Kroppen er stadig rank og halsen knejser fornemt som en svane. Den gamle kvinde sidder indkapslet i en overjordisk ro, omgivet af en sart aura. Øjnene er blå og tavse.

Den danske dokumentarist Maja Friis indfanger i "Ballerina" selve kærlighedens væsen, skildret gennem den nu 88-årige Elsa Marianne von Rosen. Det er en ultra-feminin fortælling om den grænseløse kærlighed til dansens og musikkens magiske lidenskab.

Den svenskfødte adelsfrøken Elsa Marianne von Rosen brød som 13-årig ud af familiens spændetrøje for at vie sit liv til baletten. Med en ubændig vilje overvandt hun tidens fordomme for at forfølge sin drøm og ende som et af det 20. århundredes største nordiske ballet-ikoner.

Sammen med sin mand, den danske teaterchef, kritiker og kommunist Allan Fridericia, skabte hun sin egen ballettrup, og var desuden balletchef i Göteborg og Malmö. Endnu for 10 år siden dansede hun i nyopsætningen af Flemming Flindt og Thomas Koppels musikballet "Dødens Triumf". 

For syv år siden gav kroppen op, og hun måtte forlade den, hun elskede højst af alt. 70 års evig flirten med dansen krævede sin pris. Det var et farvel til kærligheden, for dansen elsker kun dén, der skænker sin krop helt og fuldt.

Gennem et fornemt kildemateriale af dagbøger, fotos og artikler følger "Ballerina" Elsa Marianne von Rosens karriere fra den spæde start. Den genoplever hendes fortvivlelse og jernvilje efter de første afvisninger, oprejsningens time og de efterfølgende triumfer.

Langsomt kravler fortællingen ind under huden på en kompromisløs kunstner. En række koreografiske optrin med to mandlige og en kvindelig danser sætter følelser på hendes sejre, nederlag, kærlighed, sammenbrud og tilbagekomst.

"Ballerina" er en sjældent poetisk og bevægende dokumentarfilmen om dansens væsen. Den formår i et splitsekund at kaste lys på det dunkle begær, fortælle om en ordløs kærlighed og skabe indsigt i en uhåndgribelig lidenskab.