I perioden februar 1945 og op til afslutningen af Anden Verdenskrig i maj 1945 kom der op mod 250.000 tyske flygtninge til Danmark. De fleste kom med skib, evakueret fra de tyske øst-områder, hvor den sovjetiske hær rykkede frem. Det var kvinder, børn og gamle mænd, der havde indledt flugten til fods med de få ejendele, de kunne have med.

Holdningen fra de danske myndigheders side var, at flygtningene skulle behandles korrekt, men på ingen måde have det bedre end de fattigste danskere.

Under flugten søgte de til havnebyer, hvorfra tyske skibe evakuerede dem og mange af dem havnede altså i Danmark, hvor de blev indkvarteret på skoler, i forsamlingshuse, i sportshaller, på hoteller og hvor man ellers kunne finde lokaler.

Så længe Danmark var besat af de tyske tropper, var det tyske myndigheder, der havde ansvaret for flygtningene, men den situation ændrede sig efter den 5. maj, da den tyske besættelse ophørte. Herefter overgik ansvaret til de danske myndigheder. En situation, der varede ved til februar 1949, hvor de sidste tyske flygtninge kunne forlade Danmark.

Hele historien

Bogen “De uønskede” fortæller hele historien om flygtningene: Den fuldstændig kaotiske situation i det krigshærgede østlige Tyskland, hvordan flugten fandt sted, og hvad det var, flygtningene kom frem til.

Efter ankomsten til Danmark – hvor ingen af dem havde ønsket at komme til – blev de fordelt rundt omkring i landet. Mange var syge og underernærede, smitsomme sygdomme florererede, og ikke mindst børn bukkede under og døde. 

I forbindelse med afslutningen af Anden Verdenskrig var Tyskland et land i opløsning. Store dele af landet – østområderne, hvor langt de fleste af flygtningene i Danmark kom fra – hørte ikke mere til Tyskland, De fire allierede, Sovjet, Storbritannien, USA og Frankrig, havde i forbindelse med Potsdam-aftalerne besluttet, at hovedparten af disse tidligere landområder fremover skulle være en del af Polen, mindre dele kom til at høre til Sovjetunionen.

De tyskere, der boede i disse områder, blev simpelthen flyttet vestpå og sammen med tyskere, der havde boet i Tjekkoslovaiet og Ungarn, skulle de nu huses i det nye Tyskland. Alt i alt drejede det sig om mere end 14 millioner mennesker, der på den måde blev fordrevet.

Fordrevne tyskere

Tyskland blev i forbindelse med afslutningen af krigen besat af de fire allierede magter, og i årene umiddelbart efter krigen var der tale om den britiske zone, den amerikanske zone, den franske zone og den sovjetiske zone – det var den, der senere blev til DDR.

En blandt mange opgaver for besættelsesmagterne var at få integreret disse fordrevne tyskere i det nye Tyskland. Bestemt ikke nogen nem opgave i et land totalt hærget af krigen, med udbombede byer, en sultende befolkning og millioner af mænd som fortsat var krigsfanger.

Så selvom den danske regering håbede hurtigt at kunne sende de tyske flygtninge videre til Tyskland, kom det ikke til at gå sådan.

Etablering af flygtningelejre

Da man i løbet af 1945-46 indså, at flygtningene ikke bare sådan lige kunne sendes videre, blev der etableret egentlige flygtningelejre, de største Kløvermarks-lejren på Amager og Oksbøl-lejren i Vestjylland, der på det tidspunkt var Danmarks sjette-største by med 36.000 indbyggere. Bogen fortæller grundigt om livet i lejrene, om organiseringen, kultur-aktiviteterne og så videre.

Holdningen fra de danske myndigheders side var, at flygtningene skulle behandles korrekt, men på ingen måde have det bedre end de fattigste danskere. Det havde de bestemt heller ikke. Der nævnes et eksempel, hvor der i forbindelse med madlavning var 10 kg pølser til 2000 flygtninge - det giver 5 g/person!

Myndighederne gjorde meget ud af, at der på ingen måde måtte fraterniseres, flygtningene måtte ikke få kontakt med danskere, og lejrene blev gennem alle årene bevogtet -–ind i mellem også af vagter, der havde for let til aftrækkeren. 

Bogens sidste afsnit, der handler om forhandlingerne med de fire allierede magter og om at få aftaler i stand om udsendelse af flygtningene, er ganske interessant. Det er som om de danske myndigheder er nærmest blinde overfor den kæmpe-opgave, besættelsesstyrkerne i Tyskland stod overfor. I forløbet beklager danske politikere – og A.P.Møller – sig til briterne over, at mange af de fordrevne tyskere anbringes i Slesvig. Begrundelsen er, at derigennem vil det danske mindretal i Slesvig jo blive relativt mindre!

Blomstrende økonomi

I forhandlingerne om at få flygtningene sendt til Tyskland har og bruger Danmark flere redskaber: at sende danske soldater til Tyskland og assistere de britiske tropper; at love at forpleje flygtningene i tre måneder efter ankomsten til Tyskland, og spørgsmålet om hvorvidt amerikanske tropper fortsat skal have adgang til baserne på Grønland. 

I forhandlingerne med de allierede påpegede de danske myndigheder gang på gang det økonomiske pres, flygtninge lagde på den danske stat.

Hertil bemærkede briterne på et tidspunkt: "... selvom den danske regering i øjeblikket er nødt til at bruge, hvad der svarer til 3 % af deres nationalindkomst på at sørge for disse flygtninge, burde dette ikke være en ubærlig byrde for den danske økonomi, som må være en af de mest blomstrende i Europa. Denne udgift kunne faktisk meget vel betragtes som en del af Danmarks bidrag til de Forenede Nationer, som landet indgik i på et sent tidspunkt og uden at have været nødt til at bringe ofre, der tåler sammenligning med dem, de fleste europæiske lande har bragt".

Som det nok fremgår, er bogen en grundig gennemgang af mange aspekter omkring de tyske flygtninge i Danmark. Nogen gange måske lidt for grundig, i visse afsnit er der rigtig mange tal, som ikke letter læsningen. Undervejs bringes der uddrag af dagbøger, skrevet af børn, der har været flygtninge i Danmark. Alt i alt er bogen absolut anbefalelsesværdig som formidling af en vigtig del af historien.