I år er det 100-året for genforeningen af Sønderjylland, men på grund af corona er festivitassen i juni med deltagelse af dronningen blevet aflyst.

Erling Jepsen har meget på sinde om det dagens Danmark, der befinder sig i udkanten.

Det kunne Erling Jepsen ikke vide, da han skrev sin bog nummer to, Erna og rumæneren, om Erna fra Bramstrup, så i den gennemføres arrangementet, og Margrethe kigger ovenikøbet inden for i Bramstrup på vejen. Dette besøg går dog heller ikke helt efter planen.

Der er altså gået 100 år, siden Jepsens første Erna deltog i Første Verdenskrig sammen med sin søn Kalle (Erna i krig, 2018), og den nuværende Erna er hendes barnebarn – i den familie hedder kvinderne Erna – og minsandten om hende her ikke også har en søn, der hedder Kalle, og som ikke har for mange kopper i skabet.

>> LÆS OGSÅ: Respektfuld krigskomedie

Udkantsflække

Genforeningen betød ikke den glorværdige fremtid for Bramstrup, som man kunne have håbet på. Byen er endt med at blive en udkantsflække uden skole og rådhus, og folk med børn søger andre steder hen.

Kroen er der endnu, men den er ved at sygne hen af mangel på kunder. Her serverede Erna før i tiden, og Kalle skrællede kartofler, det er han god til, ligesom til at bøje gafler, men der er ikke mere brug for dem, så Erna er kommet på kontanthjælp.

Det går selvfølgelig ikke i længden, ikke en gang i Bramstrup, og hun bliver aktiveret som handicaphjælper for en lam mand, der for nylig har slået sig ned i byen.

Rumæneren

Sergiu hedder charmetrolden, som er rumæner, men har boet mange år i København. Ved en heroisk redningsaktion, ifølge hans egen udlægning, er han blevet skudt med det resultat, at han er lam fra halsen og nedefter, bortset fra en tommelfinger og en legemsdel mere sydpå, som fungerer fint, skal det vise sig.

Hovedet er der heller ikke noget i vejen med, og hans tilstedeværelse og noget tvivlsomme aktiviteter sætter gang i ikke så lidt.

Det er ikke det kønneste indtryk, man får af Bramstrup, ikke en gang efter at facaderne og lidt til er blevet renoveret af hensyn til dronningebesøget. Men hvis ret skal være ret, så er beboerne ikke så meget værre der end alle andre steder.

Humor og alvor

Erna er heltinden, på nogle områder lidt naiv, men udstyret med handlekraft når det gælder. Hun er ikke grådig som visse andre, men vil bare have så hun i fred kan klare sig og sit og hygge sig med Kalle over den sene tv-krimi. Lidt romantik er hun ikke fremmed for, men man kan jo ikke få alt.

Bag satiren og den begsorte humor i denne kulørte fortælling ligger imidlertid alvor. Jepsen kender sine pappenhejmere helt ind til marven, og de får råt for usødet på hans snurrige måde, og han har meget på sinde om det dagens Danmark, der befinder sig i udkanten.

Selv om man morer sig godt undervejs i bogen, så efterlader den en med en lidt besk smag i munden, og det er vist også hensigten.