Begik Højesteret statskup? Det er titlen på en pamflet skrevet af professor dr. med. Bent Sørensen.

Bent Sørensen er ikke en hr. Hvemsomhelst. Han har sammen med Inge Genefke været førende i arbejdet mod tortur i Rehabiliteringscentret for torturofre (RTC) og dets internationale søsterorganisation IRTC, og han har repræsenteret Danmark i FN-organisationen Committee against Torture. 

Han var en af de mange, der blev oprigtig indigneret over, at Folketinget 21. marts 2003 imod international ret og imod Danmarks Grundlov sendte Danmark i krig mod Irak.

Sammen med andre dannede han Grundlovskomiteen 2003 vedr. Irakkrigen, der i 2005 anlagde sag mod den danske statsminister (og dermed den danske stat) for krænkelse af Grundlovens § 19.2.

Denne sag er blevet afvist både i Landsretten og i Højesteret med den begrundelse, at appellanterne (de der havde anlagt sagen) ikke havde søgsmålskompetence. Det er dette forhold, og alt det der førte frem til denne bemærkelsesværdige og besynderlige afgørelse, der har fået Bent Sørensen til at skrive sin pamflet.

Grundlovens § 19

Han gennemgår Grundlovens § 19.2 der lyder: ”Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden Folketingets samtykke anvende militær magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges Folketinget. Er Folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt indkaldes til møde.”

Man skal være opmærksom på at ”kongen” i Grundlovens sprog betyder regeringen.

Hvad denne paragraf betød, var der igen tvivl om, da man behandlede Grundloven i 1953. Der blev helt klart sagt: ”Militære magtmidler kan kun anvendes som forsvar mod angreb eller som sanktioner i overensstemmelse med de Forenede Nationers pagt”. Dette var der fuld tilslutning til i Folketinget, og efter vedtagelsen af Grundloven var det den tolkning af paragraffen, som alle jurister stod inde for.

Derfor kom der denne kommentar i den meget autoritative Karnovs Lovsamling: ”Efter at Danmark gennem internationale aftaler har afstået fra krig som middel for sin udenrigspolitik, kan anvendelse af militære magtmidler mod andre stater kun forekomme som forsvar mod angreb eller som deltagelse i sanktioner i overensstemmelse med FN-pagten.”

Dermed burde sagen jo have været klar. Danmark var ikke blevet angrebet og FN havde ikke vedtaget at der skulle bruges militære magtmidler mod Irak. Regeringen og folketingsflertallet havde følgelig handlet i strid med § 19.2 og dermed brudt den Grundlov, de højtideligt havde skrevet under på, de ville holde.

Ikke søgsmålskompetence

Men statens advokat, kammeradvokaten Peter Biering, vidste hvordan man skulle sno sig uden om en sådan sag. Sagsøgerne havde ikke søgsmålskompetence – de havde ikke lidt overlast som følge af lovens vedtagelse; ergo var der slet ingen sag.

Sådan undgår man elegant at tage stilling til det spørgsmål, der dog må berøre alle borgere i Danmark: Har statsministeren, regeringen og folketingsflertallet overtrådt Grundloven. Det kræver dog, at Landsretten spiller med, og det gjorde den. Den lagde sig fladt ned og slikkede magtens støvler ved sin dom af 11. april 2007. Sagsøgerne havde ikke søgsmålskompetence, og følgelig kunne sagsanlægget ikke behandles.

Sagen blev appelleret til Højesteret. Efter appellen var accepteret, men før sagsbehandling, sker der noget overraskende. Højesteretsdommer Jens Peter Christensen, der senere var en af de ni dommere i Højesteret, fjerner den kommentar til § 19.2 der er citeret ovenfor, fra Karnovs lovsamling.

Man kunne i al ens lægmandsnaivitet så tro at det ville gøre Jens Peter Christensen inhabil. Men det gjorde det ikke. Sammen med otte andre højesteretsdommere kunne han 17.marts 2010 stadfæste Landsrettens dom om at sagsøgerne ikke havde søgsmålskompetence.

Dermed skulle man tro, at nu var sagen omme. Men nej. Sagsøgerne havde hele tiden påberåbt sig Grundlovens § 19.2. Det var ikke blevet behandlet i Landsretten – det kunne man jo ikke, når man havde fastslået, at sagsøgerne ikke havde ret til at føre sagen. Men det mente Højesteret nu godt, at den kunne. Temmelig besynderligt.

Højesteret udtaler sig alligevel

Appelinstansen giver første instans ret i, at der ikke er søgsmålskompetence, men giver sig alligevel til at udtale sig om substansen i sagsanlægget.

Appelretten udtaler sig altså om et spørgsmål, der ikke var blevet behandlet i første instans, og hvorom sagsøgerne ikke havde fået lov til at fremlægge deres synspunkt og føre deres vidner. 

Højesteret skriver i sin dom: ”Hertil bemærker Højesteret, at der ikke foreligger nogen særlig uklarhed om forståelse af grundlovens § 19, stk. 2, i overensstemmelse med ordlyden som en procedureregel, der regulerer forholdet mellem regering og folketing. En forståelse som hævdet af appellanterne ville indebære, at Danmark i 1953 skulle have overladt det til FN’s Sikkerhedsråd – med vetoret for de permanente medlemmer – at afgøre, om Danmark uden for folkeretligt anerkendte situationer ville kunne anvende militære magtmidler. En sådan forståelse ville også stride mod en grundlæggende ordning i dansk ret af forholdet mellem national ret og international ret, hvorefter folkeretten ikke har grundlovskraft.”

Dermed har Højesteret forkastet den opfattelse af § 19.2, som blev fastslået af Folketinget ved grundlovsforhandlingerne i 1953, og som havde stået uantastet i 55 år – foranlediget af en sag som man ikke tillod blev realbehandlet? Det var da heldigt at Jens Peter Christensen forinden havde fået fjernet den fortolkning fra Karnov der indtil da havde stået uantastet!!

Bent Sørensen konkluderer derfor: ”Højesteret har med sin afgørelse afgjort, at Folketinget kan vælge at sende Danmark i krig hvor som helst og når som helst… Ja, Højesteret begik statskup, da retten besluttede, at Folketinget kan se bort fra Grundlovens § 19, stk. 2 og alle de intentioner, der lå bag denne paragraf, og samtlige andre anerkendte retskilder.”

Anmelderen vil gerne tilføje, at Højesteret udviste en lille smule mere anstændighed i 1941 ved behandling af kommunistloven og arrestationen af kommunistiske folketingsmedlemmer. Der blev ikke afsagt en dom; man nøjedes med at højesteretspræsidenten skrev en artikel i en juridisk tidsskrift.

CITAT TIL INDSÆTTELSE I TEXT

Højesteret begik statskup, da retten besluttede, at Folketinget kan se bort fra Grundlovens § 19, stk. 2 og alle de intentioner, der lå bag denne paragraf, og samtlige andre anerkendte retskilder. 

Bent Sørensen