Rygter og spekulation omgærder den socialdemokratiske propaganda– og efterretningsorganisation, AIC, Arbejdernes Informations Central.

Nu afslører forfatteren og historikeren Iben Bjørnsson hele historien om AIC, og det er artig læsning. Bogen, "AIC: Arbejderbevægelsens Informations Central. Socialdemokratiets kamp mod kommunismen 1944-1973", bygger på Iben Bjørnssons ph.d.-afhandling, som hun i 2008 modtog Arbejderhistorieprisen for.

Fra værkstedsgulvet

»I erkendelse af de store opgaver, der venter den socialdemokratiske arbejderbevægelse efter krigen… vedtager De Samvirkende Fagforbund, Socialdemokratisk Forbund og Arbejdernes Fællesorganisation i København at oprette en fælles informationscentral«. Således lød startskuddet i 1944 til AIC’s næsten 30 år lange virke. 

Arbejdernes Informations Central, AIC, afløste Hovedorganisationernes Informations– og Propaganda Afdeling, HIPA, der blev opløst i oktober 1941. HIPA var dannet i 1935 med det formål at bekæmpe først DKP og dernæst nazisterne! HIPA’s kommunistkartoteker bidrog sandsynligvis til den effektive internering af kommunisterne i 1941. 

Den tidligere ledende kommunist Sigvald Hellberg fik til opgave at knytte AIC’s kontakter til »faglige tillidsmænd på større arbejdspladser og med de socialdemokratiske tillidsmænd i fagforeningerne samt med de socialdemokratiske klubber«. 

I 1945 udtalte Socialdemokratiets formand Hedtoft, at »AIC’s propagandavirksomhed må lægges an efter den kommunistiske linie«, og man overtog »Socialdemokratiske Noter«, der indeholdt fagligt, inden- og udenrigspolitisk stof. I 50’erne ansatte AIC folk til at stå for »personlig agitation og påvirkning af den enkelte på arbejdspladserne. Målet var udrensning i fagforeningerne, og midlet var en ‘systematisk forberedelse«. 

I 1973 blev AIC nedlagt og dens arbejde inkorporeret i LO’s faglige og politiske sekretariat. Ved nedlæggelsen var omdelernetværket på 6-7000 personer og havde kontakt til arbejdspladser med i alt 600.000 ansatte.

Fraktionsarbejdet

En AIC-sekretærs arbejde var »ikke at sidde på kontoret (…) Det var jo ikke der, slaget skulle stå«. Det var gennem de socialdemokratiske klubber på arbejdspladserne med formålet at hindre faglig kommunistisk dominans. Kommunisternes fortrin var deres indsigt i »faglige forhold, dygtighed i faget, aktivitet og disciplin«. 

Da arbejdet ikke var rettet mod kapitalisterne, rettede AIC sin virksomhed mod B&W, Kvindeligt Arbejderforbunds afdeling 5, og Søfyrbødernes fagforening, ledet af den legendariske Richard Jensen. Det var ikke let, og »længe var det ikke engang muligt overhovedet at oprette en socialdemokratisk klub hos søfyrbøderne«. Hos Havnearbejderne var »der intet at gøre«.

Trods dette var linjen »aldrig at samarbejde med kommunisterne, uanset at man kunne synes de jo også ’bare er mennesker’«. Hellberg konkluderede i 1953, at »bekæmpelse af kommunisterne er vores hovedopgave«. Sådan!

Bogen er spækket med eksempler på alle de beskidte tricks, man brugte, og folk, der ikke fulgte AIC’s konfrontatoriske linie, blev sågar ekskluderet af Socialdemokratiet. 

Også omkring internationale spørgsmål var AIC effektive. Da kommunisterne i 1948 overtog magten i Tjekkoslovakiet, fabrikerede man kædebreve med opfordring til at »fryse de hjemlige kommunister ud«. Da arbejderne strejkede i Berlin i 1953 brugte AIC situationen »med fuld kraft. Det er noget vore kommunister ikke er glade for«. 

Bryd kommunisternes indflydelse

Noget af AIC’s retorik mindede om retorikken fra besættelsens begyndelse: 

»Vi må regne med kommunisterne som en femtekolonne. Vi må være klar over, at hver eneste tillidspost, de kommer til at indtage i de danske organisationer af enhver art, vil blive brugt i deres spil (..) Og lad os hellere gå ned end gå på kompromis med kommunisterne«.

Da Danmarks Radio i 1963 tog TV-byen i Søborg i anvendelse, stod Danmarks Kommunistiske Parti, DKP stærkt blandt personalet. Det fik generaldirektøren Hans Sølvhøj til at kontakte AIC og bede om hjælp. AIC kontaktede Lager- og Pakhus-arbejdernes Fagforening, hvis formand Anker Jørgensen derefter løbende var involveret i arbejdet med at nedbryde den kommunistiske indflydelse. 

I forbindelse med en strejke på B&W kontaktede AIC statsminister J. O. Krag, der kontaktede formanden for Dansk Arbejdsgiverforening for at »få listen med navne på de strejkende«. Krag skrev senere i sine dagbøger, at »Strejken sluttede i torsdags, efter at vi (AIC) havde skaffet navn og adresse på hver enkelt og sorteret de loyale fra og talt med dem – enkeltvis«. 

Registrering

I 1947 var registrering af personer »alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed« ulovlig, men AIC brød loven, som socialdemokraterne tidligere havde brudt grundloven i 1941.

AIC »havde navne på enhver kommunistisk eller partiløs københavnsk bestyrelsesformand«. 

En del af statistikkerne med navne og styrkeforhold på arbejdspladserne tilgik såvel den britiske som amerikanske ambassade!

Første eksempel på dette er fra 1949 og sidst kendte eksempel er fra 1961. Registreringen kom ikke fra åbne kilder, men fra de socialdemokratiske tillidsfolk, i AIC, på arbejdspladserne og i fagforeningerne. 

Formanden for LO og medstifter af Frie Faglige Internationale, Eiler Jensen, fortalte i 1948 den amerikanske ambassadør Marvel, at man »lå inde med oplysninger om alle kommunistiske fagforeningsmedlemmer«. 

Bogen er fyldt med eksempler på denne klasseforræderiske adfærd.

Antikommunistisk miljø i Danmark

Bogen har et godt kapitel om det antikommunistiske miljø i Danmark. Her gennemgås AIC’s kontakter til Atlantsammenslutningens udvalgsråd, der bestod af tidligere modstandsfolk og scialdemokrater og det CIA-sponsorerede »Selskabet for Frihed og Kulturel/Frihed og Folkestyre«, som var ledet af den tidlige modstandsmand Arne Sejr.

Han oprettede senere den berygtede private efterretningstjeneste »Firmaet« på opfordring af statsminister H. C. Hansen. »Firmaet« stod blandt andet bag den ulovlige aflytning af DKP’s næstformand og tidligere minister Alfred Jensen og hans hustru. Aflytninger der tilgik CIA og forsvarets efterretningstjeneste. 

 AIC vidste, hvad der foregik på arbejdspladserne, og var PET’s vigtigste samarbejdspartner når det gjaldt arbejdsmarkedet. Om dette er bogen rigtig god. AIC havde ligeledes et tæt samarbejde med Hjemmeværnet med henblik på at sikre »mod sabotage og 5. kolonnevirksomhed«, det vil sige kommunisterne. Bogen har desuden et udmærket kapitel om den socialdemokratiske antikommunisme i Skandinavien. Et tema forfatteren i øjeblikket arbejder på en ph.d.-afhandling om.

AIC’s forhold til England og USA

»Som i mange andre vesteuropæiske lande er den stærkeste antikommunistiske styrke i Danmark det socialdemokratiske parti«, skrev den britiske ambassade og roste AIC’s arbejde. USA’s udenrigsministerium skrev i 1956, at »AIC har det primære ansvar for, inden for den danske socialdemokratiske organisation, at overvåge og bekæmpe kommunistiske aktiviteter inden for arbejderbevægelsen«.

Det socialdemokratiske forlag Fremad fik økonomisk støtte fra USA til bøgerne »Amerika er anderledes« (1950) og »Stalins slavelejre« (1952), der blev uddelt på mange arbejdspladser.

AIC: Arbejderbevægelsens Informations Central. Socialdemokratiets kamp mod kommunismen 1944-1973 er yderst velskrevet og nuanceret. Bogen er veldokumenteret og baseret på adgang til såvel amerikanske og engelske arkiver, mens forfatteren ikke kunne få adgang til PET’s. Noget der ikke undrer men forarger.

Det er beklageligt, at bogen ikke er udstyret med et person– og navneregister. Til gengæld er der en fin personbeskrivelse af AIC’s medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer, et imponerende kildemateriale og inspirerende litteraturhenvisninger.