24 Aug 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Artistisk eventyr i Tivoli

Teateranmeldelse:

Artistisk eventyr i Tivoli

Break-dance, Electric Boogie, Cyr-hjul og groteske figurer på stylter blander sig med ballet og seks H.C. Andersen-eventyr i en artistisk hyldest til en stor kunstner.

FOTO: Henrik Sørensen
1 af 1

Vi skal passe på hele Danmarks Andersen, eventyrdigteren H.C. Vi er så vant til ham, at vi glemmer, at vi ikke bare er vokset op med ham, men også ud af ham. Alligevel griner vi af turisterne og deres kameraer, når de flipper ud over statuen af den lille havfrue. Men Andersen ér unik og oversat til omkring 159 forskellige skriftsprog. Sammenlign det med Harry Potter-seriens 70 sprog.

Et af de steder, hvor det virkelig sner i dansk scenekunst på internationalt niveau, er hos teaterinstruktør Steen Koerner og hans kunstnergruppe Big City Brains med Philip Johnsen og Peter Skensved. De har en særlig fornemmelse for magi, eventyr og hjertet-i-halsen oplevelser, som de viste 2012 i dramatiseringen af Flemming Quist Møllers udødelige børnefortælling "Cykelmyggen Egon*.

Steen Koerner er Electric Boogie-pionér og hans Big City Brains har et umanerligt godt øje til nye kunstformer og tidens trends, samt ikke mindst en fabelagtig evne til at spotte unge talenter, der kan virkeliggøre selv de vildeste visioner. Det er benhårdt arbejde at smede dette virvar af dans, musik, sang, nycirkus, film, akrobatik, scenografi, lys, lyd, kostymer og instruktion sammen til handlinger, der får publikum til at tabe vejret og gør små, urolige børn blandt publikum helt, helt musestille af ren og skær forbløffelse.

Nordisk Film Live har vovet pelsen med "H.C. Andersen - et magisk eventyrshow for hele familien" i Tivoli Koncertsal, og lad det være sagt med det samme: Det er en både magisk, eventyrlig og familievenlig oplevelse. Seks af mesterens berømteste eventyr bliver kædet sammen af Nikolaj Lie Kaas som virtuel fortæller. Det hele formidles af Jesper Mechlenburgs fænomenalt gennemsigtige musik og Kristian Leths sangtekster, fremført af P3-prisvinder Coco fra Quadron og Søren Huus. Det eventyrlige understreges genialt af Astrid Lynge Ottesens rislende fantastiske kostumer.

Både de 15 verdensklasse ny-cirkusartister, ballerinaer og city dancers fra ind- og udland og ikke mindst holdet bag forestillingen minder os om, at ham der Andersen både er der og er en uudtømmelig inspirationskilde til at sætte gang i gaden.

14. sep. 2013 - 09:41   14. sep. 2013 - 09:45

Scene

Gert Poder
Anmelder
5

H.C. Andersen - et magisk eventyrshow for hele familien. Instruktion og koreografi: Steen Koerner for Big city Brains. Scenografi: Din Mor. Sang: Coco & Søren Huus. Musik: Jesper Mechlenburg. Virtuel fortæller: Nikolaj Lie Kaas. Tivoli Koncertsal. Til 27. oktober.