I en tid, hvor Højskolesangbogen kæmper mod storbyens rap og "gadelyrik" har den knaldhamrende dygtige folkemusiktrio Zenobia udgivet en cd med Carl Nielsens folkelige sange. Zenobia har siden 2007 turneret i Danmark, på Færøerne, Grønland og i Tyskland, altid med go'e gamle Carls musik med i bagagen.

Carl Nielsen (1865-1931) er svær at komme uden om. Det kan godt være, at verdens bedste dirigenter og symfoniorkestre står i kø for at indspille hans symfoniske værker, men det rager ikke menigmand. Næh, "Jens Vejmand", "Solen er så rød mor" og "Jeg ved en lærkerede" ved enhver, hvad er. I sin samtid var den unge komponist Carl Nielsen kritiseret for at se stort på tidens nationalistiske bølge. Mens borgerskabet skyllede nederlaget i 1864, den store preussiske nabo og den nationalistiske åndelige tilsanding ned med Brygger Jacobsens nye pilsner, var Carl Nielsen, påvirket af Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborgs skildringer af den simple bonde. Almuens usle liv kendte han kun alt for godt fra sin egen fynske barndom i Nørre Lyndelse og omegn.

I 1914 skiftede Carl Nielsen imidlertid spor og begynder systematisk at arbejde sig frem mod en ægte, folkelig sangstil med egne kunstneriske kvaliteter. Det blev den stil, der senere blev indbegret af "den danske sang" som "Jeg bærer med smil min byrde". Til tekster af B.S. Ingemann, N.F.S. Grundtvig, Adam Oehlenschläger, Jeppe Aakjær, Helge Rode, Jakob Knudsen og Harald Bergstedt parrer han hele sit symbolske toneunivers med den danske visetradition. Det er en ægte, lyrisk spillemandstradition med rødder i folkemusikken frem for koncerthallens velpolerede arrangementer.

Det er denne folkelige forankring, der også kendes fra norske og svenske viser, som Zenobia med overdådig spilleglæde og instrumental præcision overfører til den nye cd i samarbejde med et vred af exceptionelle gæstemusikere. Louise Støjbergs rytmefaste vokal, søster Charlottes lette piano og Mette Kathrine Jensen til tider eksotiske harmonika yder Carl Nielsens geni fuld retfærdighed og bør spilles i ethvert hjem, hvor danskhed er andet end frikadeller og fremmedhad.