21 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Blandt unge dæmoner og djævle

Blandt unge dæmoner og djævle

Det myldrer med hverdagssymboler på jagten efter en mening med tilværelsens kaos hos den unge kunstner MadMody på Galleriga.

"Og myldred djævle frem på jord og os opsluge ville", skrev reformationens fader Martin Luther i salmen "Vor Gud han er så fast en borg" fra 1528. Kirkefaderen tænkte med garanti ikke den gang på den nuværende ophængning i den unge gallerist Philip Nussbaums lejlighedsgalleri "Galleriga". på en 1. sal i Istedgade, men teksten passer. Det myldrer i sandhed med både djævle og dæmoner i den 22-årige billedkunstner MadMody, alias Mathias Lehmanns, billedrum.

MadMody afspejler om nogen den til enhver tid eksisterende ungedoms universelle angst, spæde håb og famlende søgen efter orden. Det er rædslen for det mangeartede uhyre, der langsomt som et tegnefilmsmareridt omfavner, opsluger og opløser dem med sine blækspruttearme og hiver dem ind i voksenlivets forpligtende krav om personlig stillingtagen, kollektiv underkastelse og forkastelse af teenage-årenes jagt på adrenalin-kicket.

I et sammensurium af hverdagssymboler og drømmescenarier blander MadMody lystigt løs mellem maling, vandfarve, collager. En serie påklistrede rugbrødsskiver giver ro og materiel overblik blandt krusseduller, fabeldyr og små, grå mænd og de mange teknikker læner sig farverigt op mod hinanden.

Det største problem med MadModys ophængning er nok, at han vil for meget på én og samme tid. Nogle værker kunne med fordel undværes og dermed sat endnu større fokus på de fværker, hvor det virkelig lykkes at indkranse kosmos og udleve det gode, men voldsomme liv.

Det bliver spændende at følge ikke blot MadMody men også det splitnye galleri Galleriga, der åbnede 1. marts, dengang med  indehaverens egen kunst. Måske kan Galleriga blive den hårdt tiltrængte kunstneriske platform for den unge kunst, som Hovedstaden så alvorligt mangler, et mødested for samtidens visuelle udtryk i en musikalsk ramme, og med udsigt til Vesterbros nyrenoverede baggårde.

14. jun. 2013 - 14:00   14. jun. 2013 - 14:00

Billedkunst

Gert Poder
Anmelder
4

MadMody i Galleriga, Istedgade 98, 1. sal, København V, til 30 juni.