Da kulturformidleren og kommunisten Broby-Johansen i 1922 debuterede med digtsamlingen "Blod", chokerede han borgerskabet, og den blev beslaglag for blasfemi og først tilgængelig 46 år senere, i 1968.
De seksten digte er ekspressionistiske, det vil sige ord i rytme, hvor formen bryder med traditionel digtning. Store og små bogstaver vælter ned over siderne, og ordene er sammentrængte og intense. Æstetik og etik støder sammen.
Det nystartede forlag har forsynet udgaven med Brobys formidable forsvarstale i byretten, hvor han agiterede for nødvendigheden af klassekamp og proletariatets diktatur.
Temaet er kapitalismens ødelæggelse af mennesket, og stikordene er voldtægt, nekrofili, barnemord, seksualitet, aborter og selvmord.
Digtene angriber borgerskabet, militæret og datidens moral for at være amoralsk, skyldige i krig, mord og armod, åndelig forarmelse og kulturel forrådnelse.
Det spændende spørgsmål er, om digtene, der var en litteraturhistorisk begivenhed, da de udkom, fortsat er værd at læse. Det er de absolut, også fordi de desværre forsat er aktuelle med de evige angreb på ytringsfriheden.
Det kræver noget at læse dem, men er det værd. For en romantisk sjæl som undertegnede, er det stærke sager.
Digtene er et af få eksempler på ekspressionistisk digtning på dansk.
Det nystartede forlag har forsynet udgaven med Brobys formidable forsvarstale i byretten, hvor han agiterede for nødvendigheden af klassekamp og proletariatets diktatur. Da han fik dommen på 14 dages fængsel, appellerede han den, "fordi den var for mild".
Bogen indeholder desuden en fin artikel om "Digteren Broby – mellem romantik og revolution", som giver læseren værktøj til forståelse af digtene.
Historikeren Morten Thing har begået en en klog artikel om "Den blodige civilisation", hvor baggrunden for "Blod" og Brobys forsvarstale gennemgås. Desuden beskriver han DKP’s nogen ambivalente forhold til Broby, der nogle gange tangerede det svinske.
Bogens to sidste artikler er Anne Roers om "Opbyggelig sædelighed" og en meget fin artikel af Olav Harsløf, "Myten om Broby", som gennemgår hans utroligt spændende liv.
En lille perle af en bog der varmt kan anbefales.