17 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Afsked med en ukendt sjæl

Afsked med en ukendt sjæl

Skuespillerskolen Ophelias afgangsforestilling 2014 er en syret afsked med en far, som ingen rigtig kendte.

FOTO: Thomas Findval Sølvskov - Silverwood Photo.
1 af 1

John er død. Det ligger fast, for den slags er svært at komme uden om. Så bedemanden, assistenten og husmusikeren forbereder sig på en munter eftermiddag i kapellet, når otte efterladte skal tage den sidste afsked.

Det lyder banalt, men Johns bisættelse er ingen almindelg dag på kontoret. Afdøde var langt fra nogen retlinet og enkel mand, snarere en uansvarlig sjuft, sig selv nærmest, flygtig som vinden og det liv, han levede for sin egen skyld. Men hvad efterlod han sig? Hvad var hans moralske arv?

"Død & Pine: #Johnerdød" er afgangsstykke 2014 på Skuespillerskolen Ophelia i København. Den har siden 2009 vokset sig stadig mere markant som et uddannelsessted, der underviser teatertosser efter en slags repetitionsteknik, udviklet af pædagogen Sanford Meisner (1905-97). Han definerede skuespil som "at leve sandfærdigt under opdigtede omstændigheder", og blandt de mest kendte elever er Sandra BullockRobert DuvallDiane Keaton og Susan Sarandon.

Deres niveau når de 11 afgangselever ikke, men mindre kan også gøre det. Styrken og svagheden ved den slags forestillinger er, at alle skal have tid og plads til at brillere, og det får man ikke altid fantastisk skuespil ud af.

Men sjovt er det. Scenen flyder over med frustrationer over møgsvinet John. Der synges og danses, gøgles og grædes, så det er en fryd. Alt  i alt lykkes det den garvede instruktør Lars Knutzon at holde sammen på løjerne og få præsenteret fremtidens scenekunstnere med respekt for deres talenter. God vind!

17. jun. 2014 - 13:38   01. jul. 2014 - 13:33

Teater

Gert Poder
Anmelder
4

Død & Pine #Johnerdød. Afgangsforestilling for 3. trin på Skuespillerskolen Ophelia, København. Instruktion: Lars Knutzon. Scenograf: Hjalte Hermind. Lys & lyd: Martin Pagter. Korledelse: Simon Jansfort.