18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Da sprutten fik kam til sit hår

Sejr over alkoholen

Da sprutten fik kam til sit hår

"Mig & Min Far - hvem fanden gider klappe?" er en sej dokumentarfilm om at lade kærligheden besejre alt - også sine egne fordomme.

Med kameraet som buffer får Kathrine Ravn Kruse og hendes far Palle Ravn mulighed for at se sig selv og hinanden med nye øjne.
FOTO: Kathrine Ravn Kruse
1 af 1

Hvert år vokser 130.000 børn op med en eller flere alkoholiserede forældre. For de fleste er det en barndom, der på forhånd er dømt til at blive et mareridt. Frygten for lokalsamfundets dom, kammerater der aldrig kommer på besøg, fordi far eller mor er gået i hundene martrer disse børns opvækst. Mange får så mange ar på sjælen, at de selv falder i gryden.

Hun vil finde en ny måde at rumme sin alkoholiserede far på, en måde der bygger på fælles betingelser, ikke på omverdens fordomme.

Andre flygter fra skammen, skyldfølelsen og ubehaget. En af dem var Kathrine Ravn Kruse. Da hun blev stor nok, forsvandt hun til udlandet. 10 år bliver det til, men en dag træffer hun et valg. Hun vil finde en ny måde at rumme sin alkoholiserede far på. Og den skal bygge på fælles betingelser, ikke på omverdens fordomme.

Med kameraet som lynafleder trænger hun ind i sin fars tågeverden, domineret af overskidte madrasser, stinkende pizzabakker og et kaosrod skabt af et menneske, der har glemt at elske sig af sig selv. Skildringen af, hvordan farmand Palle langsomt vågner op til en anden virkelighed, mander sig op, genfinder en personlig stolthed et eller andet sted i sit nedbrudte indre og langsomt begynder at cashe sin datters stålsatte kærlighed ind som selvrespekt, er filmens eksistensberettigelse.

Den er en ung kvindes råb om en fremtid, hvor hendes børn har en bedstefar, som familien kan respektere. Og miraklet sker! Efter 20 år som alkoholiker går Palle på antabus. Datteren holder vejret i angstfuld tvivlen, men den er god nok: Den muntre "syngende taxichaufør", som han engang blev kaldt, den en gang så habile fodboldspiller Palle Ravn er ikke bare på sporet, men har nosser til at "go all in".

"Mig og Min Far - hvem fanden gider klappe" borer sig ind i hjertet om et lille lysglimt i det mørke, som alle, der har mistet kontrollen over deres tilværelse, lever i og mærker. Samt ikke mindst for de 130.000 børn, hvis liv er hyllet i dette mørke. Det er en nøgtern film, der med enkel kameraføring og uden fy-fy-fortællinger og bagklogskabens uendelige visdom skræller lag på lag af en virkelighed, der rammer de uskyldige pårørende.

Efter verdenspremieren på CPH:DOX er det nu planen, at "Mig og Min Far - hvem gider klappe?" skal rundt på skoler og institutioner for med instruktørens ord "at nedbryde tabu omkring alkoholmisbrug. Jeg har størstedelen af mit liv haft rigtig svært ved at fortælle min historie, måske mest af alt af angst for andres reaktion."

Det er - selvfølgeligt, fristes man til at sige - det knaldhamrende talentfulde producerteam "Made in Copenhagen", der har båret instruktør Kathrine Ravn Kruse gennem mere end tre års arbejde med at fortælle en historie, der langt fra er enestående.

Resultatet er et enestående, hudløst ærlige dokument om en far og en datter, der elsker hinanden. "Mig & Min Far - hvem fanden gider klappe?" er en sej dokumentar om at insistere på kærlighed.

Jeg gider godt klappe!

 

16. nov. 2014 - 16:00   20. nov. 2014 - 12:26

Film

Gert Poder
Anmelder
5

"Mig og Min Far - hvem fanden gider klappe. Instruktør: Kathrine Ravn Kruse. Producent: Made in Copenhagen. Producer: Mille Haynes og Mathilde Hvid Lippmann. Varighed: 60 minutter.