I DKP’s nu 100-årige historie blev en del, berettiget og uberettiget, ekskluderet af partiet. Absolut rekord har Marie Nielsen (1875-1951), idet hun blev ekskluderet hele tre gange, nemlig i 1922, 1929 og endegyldigt i 1936.

Bogen giver et godt indtryk af hendes virke og det politiske liv, der foregik omkring hende, ikke mindst i 1910 og 1920’erne og er dermed også et bidrag til DKP's historie. 

At hun på mange måder var en stridbar personlighed, får man indtryk af i Morten Things bog Marie Nielsen og revolutionen. Igennem næsten 50 år har Morten Thing interesseret sig for hendes politiske virke og udgav i 1990 sammen med Børge Houmann bogen Venskab og revolution, der handler om hendes venskab med Nexø i en omskiftelig periode i den revolutionære bevægelses historie. Bogen indeholder en omfattende korrespondance mellem de to, og en del af materialet har Thing også med i den nye bog.

Marie Nielsen blev født i 1875 og erfarede allerede i en ung alder de barske levevilkår, som tjenestepigerne havde, da hun arbejdede på en herregård, hvor godsejeren personligt afstraffede unge piger med en pisk. Her lagdes grunden til hendes politiske holdninger, som prægede hende resten af livet.

Lærer og medlem af SUF

1904-08 blev hun uddannet som lærer og fik ansættelse på Frederiksberg. Samme år meldte hun sig ind i Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF), der senere blev til DKU. Trods sin relativt høje alder blev hun medlem af ledelsen og en flittig skribent i SUF's blad Fremad.

Med udbruddet af Første Verdenskrig vendte SUF sig imod Socialdemokratiets (SD) holdning til krigen, og her kom Marie Nielsen til at spille en rolle, da hun i 1915 blev medlem af SD's hovedbestyrelse, efter at Gerson Trier meldte sig ud af partiet, og hun lagde ikke skjul på sine venstreorienterede holdninger. Det endte med, at hun i 1918 meldte sig ud, blandt andet fordi hun hele tiden havde været modstander af Staunings indtræden i regeringen i 1916 som kontrolminister.

Sammen med andre revolutionære var hun med til at stifte Socialistisk Arbejderparti (SAP) i 1918 og var især aktiv som journalist og redaktør af partiets blad Klassekampen, da det blev dagblad. Men det varede ikke så længe, for allerede den 21. november, efter Slaget på Grøntorvet, blev hun fængslet og anklaget for at opildne til oprør.

SAP blev splittet, da der i november 1919 blev taget initiativ til dannelsen af Venstresocialistisk Parti (VSP). Højrefløjen gik ind i VSP, mens venstrefløjen holdt sig ude, blandt andre Marie Nielsen.

Kominterns kongres

Da hun kom ud af fængslet i april 1920, tog hun initiativ til at danne Kommunistisk Lærerklub, der fik tilknytning til Fagoppositionens Sammenslutning (FS). I sommeren 1920 deltog hun, trods protester fra VSP, i Kominterns 2. kongres i Moskva og knyttede i den forbindelse tæt kontakt til medlemmer af Kominterns ledelse og mødte også Lenin.

Da hun kom hjem, arbejdede hun aktivt for at få slået VSP, som senere blev til DKP, sammen med FS, og det lykkedes efter stort pres fra Kominterns side i april 1921 med dannelsen af Kommunistiske Føderation. De to organisationers dagblade, Arbejdet og Solidaritet, blev slået sammen til Arbejderbladet, der begyndte at udkomme som dagblad i maj 1920, og heri bidrog hun også med artikler.

Føderationen holdt kun kort tid, da en gruppe i januar 1922 besatte partilokalerne i Møntergade 8 og afsatte ledelsen, hvorefter der var to kommunistiske partier frem til 1924. Marie blev i det gamle, Møntergade-partiet, mens Nexø senere tilsluttede sig Blågårdsgade-partiet. Hun tog aktivt del i arbejdet med at samle partierne og var med til forhandlinger med Komintern i Moskva. Midt i diskussionerne om samling blev hun ekskluderet, og kuppartiet ville ikke optage hende.

Ekskluderet for trotskisme

Da partierne blev samlet, blev hun igen medlem og beskæftigede sig meget med det faglige arbejde, men på grund af uenighed om Kominterns ultravenstre-linje og hendes sympati for Trotskij blev hun ekskluderet i 1929. Hun blev taget til nåde i 1932, da der var kommet en ny ledelse i partiet, men allerede i 1936 var den gal igen på grund af hendes kritik af afskaffelsen af fri abort i USSR og Moskvaprocesserne. Denne gang blev hun igen angrebet for trotskisme. Efter eksklusionen udgav hun pjecen Trotskij, som byggede på materialer, som hun havde samlet sammen gennem årene, men som hun af hensyn til partiet ikke havde offentliggjort.

I de efterfølgende år havde hun kontakt med nogle små grupperinger på den yderste venstreføj, som havde dannet Socialistisk Samvirke i 1937-38, men på grund af sygdom, som hun havde været plaget af i længere tid, var hun ikke aktiv. Under krigen tog hun del i modstandsarbejdet, og i Land og Folk fortalte Gelius Lund i 1965, at hun havde huset et trykkeri og en illegal kommunist, men det var ikke ham, som Thing antyder. Efter krigen havde hun kontakt med en trotskistisk gruppe, der kaldte sig Revolutionære Kommunister, og deltog i deres kongres i august 1947, men mere blev det ikke til.

Kommunist til det sidste

Da en seminariekammerat i 1950 til hendes 75-års fødselsdag forærede hende en bog med blanke sider, så hun kunne skrive sine erindringer, sagde hun, at ”det gør jeg ikke, for så vil jeg ikke kunne undgå at angribe partiet, og det er der nok, der gør, selv om der er personer inden for partiet, jeg ikke kan lide, er og forbliver jeg kommunist.”

Til sidst i bogen rejser Morten Thing spørgsmålet, om ikke Marie Nielsen burde have været rehabiliteret af DKP, men med de synspunkter hun havde til for eksempel folkefrontstanken og hendes holdning til Trotskij, vil det være svært at svare ja.

Bogen giver et godt indtryk af hendes virke og det politiske liv, der foregik omkring hende, ikke mindst i 1910 og 1920’erne og er dermed også et bidrag til DKP's historie om en tid med politiske modsætninger og fraktionskampe i partiet.

>> LÆS OGSÅ: Da revolutionen stod for døren i Danmark