14 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

100 dage foran Berlin

Militærhistorie om Anden Verdenskrig

100 dage foran Berlin

Imponerende researchet bog af Ove C. Kronborg fortæller, at der ikke var ét men to store slag om Berlin, før nazisterne kapitulerede.

Forfatteren, Ove C Kronborg, er tidligere politiinspektør og har siden 2003 forsket i militærhistorie.
FOTO: Brian Kronborg
1 af 1

"Da krigen kom tilbage", om kampene i og ved Berlin i 1945, er et pragtværk af forfatteren, Ove C Kronborg. Han er tidligere politiinspektør og har læst historie ved både danske og udenlandske universiteter, hvad hans fremragende research tydeligt illustrerer. Siden 2003 har han forsket i militærhistorie.

O.C. Kronborg fortæller sobert om brutaliteten, og sætter den ind i en forklarende sammenhæng.

Når det skrives "slagene" og ikke som ofte "slaget" skyldes det, at Slaget om Berlin ikke kun drejer sig om et, men to slag. Langt det største og mest afgørende slag fandt ikke sted inde i byen men mellem floden Oder ved Berlin og Elben.

Der led Hitlers Værnemagt og SS et knusende nederlag til den Røde Hær i det største og blodigste slag under Anden Verdenskrigs kampe i Tyskland. Et nederlag, der resulterede i delingen af Tyskland i to stater. Det socialistiske DDR og det kapitalistiske Vesttyskland.

Bogen er en veldokumenteret og dokumentarisk beretning om begivenhederne uden for den tyske hovedstad i løbet af krigens sidste 100 dage, hvor langt flere soldater deltog i kampene end indenfor i selve hovedstaden.

Nazismen tabte forinden 

Bogen følger Hitlers og generalernes dispositioner, de knapt nok voksne unge mænd og de gamle mænd, der blev indkaldt og efter kort tids træning kastet ind i slaget. Også de civile beboere blev hårdt ramt af krigens følger.

Da Den Røde Hær angriber har nazismen reelt tabt, men Hitler mener, at "det tyske folk fortjener ikke andet end en forsmædelig undergang, når det er så fejt og svagt". I perioden april-maj 1945 faldt 70 % af alle de bomber, der under hele krigen blev nedkastet over Tyskland.

Undergangen var til at mærke. Den sovjetiske indtagelse af byen kostede alene i april 1945 flere civile liv end de cirka 49.000, der omkom i Berlin under fem års allieret bombning! Tyskerne mistede under slagene, kaldet Operaton Bagration, omkring 300.000 soldater, og den Røde Hær 60.000 soldater. I alt kastede Sovjetunionen to millioner mand ind i kampene.

Den sovjestiske vinkel underprioriteret

Bogen er på alle måder fremragende og imponerende researchet og vil blive slugt af interesserede i Anden Verdenskrig og i militærhistorie. Undertegnede savner dog mere fra den sovjetiske vinkel. Det er også slående, at ud af 40 interviewede personer, er der kun én russer, to polakker og to østrigere, mens resten er tyskere.

Roses skal dog interviewene og de nedskrevne dokumenter, det er lykkedes forfatteren at fremdrage. Roses skal også, at Kronborg sobert fortæller om brutaliteten, og sætter den ind i en forklarende sammenhæng.

Blandt de mange bøger om Berlins fald, hævder denne bog sig på imponerende vis.

01. aug. 2016 - 13:17   09. aug. 2016 - 08:57

Bøger

Bjarne Nielsen
Anmelder
5

Da krigen kom tilbage – 100 dage foran Berlin 1945

Af Ove C Kronborg

560 sider. Illustreret. 399 kroner

Forlaget Als