Det siges, at krigens første offer er sandheden, men det største offer i alle krige gennem menneskehedens historie, er uden tvivl børnene.

De lærer sig at modstå smerte og tortur udøvet af voksne.

De er gennemgående forsvarsløse overfor det, de voksne foretager sig, og er et nemt offer for blodtørstige sadister.

"Det store Stilehæfte" viser på alle planer, hvordan børn under en krig både bliver hurtigt voksne og kyniske. De lærer sig at modstå smerte og tortur udøvet af voksne.

Hen imod slutningen af 2.verdenskrig er befolkningen i mange større byer tvunget i knæ af de jævnlige luftbombardementer og manglen på mad, hvilket betyder, at folk dør af sult i hobetal.

I desperation efterlader en ung mor sine to 13-årige tvillingedrenge, spillet af László Gyémánt og András Gyémánt, hos bedstemoderen, der bor alene ude på landet.

Faderens er ved fronten, og hans skæbne er uvis.

Bedstemoderen er ikke et rart bekendtskab: Hun er både alkoholiseret, ondskabsfuld og hadefuld. I landsbyen kaldes hun for "Heksen", fordi hun angiveligt har forgiftet sin mand for år tilbage.

De to drenge er som én: De tænker ens og de agerer ens. Samtidig fører de en krigsdagbog over alt det, de oplever: Det store stilehæfte. Når de nedfælder begivenhederne, overholder de deres aftale: Prosaen skal være helt fri for følelser; den skal være nøjagtig og objektiv.

Barske sager. Instruktøren Janos Szasz har lavet en stærk, men også på mange måder en rørende film over den ungarnskfødte, schweiziske forfatter Agota Kristofs første tredjedel af romantriologien "Le Grand Cahier" (Det Store Stilehæfte), som udkom på fransk i 1986, og som blev efterfulgt af "Beviset" og "Den tredje løgn".

Det er så afgjort en antikrigsfilm. En fortælling om, hvad krig gør ved børn, og den beskriver intenst og ubønhørligt den elendighed, som befolkningen i Østeuropa måtte lide under.

"Det Store Stilehæfte" er en film, som bør ses af alle krigsmodstandere, men det er så sandelig ikke en film, man går fra i ophøjet stemning.