26 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Allan Olsen debuterer som forfatter

Sangskriver går nye veje

Allan Olsen debuterer som forfatter

"Tilfældigt strejfet" er sangskriverens første del af en fortælling om opvækst, skoletid og ungdomsmiljøet i Frederikshavn. Næste del er om rejsen i det musikalske.

Sangskriveren Allan Olsen, der er aktuel med sin første bog, er opvokset i Frederikshavn.
FOTO: Morten Rygaard
1 af 1

Sangeren og sangskriveren Allan Olsen, der er født i 1956, har gennem 40 år givet et væld af koncerter landet over. Desuden har han hele 19 pladeudgivelser bag sig, hvoraf hele seks har vundet Danish Music Awards.

Mellem nedarvet integritet og ungdomsoprør i randområderne. 

Allan Olsen har aldrig tidligere udtrykt sig igennem prosa. Det gør han nu med det yderst vellykkede erindringsbind Tilfældigt strejfet, som er erindringer fortalt til journalisten Dan Philipsen, men derefter nedskrevet af Olsen selv.

Tilfældigt strejfet handler om et stof, som hjælper små væsener, indtil de kan selv. "Mens de sover, drysser det ned og lægger sig på deres øjne, skind og ører", et stof af "sjov, ballade og nye tossestreger – nye, fordi det er de kunster, verden aldrig før har set eller hørt magen til".

Et stof, der uafbrudt skifter former.

Bogen er en historie om at ville beholde sit stof – og om nogle af dem, der gav sig til at blande stoffet selv for at finde en vej, som kridt og linealer ikke kunne slette.

Allan Olsen sender læseren ud på en halsbrækkende rejse gennem småkår blandt husmænd, hovmod blandt vovehalse, slagsmål, tøsejagt og skidtsparkere. Vi bliver vidner til en barsk skoletid, og ungdomsmiljøet i Frederikshavn, som heller ikke var for sarte sjæle.

Men bogen er især en personlig sort/hvid fortælling om at være strejfet og fanget mellem nedarvet integritet og ungdomsoprør i randområderne. Tilfældigt strejfet som primært omhandler Allan Olsens ungdom og opvækst, er første del af hans erindringer. Næste bind, som undertegnede allerede glæder sig til, skulle omhandle hans rejse i det musikalske landskab.

Tilfældigt strejfet er en klog og indsigtsfuld bog fuld af Allan Olsens humor. Man mærker tydeligt at han er opvokset i en fortællerkultur. På utroligt mange områder minder han om vennen Niels Hausgaard.

Det er fortællekunst, når det er allerbedst.

25. dec. 2015 - 12:20   07. jan. 2016 - 13:29

Bøger

Bjarne Nielsen
Anmelder
6

Tilfældigt strejfet. Allan Olsen.

Politikens Forlag.

280 sider, 300 kroner.