Det Afghanistan, vi bliver præsenteret for af medierne, er noget underligt roderi bestående af krig, vold og skrækindjagende bandetyper. Men der findes jo også en anden side af det, nemlig den civile befolkning, der fanget i krigen forsøger at føre en normal tilværelse.

Det er den side, instruktøren Shahrbanoo Sadat viser os i sine film, først med "Wolf and Sheep" (2017) og nu med "Mit børnehjem i Kabul".

Det helt store eventyr bliver, da de bliver inviteret på et ophold i en sovjetisk pionerlejr.

Den førstnævnte er en spillefilm, men virker næsten dokumentarisk i beskrivelsen af det stillestående landsbyliv, hvor drenge og piger vogter får, slås, pjatter og bringer forældrenes sladder til torvs.

Prisen på et smadret øje

Skolegang er der ikke noget, der hedder derude på landet. Drengene øver sig i at kaste sten med slynger for på den måde holde ulvene væk, og da det resulterer i, at en dreng en dag får skudt øjet ud, er reaktionen noget anderledes, end den ville have været hos os, hvor sådan noget ville være foregået under tåbelig leg, mens det her nærmest er en arbejdsulykke.

Ofret får en lussing, og derefter går mændene i gang med at diskutere, hvor mange geder det bør koste synderen at have gjort kammeraten halvblind. Det er en fremmedartet kultur, hvor myter og overtro stadig lever, vi stifter bekendtskab med.

Fra sortbørs til sovjetisk børnehjem

"Mit børnehjem i Kabul" foregår, som titlen angiver, i Kabul og i slutningen af 1980'erne, hvor russerne er i landet efter anmodning fra den afghanske regering. Den bygger på Anwar Hashimis' erindringer om hans otte år på et børnehjem, men er kogt ned til et meget kortere tidsrum.

Den 15-årige Qodrat er et gadebarn, der lever af at sælge sortbørsbilletter til Bollywood-film, som alle afghanere elsker at se, men en dag bliver han anholdt af politiet og anbragt på et sovjetisk børnehjem.

Her begynder en helt ny tilværelse med leg, skoleundervisning og regelmæssighed, men ikke uden torne, for drengene er jo en samling rødder, der hidtil har gået i livets hårde skole og bærer præg af det.

Tryghed og livsglæde

Det helt store eventyr bliver, da de bliver inviteret på et ophold i en sovjetisk pionerlejr og endog kommer på besøg i Leninmausoleet i Moskva.

De oplever et kammeratskab og en tryghed og livsglæde, som de ikke har kendt til før, og for nogle betyder det en positiv udvikling.

Qodrat er et gadebarn, der lever af at sælge sortbørsbilletter til Bollywood-film, som alle afghanere elsker at se.

Qodrat er en drømmer, og han skaber tit virkeligheden om til en film i Bollywood-stil inde i sit hoved, og det gør han også den dag i 1992, hvor oprørere invaderer børnehjemmet. Sådan har instruktøren valgt at forskåne os for virkeligheden.

Det Danske Filminstitut

Også denne film virker dokumentarisk, fordi drengene er så ægte, men det er Sadats egen konstruerede fortælling efter Hashimis' erindringer. Den er optaget i Tadsjikistan med amatørskuespillere fra Afghanistan og med støtte fra blandt andet Det Danske Filminstitut.

På grund af covid-19-restriktionerne kan filmen ikke ses i biograferne, men den kan hentes online på Grand Hjemmebio og Blockbuster. Du kan klikke ind via faktaboksen.