Lidt morsomt siges det, at indvandrerne har mange børn, mens danske børn har mange forældre.

Kan man uden videre slippe det barn, man i god tro har opdraget, som var det ens "rigtige" barn.

Bevæger vi os ud i Østen, så er kernefamilien stadig den mest almindelige. Børn og forældre har et lidt andet forhold til hinanden end her i Vesten.

"Min søns familie" er en fortælling om to meget forskellige familier, hvis liv vikles ind i hinanden, da det opdages, at de to seksårige drenge ved fødslen er blevet forbyttet.

Kan man have det samme forhold til den dreng, som man hidtil har troet var ens biologiske søn, når man pludselig bliver konfronteret med kendsgerningen, at ens egen "rigtige" søn er blevet opdraget i en anden familie.

De to familier, som nu skal prøve at finde en løsning på problemet er meget forskellige. Arkitekten Ryota og hans kone Midori er velhavende og lever meget moderne i deres lejlighed. Her lærer sønnen Keita dydige pligter, men gennemgående har han en lidt kedelig tilværelse.  Forældrenes væsentligste ønske er, at sønnen bliver dygtig og kan optages på de fine skoler.

I den anden familie har de en lille isenkrambutik, hvor faderen er vant til at reparere børnenes legetøj, når det går i stykker. Her er der også søskende og børnene har en skøn tilværelse og et utroligt nærvær både med hinanden og i forhold til forældrene.

Begge familier får naturligvis et mindre chok, da de bliver konfronteret med kendsgerningerne. Kan man uden videre slippe det barn, man i god tro har opdraget, som var det ens "rigtige" barn.

Instruktøren Kore-eda Hirokazu har lavet en meget vedkommende film om forbytning, som nok i Japan er et større problem, end det ville være i Danmark. Men forskellen på de to familier rammer dybt ned i hjertekulen.

Nærvær og kærlighed kan sagtens trives i en lille lejlighed bag isenkrambutikken, og når man så samtidig kan reparere børnenes legetøj og lave drager, så er det mere værd end "køb og smid væk kulturen", som er så dominerende hos de mere velhavende familier.