Skal man tro instruktør Steven Soderbergh selv, bliver Side Effects hans sidste biograffilm. Behind the Candalabra, hans påståede sidste film overhovedet, bliver ikke vist i biografen men på tv-kanalen HBO. Soderbergh er træt af at lave film. Det kan ikke ses. Men det kan læses i manuskriptet.

Side Effects er en højaktuel thriller om antidepressiver og den søvngængeragtige tilstand, de i visse tilfælde medfører. Den moderne kur mod depression kommer ofte i form af en pille, gerne farverig og proppet med eufemismer, som er lette at sluge. ”Lykkepiller”, kaldes de for eksempel.

Emily Taylor (Rooney Mara) ryger på en stribe af disse piller, inden hun ryger på Ablixa, filmens fiktive stof. Hun har ventet fire år på sin mand, Martin (Channing Tatum), som er røget i spjældet for insiderhandel. Men glæden ved hans løsladelse er kortvarig, og afholder ikke Emily fra at synke ned i depression.

Efter et selvmordsforsøg sættes psykiateren Jonathan Banks (Jude Law) til at vurdere Emilys sag. Ablixa, et helt nyt stof, som Banks får penge for at teste, synes at virke, men har også en uheldig bivirkning: Emily begynder at gå i søvne – med drastiske konsekvenser til følge.

Filmen er, som Contagion fra 2011, en politisk thriller med fokus på medicinalindustrien. Soderbergh har efterhånden sat sit eget stilistiske præg på genren, og i Side Effects må man sige, at han folder sig ud.

Karaktererne er unge, velklædte og vandkæmmede. Deres primære interesse synes at være penge. Men Soderbergh har placeret disse mennesker i en verden, hvor depressioner også kommer til de rige, og hvor pillen ikke altid er lykke.

Her er New Yorks himmel grå og tung, næsten som en ”giftig tåge”, som Emily kalder sin depression, og fra det øjeblik Emily ryger på Ablixa skubbes vi dybere og dybere ind i den hypnose, der er Side Effects. Billederne bliver mørkere (og vist også en anelse grønnere – giftigere om man vil), og Thomas Newmans subtile men mareridtsagtige musik bliver mere allestedsnærværende.

Vi bliver, som Emily, paranoide søvngængere.

Men Soderbergh har også ladet manuskriptforfatter Scott Z. Burns slippe afsted med et ødelæggende plot twist. Ikke alle gode film er troværdige, men at hive et så drastisk twist ud af den grå luft er synd og skam.

Contagion, også skrevet af Burns, er en bedre film, netop fordi den ikke forfalder til den slags. Mon ikke Soderbergh vender stærkere tilbage efter sit påståede exit?