Forfatteren Svend Åge Madsen debuterede i 1963, men det var romanen Tugt og utugt i mellemtiden fra 1976, som blev hans folkelige gennembrud. Den er nu blevet genudgivet.
I romanen oplever vi tidsånden fra 70'erne, dengang bander på to hjul kaldtes "læderjakker" og indvandrere betegnedes som "fremmedarbejdere".
Bogen foregår i ”mellemtiden”, som der bliver set tilbage på, i en fiktiv fremtid. Det er en gennemgående fortæller, som ser tilbage på tiden før "den store europæiske krig". Fortælleren fremstiller denne mellemtid i en blandet tone af satire, samfundskritik, socialrealisme og elementær spænding.
Handlingen tager udgangspunkt i Aarhus, forfatterens by, i 70'erne. En mand er uskyldig dømt for mord. Efter mere end 10 år i skyggen flygter han fra fængslet hjulpet af en medfange.
Ludwig, som manden hedder, stod foran et liv med god karriere og en kvinde, som han elskede, da hans liv blev smadret.
Udenfor fængslet kommer Ludwig til penge sammen med den mand, der deltog i fangeflugten. Hans eneste formål med resten af sit liv er at få hævn over de personer, der fik ham uskyldig dømt. Han sætter sig for, at de som han selv skal blive uskyldige dømt, udleveret til lidelse og ydmygelse, som det skete for ham selv.
Hævntogtet bliver finansieret af den mindre formue, Ludwig er kommet i besiddelse af, og gennemføres af den hævngerrige hovedperson med en djævelsk udspekuleret præcision.
Genialt beskrevet tidsbillede
Svend Åge Madsen er foruden at være en mesterlig spændingsforfatter, optaget af matematik og filosofi (eksistentialisme). Det løber som en rød tråd gennem hans litterære produktion.
Han formår med et poetisk og underfundigt humoristisk sprog at befolke sin roman med et broget udbud af mennesker med besynderlige navne og besynderlig adfærd. Der er skruppelløse kapitalister, forbrydere, rivaliserende bander, perverse magthavere, og samvittighedsløse karrieremagere, for blot at nævne nogle få.
En rørende kærlighedshistorie er flettet ind i plottet. En forelsket ung mand fra det bedre borgerskab sætter alt ind på at hjælpe en ung kvinde af anden etnisk baggrund, da hun er bortført af læderjakkerne.
Fortælleren i historien ser tilbage på 70`eres Aarhus i et metaperspektiv, hvor han fortæller om et samfund, hvis drivkræfter er profit, udbytning, skruppelløs magtudøvelse. Magt er foragt, skriver Madsen et sted..!
Desuden formår Madsen at lade sin gennemgående fortæller beskrive "mellemtidens" mennesker og deres samværsformer som groteske, latterlige og absurde. Her kommer Madsens humor til sin ret.
Det suveræne ved denne klassiker og spændingsroman er, at den har overlevet 70'ernes "tidsånd" og formår at forblive smerteligt aktuel, højt hævet over døgnets spændingslitteratur.
Bogen kan anbefales på det varmeste til læsere anno 2013 med oplagte paralleller til nutiden.
Halvtreds års litterær produktion
Svend Åge Madsens produktion er omfattende, oversat til mange sprog, og beriget med adskillige litterære priser.
Han har foruden en række romaner skrevet noveller, børnebøger, skuespil, og hørespil, samt et par kriminalromaner under pseudonym i samarbejde med sin kone.
Tugt og utugt i mellemtiden må siges at være et af højdepunkterne i hans litterære produktion.
Svend Åge Madsen har i år 50 års jubilæum som forfatter.