Den 25. august var det 70 år siden Paris, byernes by, blev befriet. Det har den kendte historiker Anthony Beevor, der er kendt for bøger om ’Stalingrad’, ’Berlin’, ’D-dag’ og ’Den spanske borgerkrig’, sammen med sin hustru Artemis Cooper benyttet som anledningen til at markere med en bog, der skildrer omvæltningerne i byen efter befrielsen.

Bogen har meget spændene stof om det franske kommunistparti, PCF, dets leder Maurice Thorez, dets rolle i frihedskampen og dets folkefrontspolitik. 

Coopers bedstefar var britisk ambassadør i Paris efter befrielsen frem til 1947.

Bogen er opdelt i en introduktion til krigsoptakten, freden og tiden efter og har tre hovedpersoner: General de Gaulle, Det franske kommunistparti PCF og byens kulturelle elite.

Da modstandshelten, den reaktionære og nationalistiske general de Gaulle den 26. august bevægede sig fra Triumfbuen til Notre Dame med kommunisterne fra PCF lige bag sig, var halvdelen af byen på benene for at tiljuble dem, og trikoloren vejede.

Politisk lå byen i ruiner, det sorte marked tjente styrtende på den sultende befolkning, og mange opgør blev ordnet på stedet i fuld offentlighed. På dette tidspunkt var byen svaret på 1930’ernes Chicago. En gangster og selvtægts by, hvor pøblen havde frit spil og hvor moral, på mange punkter, var ude af kontrol.

Anti-kommunistisk tilgang

Nazisternes brutalitet, de mange franskmænds leflen for nazismen, flovheden over at Frankrig havde ’lagt sig ned’ og befriernes arrogance bidrog til ’det tavse flertals’ ageren. Man havde brug for, at sejren var fransk og ikke ’allieret’. Frankrig var blevet befriet af Frankrig. 

I disse år blev grundlaget for modstanden mod ’amerikaniseringen’, politisk og kulturelt, grundlagt, mener forfatterne. Mod englænderne havde den eksisteret før krigen.

Bogen har meget spændene stof om det franske kommunistparti, PCF, dets leder Maurice Thorez, dets rolle i frihedskampen og dets folkefrontspolitik. Ikke alt er lige godt og med en lidt for unuanceret tilgang hældende til det anti-kommunistiske.

Beevor mener eksempelvis, at PCF ville overtage magten, at Stalin forhindrede det, og har ingen forståelse for folkefrontspolitikken eller den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt, ligesom han ikke, som PCF, mener, at partiet mistede 76.000 medlemmer i befrielseskampen.

Voldsomme modsætninger

Bogen er som alle Beevors bøger velskrevet. Den er en social, politisk og kulturelt fortalt historie om en ekstraordinær tid, en epoke fyldt med voldsomme modsætninger og intellektuel forandring.

Læseren guides gennem gader og stræder, på cafeer, restauranter og natklubber, modehuse, saloner og malernes atelierer. Vi møder Hemingway, eksistentialisterne Sartre og Simone de Beauvoir, forfatterne Camus, Gabriel Garcia Márquez, Samuel Beckett og Picasso, der meldte sig ind i PCF.

Undertegnede finder det spændende, at forfatterne drager konklusionerne, at den franske anti-amerikanisme, PCF’s højreskred og den kolde krig starter i Paris' befrielsesrus. Minusser er forfatternes hang til franske udtryk og et lidt for unuanceret syn på PCF.

Bogen udkom oprindelig i forbindelse med 50 året for befrielsen, fik ti år senere en opdatering, og det er denne der nu er oversat.