Det vrimler ikke med engelsk-sproget teater i Danmark. Vivienne McKee har i årevis slået gækken løs ved juletid i Tivoli med sin Crazy Christmas Cabaret, og på Kronborg Slot har HamletScenen fortsat en tradition fra 1816 med at opføre Shakespeare .

Udover det er britisk dramatik ikke i høj kurs på danske scener, selv om mange kan forstå et stykke på engelsk. Det forsøger Why Not Theatre Company igen at ændre på, i år på Bådteatret med "The City" af den britiske dramatiker Martin Crimp i Barry McKennas stramme instruktion. Crimps perfektionistiske dramatik fortsætter i sporet på idolerne Harold Pinter (Viceværten) og Samuel Beckett (Mens vi venter på Godot). 

Deres modernistiske dramatik kredsede om det rodløse, opsplittede og bevidsthedsløse menneske, fjernet fra enhver berøring med det ægte, det naturlige, det oprigtige. Det er løgn over løgn, fordi det er nemmest. Sandheden er relativ, virkeligheden ligeså, og menneskets største kunst er at gradbøje samvittigheden.

I det lille byhus med den lille have lever den lykkelige kernefamilie, der består af Clair (Sue Hansen Styles), der oversætter litteratur, hendes mand Christopher (Andrew Jeffers), der er ved at blive fyret, datteren (Emilia Poole Jönsson) og en søn. Da den dybt frustrerede genbo, sygeplejersken Jenny (Vanessa Poole), dukker op for at brokke sig over, at børnene larmer, når de leger, ender det tilsyneladende i nabosniksnak og lunken-høflig udveksling af almindeligheder.

Men under den polerede overflade lurer lidelsens lumre mørke med sine mareridtssyn, sin hæmningsløse trang til at sprænge konventionerne og udleve den utæmmede energi. The City piller lag efter lag af byens postulerede normalitet og finder ind til vore absurde vaner, undertrykte lidenskab og seksuelle begær, jagten på magt og kontrol med sine omgivelser.

Som drevet af en manisk kraft drives Martin Crimps personer hver for sig ind i et frysende ensomt rum til et fællesskab, der kun er holdt sammen af et tyndt lag konventioner. Selv deres illusioner bygger på en løgn. Hvis det ikke var så tragisk, ville det være mageløst smukt teater.