Godt 400 massive sider med få indrykninger, ingen kapitler, korte hovedsætninger, en lang monolog, det er, hvad Kirsten Thorup har vovet med sin nye roman Indtil vanvid, indtil døden.

Romanen er trods sin tæthed ikke svær at læse, men medrivende og spændende, og den eneste anke herfra er, at den undertiden i sin form har et troværdigheds-problem. 

Men der er en mening med galskaben. Denne form suger læseren ind i en verden, der foregår her og nu, uden bagklogskab, alt er nyt og foruroligende for fortælleren, en dansk kvinde, der i 1942 tager til München for at rekreere sig.

Harriet har for nylig mistet sin mand, der meldte sig til det tyske luftvåben og er blevet skudt ned på Østfronten. Ham mødte hun på Ollerup Idrætshøjskole, hvor Niels Bukh underviste i en legemskultur med nazistiske tendenser. Hverken hun eller Gerhard er medlemmer af Nazipartiet, men sympatien er helt klar. Nu sidder hun tilbage med en tysk enkepension, to små drenge og savnet, og da invitationen om at komme til München indløber, springer hun impulsivt til, får børnene anbragt på et børnehjem og tager toget sydpå.

Idealbilledet krakelerer

Rejsen i det overfyldte tog er en strabads, men hun bider tænderne sammen og glæder sig til opholdet hos vennerne. De hører til overklassen, Klaus er generalløjtnant i luftvåbenet, og Gudrun er hjemmegående i den fornemme villa, hvor man bliver opvartet af forkuede tjenestepiger med Ost-mærke på tøjet, tvangsarbejdere som den nazistiske elite fik tildelt som gratis tyende.

Lidt efter lidt afsløres en noget anden virkelighed, end Harriet havde forestillet sig, både i familien og i den omgivende verden. Hendes idealbillede krakelerer, men der er svært at erkende, og hun står vakkelvornt mellem sin sympati for systemet og de uhyrligheder, hun hverken kan eller vil se bort fra.

Romanen adskiller sig fra megen anden litteratur om emnet ved at skildre dagliglivet i denne vanvittige tid, især kvindernes, for mændene er ved fronten. Der er sympatiske personer, mindre sympatiske og decideret modbydelige, men alle er på hver deres vis ofre for den giftige propaganda, der for eksempel skelner mellem mennesker og undermennesker.

Det er noget af det, Harriet har svært ved at kapere, og i skildringen af det rækker romanen ud over sin tid og frem til vores, hvor der også er forskel på menneskers værdi, alt efter hvor de hører til i verden.

Om at vælge forkert side

Efter nogle måneder, hvor situationen hele tiden udvikler sig til det værre, lykkes det Harriet at få en billet og komme tilbage til Danmark og sine børn, men hvad venter der en enke efter en mand, der frivilligt gik i tysk krigstjeneste? Det ved vi, men hun ved det ikke.

Romanen er trods sin tæthed ikke svær at læse, men medrivende og spændende, og den eneste anke herfra er, at den undertiden i sin form har et troværdighedsproblem. Det er Harriet, der fortæller, men det sker, at forfatterens stemme får overtaget og bruger ord og vendinger, som er af nyere dato.

Desuden virker det ikke naturligt, at nogle i almindelig samtale lirer nazistiske svadaer af sig, som stod de på en talerstol. Men det er bagateller. Romanen er en indlevet skildring af, hvordan det var at leve i dette inferno af angst, mistro og vold og om at vælge forkert side.

>> LÆS OGSÅ: Når kærligheden binder, frastøder og fastholder