (UNSMIL) og spiller en mæglerrolle i fredsforhandlingerne, der startede i nabolandet Tunesien 9. november.

Fredsprocessen i Libyen er blevet døbt The Libyan Political Dialogue Forum (LPDF). Dets mål er at udpege en ny ledelse, der skal styre landet, indtil der afholdes nye valg i hele landet. Planen er, at der skal være prlamentsvalg den 24. december 2021.

Stephanie Williams fik konkret lov til at bestemme, hvem af Libyens klanledere og krigsherrer der skulle inviteres til konferencen i Tunis. Hun udpegede 49 ud af i alt 75 deltagere. 

Det faktum kritiserer den tidligere amerikanske diplomat Michael Springmann i en artikel på den canadiske netportal globalresearch.ca. Springmann påpeger, at netop amerikanerne deltog i det militære overfald på Libyen i 2011 sammen med NATO. En amerikaner kan derfor ses som partisk, mener han.

"Det var også amerikanere – Barack Obama, Hillary Clinton og NATO – der i 2011 fik Moammar Gaddafi myrdet og Libyen ødelagt", skriver Michael Springmann.

Som eks-diplomat har han været udstationeret i Tyskland, Indien og Saudi-Arabien. Han er i dag kritisk overfor USA's udenrigspolitik og er forfatter til bogen "Visas for Al Qaeda" om CIA's "beskidte arbejde" i verden.

Klaner uenige

Michael Springmann mener, at det vil blive meget svært at forlige de stridende grupper i Libyen. Begge parter i borgerkrigen er skyldige i overgreb på menneskerettigheder, magtmisbrug og korruption. Grupperne stod ellers samlet, da NATO intervenerede i 2011 og udgjorde luftvåben i kampen mod Gadaffi-styret.

Selv lederen af FN-missionens egen juridiske afdeling, Claudio Cordone, tvivler på en fredelig løsning.

– Ikke blot en, men flere krige pågår i hele landet, og væbnede enkeltpersoner styrer alt. Der er en ud af 10 chancer for, at fred vil lykkes og vil fungere, siger han til UN-Radio.

Claudio Cordone tilføjer, at Libyen i dag har nået et "højdepunkt af undertrykkelse", siden Muammar Gadaffi blev væltet i 2011.

– Begge sider er sammensat af en række militser, der ikke på nogen måde tolererer nogen uenighed eller kritik i de områder, de kontrollerer, siger Claudio Cordone.

Udlandet blander sig

De to største stridende politiske grupper i dagens Libyen er den FN-støttede regering, der kontrollerer området omkring hovedstaden Tripoli, og dens modpart, Libyan National Army (LNA), der kontrollerer hovedparten af landet.

Den FN-anerkendte regering er ledt af Fayez al-Sarraj. Dén får støtte fra Tyrkiet i form af våben og 10.000 lejesoldater, der for en stor del er kommet fra krigen i Syrien, fremgår det af den tyrkiske nyhedstjeneste ahvalnews.com.

Støtte fra Egypten

På den anden side af konflikten står LNA, anført af general Khalifa Haftar. Denne part får militær støtte af Egypten, Forenede Arabiske Emirater, Saudi-Arabien, Israel, Frankrig, Grækenland og Rusland. 

Egypten mener imidlertid, at den FN-anerkendte regering er et værktøj i hænderne på det Muslimske Broderskab og derfor er en trussel mod Egypten.

Hvilken rolle, USA spiller i konflikten, er dunkel. USA deltog i NATO's bombekrig i 2011, hvor også Danmark deltog. Og Khalifa Hafter har levet i eksil i USA i årevis og er uddannet af USA's udenlandske efterretningstjeneste CIA i dets hovedkvarter i Langley, Virginia. Haftar fik statsborgerskab i USA i 1980'erne og 1990'erne, skrev Arbejderen i april sidste år og tilføjede, at han bliver kaldt "CIA's mand i Libyen".

>> LÆS OGSÅ: USA's mand i Libyen

Olieaftale i Libyen

Det er konkret Libyens olieressourcer, der har fået parterne til forhandlingsbordet, mener Michael Springmann.

Libyen råder over de største kendte oliereserver på det afrikanske kontinent på anslået 43,1 milliarder tønder olie og mindst 1,3 billioner kubikmeter gas.

Den franske oliegigant Total håber at få ret til at fortsætte olieboringerne i Waha-feltet i Sirte-bassinet, skriver nyhedsbureauet AFP.

Omvendt kæmper det italienske olieselskab ENI for borerettigheder i Libyen, skriver det italienske onlinemagasin Italics Magazine.

Efter at den første våbenhvile blev indgået i august, underskrev de største libyske krigsherrer en olieaftale i oktober. Herefter begyndte penge at strømme ud i den libyske økonomi, fordelt ligeligt til regioner og stammer.

Denne ordning styrkede især den FN-støttede regerings vicepremierminister, Ahmed Maiteeq, der forhandlede aftalen på plads sammen med general Khalifa Haftar fra LNA, vurderer Michael Springmann.

Det er i den forbindelse usikkert, om det er borgerkrigens parter selv, der ønsker fred. Noget tyder på, at olieselskaberne har hvisket de libyske krigsherrer i ørerne, at konflikten er "dårlig for forretningen", skriver Springmann.

Artiklen kan downloades og printes i PDF her