Mens politikerne stadig sidder tilbage med en mærkelig smag i munden efter et par ministres afgang, angiveligt på grund af dårlig rådgivning fra sine embedsmænd, har Nørrebroscenen valgt at genopsætte Per Helge Sørensens bureaukratiske comedy-show.
Den tidligere kontorchef, der er uddannet civilingeniør og ekspert i blandt andet kriminalitet på internettet, øser ud af sine erfaringer fra en støvet embedsmandsverden. Kedeligt er det imidlertid ikke at høre, hvordan enhver er sig selv nærmest og løgnen dyrkes som religion.
Per Helge Sørensen, der har udgivet science-fiction romaner som "Spin" samt skrevet diverse dramatik og filmmanuskripter, er en fremragende historiefortæller, og det udnytter han fremragende til at komme ud over rampen. Scenen er strippet for effekter - det er en mand, hans historie og så et publikum, der hvirvles med i et hæsblæsende tempo.
"Djøf med løg(n)" er morsom uden at være ondskabsfuld. Per Helge Sørensen hænger ikke standen ud som hverken dum eller dorsk, men fokuserer mere på de indbyggede mekanismer, der langsomt men usvigeligt sikkert forvandler enhver nok så lille, skjult fejltagelse til et brølende nederlag.
Det er historien om, hvordan stive strukturer og inkompetente beslutninger i et uoveskuelgt hieraki løber løbsk i en management-kultur, der får normalt begavede ledere til at tage "ja-hatten" på, arrangere trivselsmøder og parkere al sund fornuft. Det er dømt til at skabe tabersager som rationaliseringsdrømmen "Administration 2.0", der starter som en leg og ender med...
Nej, det skal ikke røbes her, for der er en løsning på løgnekulturen og flinkeskolen. Det har endnu ikke fået sit eget buzz-navn i jagten på virksomhedens kerneværdier og formuleringen af dens mission og vision. Den kommer længe før og kaldes ærlighed og loyalitet.
Desværre har det trange kår, for det andet lyder meget bedre.