Nazisternes 900 dages belejring af Leningrad, der indledtes den 8. september 1941, er beskrevet i mange militær-historikeres værker. En anden vinkel kan man finde i denne dagbog. Den dækker perioden 22. maj 1941 - 25. maj 1942, hvor forfatteren blev evakueret til byen Gorkij ved Volga.

Dagbogen er en øjenvidne-beretning om den rædsel, beboerne i byen oplevede i deres kamp for overlevelse i en vinter, der var en af de koldeste i byens historie.

Dagbogen er skrevet af en ung pige, Lena Mukhina. Hun begyndte som 16 årig i maj 1941 at skrive om sin frygt og sine håb, sin dagligdag med klassekammeraterne og sin frygt for at få dårlige karakterer.

I september, da belejringen starter, ændrer dagbogen karakter. I en meget personlig beretning får læseren historien om kronisk sult, fortvivlelse og død i den belejrede by. Byen var, grundet dens symbolske betydning, militære rolle og placering, et strategisk mål for nazisterne.

En moden ung pige

Dagbogen fortæller om en pige, der elskede at gå i skole, havde kærestesorger og bare elskede livet. Den er velskrevet. Beretningen om bomberegn og artilleri beskydning, og udbredt kannibalisme, rammer historien ind og bidrager til et klart billede af stemningen i den belejrede by.

Dagbogen er en øjenvidneberetning om den rædsel, beboerne i byen oplevede i deres kamp for overlevelse i en vinter, der var en af de koldeste i byens historie. Målet for Hitler var at fjerne byen med dens tre millioner indbyggere, herunder 400.000 børn, fra jordens overflade. Byen var jo arnestedet for Oktoberrevolutionen. Det gik anderledes, men byens pris var, at en tredjedel af dens indbyggere døde, og de overlevende fik varige skader på krop og sjæl.

Forfatteren var i den belejrede by omkring et års tid. Det mest barske øjeblik er, da adoptivmoderen dør. "I går morges døde min mor, og jeg var alene tilbage", skriver Mukhina og fortrænger så i en periode, inden hun vender tilbage med ordene: "Mit hjerte bløder… hvor er jeg sulten".

Fundet i et statsarkiv

Forfatteren vendte først tilbage til Leningrad i efteråret 1945, hvor hun blev uddannet mosaikkunstner og fik job på en spejlfabrik. I 1952 bosatte hun sig i Moskva, hvor hun døde som 66-årig i 1991.

Dagbogen blev opdaget i statsarkivet i Skt. Petersborg. Det skete, fordi adgang til arkiverne blev lempet, da Gorbatjov blev generalsekretær i 1985.

Bogen er forsynet med et overflødigt forord af den anti-sovjetiske "ekspert" Leif Davidsen.