Et af det århusianske forlag Antipyrines mange forskellige aktiviteter er tidsskriftet Monsieur Antipyrine, hvis redaktionelle selvopfattelse er udtrykt således:

Monsieur Antipyrine er et tidsskrift, der allerede er ude af sync med fortid, fremtid, nutid, samtid, sommertid og vintertid og befinder sig godt dér, mellem årstiderne og Statstiderne. De voldsomme følelser og de intense udsving, den store uret og den pinefulde uretfærdighed, intet er andet end en leg.

De usyncede legedrenge er kunsthistoriker og politisk teoretiker Mikkel Bolt, forfatter og billedkunstner Claus Handberg Christensen, billedkunstner Jørgen Michaelsen og digter Mikkel Thykier. De spiller sammen med forlagets redaktør og daglige leder Mathias Kokholm det ene øjeblik hardcore salonfilosoffer, det næste øjeblik seriøse kunstnere. 

Efter 20 siders indledende syre og fire digte af Claus Handberg kan man således under overskriften "Undertrykkelse og frihed" læse en række politiske fragmenter fra 1933 – 1938 af den franske filosof og aktivist Simone Weil. De indledes:

Hvad er der tilbage af Marx 50 år efter hans død? Hans lære kan ikke tilintetgøres. Enhver kan søge i hans værker og tiilegne sig den ved at tænke den igen.

Senere skriver Alexander Trocchi** under overskriften "Et revolutionært forslag: Én million sinds usynlige opstand" om det politiske oprørs indbyggede mangel på popularitet hos masserne. Hans pointe er, at kunst og viden er blevet kvalt af underholdningsindustrien. Det har skabt en impotent mangel på evne til at skabe sammenhæng mellem kunst og liv. Hans svar er, at det virkelige og det konstruerede skal mødes på en fælles platform, sådan som det skete på det hedengangne, eksperimentelle amerikanske universitet i Black Mountain, North Carolina.

Antipyrine synes at hente både politisk og kunstnerisk næring fra fra "-ismen der endte alle -ismer", Guy Deborde og Asger Jorns "Situationistisk Internationale". Sidstnævnte fortsatte efter bruddet "Skandinavisk Institut for Sammenlignende Vandalisme", som han sammen med sin forfatterbror Jørgen Nash og åndsfællen Jens Jørgen Thorsen udfoldede i det skånske kunstnerkollektiv Drakabygget.

Blandt både situationisterne og antipyristernes grundtanker fremstår ønsket om at forene klassekampens politiske avantgarde med kulturkampens kunstneriske avantgarde. Det har været forsøgt før, men resultatet har været magert, ikke mindst på grund af de politiske spydspidsers åbenlyse foragt for borgerlige kunstnere, der vil revolutionere verden.

Hvis Antipyrine både kan overvinde denne hindring og tage sin legelyst alvorlig, vil chancen til atter at få socialismen på dagsorden formentlig stige væsentligt.