Frøken Smilla kan det der med sne. Det har hun lært i sit liv som inuit. Smilla Qaavugaaq Jaspersen er resultatet af en erotisk eksplosion mellem en eskimoisk urkvinde fra Thule-klanen og en internationalt respekteret dansk videnskabsmand. Selv pendler hun som en yoyo mellem civilisationens yderpoler i Peter Høegs roman "Frøken Smillas fornemmelse for sne".

Teaterduoen Det Dramatiske Udgangspunkt fortæller i stærke billeder dramaet om en splittet, der kæmper for en identitet, en umulig kulturel sammensmeltning. Over det hele ligger den danske kolonialisme i sin værste form, der har forvandlet Grønland til et klassesamfund. I dette apartheid-regime ligger magten hos bedrevidende embedsmænd og grådige håndværkere, der tjener kassen på øens baser, miner og administration.

Den danske forfatter Peter Høegh brød igennem i 1988 med "Forestilling om det tyvende århundrede" og "Fortællinger om natten (1990). Berømmelsen kom med hans tredje bog, "Frøken Smillas fornemmelse for sne (1992). Romanens blanding af barsk kolonialisme-kritik, faktuel viden og krimiplot vakte opsigt, også internationalt, og den blev filmatiseret af Bille August i 1997.

Men kan romanens plot og indhold også bære igennem på scenen? Det synes at være reglen mere end undtagelsen, at når danske teatre dramatiserer litterære forlæg, vil de have det hele med. Det gælder også "Frøken Smilla". Splittelsen mellem hendes to identiteter er langt mere væsentlig end hendes rolle som gåde løser.

De mange detaljer skygger for Peter Høegs budskab: At frøken Smilla har fornemmelse for sne!